jeg håber virkelig det her er bunden, for jeg gider ikke se hvordan det ser ud længere nede

De siger, det er en slags sorg på lige fod med at ægte miste nogen. Måske værre, fordi det kan være hårdere at blive valgt fra med vilje. Måske nemmere, fordi man ved at den man har mistet trods alt stadig findes og kan kontaktes. Jeg ved ikke hvad jeg synes.

Nogle gange ville jeg ønske min grund til at være så ked af det virkelig var et dødsfald i min nære familie. Det lyder hårdt, og jeg fortryder sikkert at have skrevet det så snart jeg trykker Publicér, men i dén situation tror jeg ikke jeg ville føle mig flov over at være så knust.

Jeg ville måske endda have givet mig selv lov til at bryde hulkende sammen i min undervisning sådan som jeg var lige ved tidligere i dag. Måske synes at jeg virkelig fortjente at tage hjem to timer før, sådan som jeg endte med at gøre, bare for at komme i gang med at skrive melodramatiske blogindlæg og se Grey’s Anatomy, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde til et øjeblik mere i den virkelige verden hvor det ikke er ok at stikke ud i primalgråd hver halve time. Jeg ville måske have lettere ved det hele hvis jeg ikke var så pisse bange for at vise andre end min nærmeste familie og min bedste veninde hvor ked af det jeg er. Hvis jeg ikke følte jeg behøvede at lægge ansigtet i modige folder hver morgen eller halvhjertet være med i studiegruppens morsomheder.

Jeg synes det er pinligt at være så ødelagt over at én eneste person i hele verden sagde de der forbandede lorteord. Jeg synes ikke vi skal være kærester lige nu. Uanset om det så hev et fire år gammelt gulvtæppe væk under fødderne på mig. Uanset hvor overrasket jeg var over at stå i en situation hvor han faktisk tog sig sammen og sagde hvad der skulle siges. For det skulle jo for helvede siges. Og det ved jeg godt.

Det er bare som om det føles meget mere åndssvagt at være ked af det, når man ikke har tænkt sig at gøre det mindste for at ændre på situationen, selv hvis man kunne. It is what it is. Probably for the best, even. For man kan for helvede ikke gå og lade som om det hele er så pisse okay når det ikke er.

Det er bare ad helvede til, for det ville jeg virkelig ønske det var. Jeg ville ønske det bare kunne være pisse hamrende fucking okay alting, så jeg i stedet for at være stuck under min dyne med lægeserier kunne have været hos ham.

2 thoughts on “jeg håber virkelig det her er bunden, for jeg gider ikke se hvordan det ser ud længere nede

  1. Jeg har selv tænkt tanken med omkring dødsfald. Det er en skrækkelig tanke. Nogen gange virker det bare som om, det ville være “nemmere”, hvis personen ikke eksisterede og ikke levede det der liv, man ikke selv er en del af længere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s