Vilde tider!

Hej med jer ❤

Jeg har nu oprettet en ny, ikke-anonym blog. Det er sgu rigtigt! Jeg prøver mig lidt frem derovre og ser hvad det bliver til, og hvis det bliver helt kejtet og sært for mig, så lader jeg bare være. Sådan er livet jo så dejligt!

Da jeg ikke føler for at have denne blog linket sammen med den nye (bare sådan, just in case Ekskæresten eller min mor udviklede mad google skills), gør vi lige sådan her:

Jeg sender en mail med link til den nye blog, til dem, der viste positiv interesse for en sådan. Sidder du og tænker “arj, jeg vil også ha’ sådan et link!” så frygt ej – du skriver bare en kommentar til dette indlæg hvor du sørger for at opgive din mail i e-mail-feltet, og så skal jeg nok sende dig en bette mail med linket.

Tak fordi I har fulgt med herovre – I er fandme søde, og hver og en af jer, der har fulgt med, var med til at hjælpe mig igennem en rigtig svær tid i mit liv. Tak, tak, tak. Vi tales måske ved på den nye adresse, og ellers vil jeg bare ønske jer et liv fyldt med glæde og kærlighed.

Reklamer

Long time no see!

Det er virkelig lang tid siden jeg har kastet lidt kærlige ord efter den her blog.

Det har været seks hektiske måneder.

Jeg er flyttet sammen med Den Kvikke i en lækker 2’er i den vestlige midtby. Vi har boet her siden først i februar, og ingen er døde eller sårede endnu. Han er sgu sød.

Jeg skal være moster. Min søster på 19 skal være mor. Hun bliver færdig med HF til sommer, og når lige at have 3 måneders “fri” før hun nedkommer i oktober. Jeg er så sindssygt stolt af hende. Og så sindssygt skruk.

Jeg har igen-igen formået at vende på en tallerken i forhold til studievalg, og er nu endt på en obskur kandidat, der er lidt i den retning jeg egentlig havde tænkt, men så alligevel ikke. Stadig på AU, selvfølgelig!

Jeg har fået verdens bedste job, som giver en masse gode timer. Derfor har jeg haft sygt svært ved at jonglere timer på arbejde, læsning, træning og ham kæresten, og jeg kan godt mærke at jeg her i eksamensperioden helt puster ud og nyder at kunne koncentrere mig om at læse og lave ingenting, idet jeg hverken har undervisning eller særlig meget arbejde. Det er rart ikke at skulle løbe rundt om sig selv.

Alt i alt, så er jeg glad. Rigtig glad.

Men jeg savner at skrive. Enormt meget. Jeg har tit haft bloggen åben og tænkt på at fortsætte på domænet, men det er som om den er sit eget lille univers af lige dele hjertesmerte og nyforelskelse, som jeg ikke helt føler jeg kan blive ved med at følge op på. Til gengæld overvejer jeg nu at oprette en ny. Måske endda en, der ikke er anonym. Ville I have lyst til at følge med derover?

Klaustrofobi

Det er ved at være små tre måneder siden, jeg sidst besøgte min familie i Sønderjylland. Det ville være løgn at sige, at det ikke er med vilje. Givet det kæmpe rod, der omgiver både min mors og min fars liv, så har jeg ærligt talt forsøgt at undgå at være hjemme uden Den Kvikke som rejsekammerat. Det er sjovt, hvordan man kan have overskud til at bære hele verdens problemer på ens skuldre, men når det kommer til at magte, at ens forældre heller ikke kan få deres liv til at hænge sammen, så bliver man pludselig så træt, så træt. Jeg gider vitterligt ikke høre om deres problemer. Jeg har været skulder for min mor nærmest siden jeg kunne gå, og jeg har fandme fået nok. Især fordi hun ikke lytter. Hun fortæller bare om sit lorteliv, og så fortsætter hun med at gøre de samme fejl om og om igen. Og det gør fandme ondt at se på. Så jeg ser væk, ja jeg gør sgu.

Og det er pisse hamrende irrationelt, det ved jeg godt.

Og selvfølgelig kan man ikke bare skubbe sin familie væk. Ikke i længden. Det bliver noget rod.

