jeg håber virkelig det her er bunden, for jeg gider ikke se hvordan det ser ud længere nede

De siger, det er en slags sorg på lige fod med at ægte miste nogen. Måske værre, fordi det kan være hårdere at blive valgt fra med vilje. Måske nemmere, fordi man ved at den man har mistet trods alt stadig findes og kan kontaktes. Jeg ved ikke hvad jeg synes.

Nogle gange ville jeg ønske min grund til at være så ked af det virkelig var et dødsfald i min nære familie. Det lyder hårdt, og jeg fortryder sikkert at have skrevet det så snart jeg trykker Publicér, men i dén situation tror jeg ikke jeg ville føle mig flov over at være så knust.

Jeg ville måske endda have givet mig selv lov til at bryde hulkende sammen i min undervisning sådan som jeg var lige ved tidligere i dag. Måske synes at jeg virkelig fortjente at tage hjem to timer før, sådan som jeg endte med at gøre, bare for at komme i gang med at skrive melodramatiske blogindlæg og se Grey’s Anatomy, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde til et øjeblik mere i den virkelige verden hvor det ikke er ok at stikke ud i primalgråd hver halve time. Jeg ville måske have lettere ved det hele hvis jeg ikke var så pisse bange for at vise andre end min nærmeste familie og min bedste veninde hvor ked af det jeg er. Hvis jeg ikke følte jeg behøvede at lægge ansigtet i modige folder hver morgen eller halvhjertet være med i studiegruppens morsomheder.

Jeg synes det er pinligt at være så ødelagt over at én eneste person i hele verden sagde de der forbandede lorteord. Jeg synes ikke vi skal være kærester lige nu. Uanset om det så hev et fire år gammelt gulvtæppe væk under fødderne på mig. Uanset hvor overrasket jeg var over at stå i en situation hvor han faktisk tog sig sammen og sagde hvad der skulle siges. For det skulle jo for helvede siges. Og det ved jeg godt.

Det er bare som om det føles meget mere åndssvagt at være ked af det, når man ikke har tænkt sig at gøre det mindste for at ændre på situationen, selv hvis man kunne. It is what it is. Probably for the best, even. For man kan for helvede ikke gå og lade som om det hele er så pisse okay når det ikke er.

Det er bare ad helvede til, for det ville jeg virkelig ønske det var. Jeg ville ønske det bare kunne være pisse hamrende fucking okay alting, så jeg i stedet for at være stuck under min dyne med lægeserier kunne have været hos ham.

for helvede da også

Jeg kan ikke holde ud at være lige nu. Uanset hvor jeg ser hen og uanset hvad jeg gør er der ham. Når jeg lægger håndbremsen i bilen og et kort øjeblik smiler, fordi jeg kommer i tanker om hvordan han drillede mig for at glemme at gøre det. Når jeg børster tænder foran spejlet og forestiller mig at han bare venter på at jeg bliver færdig så vi kan få set den dér film, jeg egentlig ikke er så vild efter at se alligevel, men vælger at udholde fordi jeg ved han kan lide den. Når jeg står foran min kommode og skal vælge tøj, og kommer i tanker om hvordan han altid kom om bag mig helt i starten, da selvsamme kommode stod i et andet rum i et helt andet hus i noget der føles som en helt anden verden, lagde armene omkring mig og kyssede mig i nakken.

Han er med mig overalt hvor jeg går. Og det er jo rart nok når man savner, ikke?

Det plejede det i hvert fald at være.

Indtil savn stoppede med at være synonymt med gensynsglæde og togstationskys og i stedet blev venner med ‘av mit hjerte’ og ‘savner du slet ikke mig?’.

Billede