for helvede da også

Jeg kan ikke holde ud at være lige nu. Uanset hvor jeg ser hen og uanset hvad jeg gør er der ham. Når jeg lægger håndbremsen i bilen og et kort øjeblik smiler, fordi jeg kommer i tanker om hvordan han drillede mig for at glemme at gøre det. Når jeg børster tænder foran spejlet og forestiller mig at han bare venter på at jeg bliver færdig så vi kan få set den dér film, jeg egentlig ikke er så vild efter at se alligevel, men vælger at udholde fordi jeg ved han kan lide den. Når jeg står foran min kommode og skal vælge tøj, og kommer i tanker om hvordan han altid kom om bag mig helt i starten, da selvsamme kommode stod i et andet rum i et helt andet hus i noget der føles som en helt anden verden, lagde armene omkring mig og kyssede mig i nakken.

Han er med mig overalt hvor jeg går. Og det er jo rart nok når man savner, ikke?

Det plejede det i hvert fald at være.

Indtil savn stoppede med at være synonymt med gensynsglæde og togstationskys og i stedet blev venner med ‘av mit hjerte’ og ‘savner du slet ikke mig?’.