Men nu, hvor jeg har været hos min mor, der bor med min søster, min lillebror og min søsters veninde, i noget der ligner 3/7 dage (hvor Den Kvikke heldigvis skal være der de sidste 3 af dem), kan jeg godt mærke at det er godt, jeg har holdt mig væk.

Dét, at min mor stadig ser sin kæreste, som vi alle hader, er et k æ m p e issue. Det skaber så enormt meget splid imellem min søster og hende, og ethvert talt ord er en potentiel konflikt imellem de to. Min lillebror bliver bare glemt. Og veninden er konstant fanget imellem min mor og min søster. Der er dårlig stemning cirka halvdelen af døgnets vågne timer, og jeg er ved at brække mig over det.

Det nytter ikke noget at søge ro hos min far. For her er der åbenbart krise med kæresten, og alle dem hjemme i Sønderjylland har åbenbart vidst i flere måneder at han har været vores bonusmor utro, imens jeg har fået lov at blive i uvished oppe i storbyen.

Jeg holder jul hos Den Kvikke i år. Og det er jeg så uendeligt glad for, at have fået lov til.

For som jeg sidder her på mit barndomsværelse, der stadig står med to grønne vægge, kan jeg se hvordan det hele langsomt er ved at falde fra hinanden. Malingen skaller og listerne skiller fra væggene. Det er det værelse jeg flygtede op i, den dag for snart fem år siden, hvor jeg fik at vide, at mine forældre flyttede fra hinanden, det værelse, hvor jeg grædende fortalte min bedste veninde om skilsmissen, og hvordan jeg prøvede at læse til eksamen i en periode hvor far fortalte for lidt og mor fortalte for meget.

Jeg har klaustrofobi i mit barndomshjem. Det minder mig om tidspunkter fyldt med sorg og smerte, og jeg kan ikke huske ét eneste godt minde herfra, selvom der sikkert har været mange.

Mere om min mor

(For recap af hvad der har foregået i hjemstavnen det sidste års tid, se #1 og #2)

Min mor flyttede endelig fra en kæreste, der har terroriseret hende psykisk i flere år. En kæreste, der har slået hende. En kæreste, der har isoleret hende fra resten af hendes familie. En kæreste, der har været grund til uendeligt meget konflikt.

Min mor græd i et par måneder. Hun blev ved med at se ham. Min søster sagde til hende, at hun ikke ville betale husleje til et hjem, kæresten kom i, så de sås kun hos ham.

Min mor blev træt af at græde. Så hun lyttede endelig til dem, der fortalte hende, at så længe man stadig knalder med nogen, bliver man ved med at græde over dem.

Min mor oprettede sig på Tinder. Jo hun gjorde sgu.

Min mor tog på en date en tirsdag. Med sødfyr.dk. Revisortype, endda.

Min mor kom til at fortælle (eks?)kæresten at hun havde endnu en date fredag. Med overnatning. Idioten var selvfølgelig grædefærdig og satte alt ind på at give hende dårlig samvittighed.

Min mor var knust, men sagde alligevel ja til at ses med eks(?)kæresten torsdag aften, dagen inden sin date.

Min mor blev mødt af en storhulkende mand, der fortalte at han drak blå gajol hver aften, og at han al den tid de havde været kærester, havde drukket tre kasser øl på en uge.

Min mor faldt i ‘åh-nej-så-er-det-jo-derfor-det-aldrig-gik-med-os’-tankestrømmen.

Min mor ses fast med ham igen. Han er blevet hendes projekt. Alt går ind på at få ham glad igen, ædru igen.

Min mor giver nok aldrig slip på ham. Jeg er bange for, at han slår hende ihjel. Enten på den ene eller den anden måde.

Bare glem det

“Huset skal sælges,” siger min mor til mig i telefonen.

Det hus, jeg er vokset op i, forstås. Mit barndomshjem. Som har stået tomt i fire år, mens min mor boede sammen med sin ubehagelige kæreste. Det hus, min mor nu igen bor i, ikke bare med min lillebror og min søster, men også med min søsters to venner. Det mærkeligste hus i verden. Min mor bilder sig ind at de bor der på lige fod, hende og teenagepigerne. Tager sig en offerrolle i alting, og gør på den måde sit i forvejen patetiske liv endnu mere sørgeligt. Fortæller sig selv, at det da er sunde forhold at bo under.

Vi ved noget andet, mig og min søster. Og alle andre i hele verden. Og nu regner min mor altså med at jeg giver hende ret i at det er det mest forfærdelige verden, at deres Bofællesskab Fra Helvede skal opløses.

“Ej, mor, det lyder da godt! Det er jeg sikker på bliver godt for jer! Skal I så til at finde lejlighed nu? Dig og lillebror? Det bliver da så godt for jer at komme ud af den gamle ruin!” svarer jeg i et forsøg på at være positiv. Jeg synes virkelig det er godt. Jeg synes virkelig det er noget lort at min mor bilder sig selv ind at hun i en alder af fem og fyrre ikke kan finde ud af at bo alene. Psykisk ustabil eller ej, så er det ikke optimalt for en femogfyrreårig at bo i bofællesskab med en flok teenagepiger. Det er for mærkeligt.

Min mor bliver vred. Altid vred, når jeg prøver at sprede lidt optimisme. Men på den stille, ulmende måde.

…”Bare glem det mor”, ender jeg med at sige, som jeg så tit har gjort.

Man kan ikke være ærlig overfor min mor.

Jeg magter bare heller ikke at fylde hende med endnu flere illusioner end hun allerede fylder sig selv med. Og jeg er træt af at tale hende efter munden.

Øjebliksbillede #5

Vi taler om jul, mig og Den Kvikke, og om nytår. I telefonen. Det er sent. Jeg ligger under min dyne, det er sent. Og jeg er godt træt af ham.

“Men skat, når du så siger du gerne vil holde nytår med mig, og så bagefter siger ‘altså hvis det ikke bliver til noget med den der fest med efterskolevennerne,’ så er det jo det samme som at sige ‘jamen jeg vil da gerne være kærester med dig indtil Beyoncé siger hun vil føde dine børn'” vrisser jeg i telefonen. Jeg har ondt i maven over hvor enormt urimelig jeg lyder da jeg siger det. Hvad er det jeg har gang i, tænker jeg? Er jeg virkelig hende, der prøver at give ham dårlig samvittighed? Tror jeg, det giver ham mere lyst til at holde nytår med mig?

“Jeg synes det er fjollet vi nærmest skændes om nytår nu, når der er tre måneder til,” siger Den Kvikke, tydeligvis frustreret og overrasket over hvor meget jeg overfortolker hans ord. Det er jo for dælen en tradition med de venner.

Vi snakker lidt om noget andet. Da vi skal til at lægge på er jeg næsten grådkvalt.

“Undskyld jeg er sådan en sur gimpe. Det er bare fordi, jeg har prøvet at være kærester med én i fire år, der gjorde alt for at slippe for at holde nytår med mig, og så troede jeg bare jeg havde fundet en kæreste der gerne ville. Og så bliver jeg bare ked af det. Det er bare fordi jeg er ked af det”.

Årsdag

I går var det et år siden, det, der havde været min verden så længe, faldt sammen om ørerne på mig. I går markerede årsdagen for starten af det, der blev til mange måneder med ondt i hjertet. 

Jeg indrømmer gerne, at jeg græd i går. Stille tårer i bilen, mens jeg hørte Taylor Swift, på vej hjem fra en hyggelig weekend med min nuværende kæreste. Det var en mærkelig slags gråd, sådan én, man ikke helt kan forklare. Den slags hvor man sidder bagefter og tænker, “hey, hvorfor græder jeg?”. 

Ind til videre er min forklaring, at det må være en slags refeksionstårer. Når jeg tænker tilbage på hvordan jeg havde det sidste efterår, så kan jeg stadig godt få en klump i maven. Hold kæft, det var ikke sjovt. Og jeg er stadig hver dag mærket af det, der skete dengang. Jeg kan mærke det i min totalt irrationelle usikkerhed på Den Kvikke, der jo bare bunder i min angst for at blive forladt. 

Jeg har aldrig lyst til at have det sådan igen. Men jeg ved, at det får jeg sikkert. Hvis ikke fordi Den Kvikke får nok af mine usikkerheder en dag, så fordi et nært familiemedlem dør eller forsvinder. 

Det er en del af menneskelivet af føle sorg og smerte, det ved jeg godt, og det siger jeg også tit til venner, der har det svært. Men jeg mærker alligevel hver dag frygten for at blive tynget så meget igen.