Jeg læser så mange citater og sayings på Tumblr og Instagram hver dag at det næsten er pinligt

We forgive people because we still want them in our lives.

Det læste jeg i hvert fald på Tumblr tidligere i dag. Jeg prøver virkelig, for jeg har ikke lyst til at han skal være en fremmed for mig. Jeg ved, der er masser af vigtige og uvigtige samtaler tilbage til os. Flere grineflip. Flere film, vi skal se sammen. Flere ting jeg kan gøre for at han begynder at tage sit liv lidt mere seriøst, og flere ting han kan gøre for at jeg kan tage mit lidt mindre seriøst. Jeg ved, han stadig kan tilføre mit liv værdi, og måske endda meget mere som ven end som kæreste.

Bare ikke endnu.

For jeg er bare så vred. Og skuffet. Og såret. Og ked af det. Jeg føler på en eller anden måde det burde have været mig, der gik fra ham. Jeg føler jeg er blevet pisset op og ned ad ryggen de sidste fire år uden at opdage det før til allersidst. Det gør mig stadig pisse fucking sur at han sås med den veninde uden at sige noget til mig. Jeg tænker stadigvæk at jeg ville ønske han i det mindste havde knaldet med hende, så jeg kunne være sur over det han løj om og ikke faktum at han løj. Jeg ved godt, at alle lyver. Jeg har satme også løjet mange gange i mit liv. Også overfor folk jeg elsker højt. Men jeg er så færdig med at være forstående, som jeg var hele den første måned. Meningen med ikke at snakke med ham lige nu er jo netop så jeg kan rase ud uden at skulle tage hensyn. Men måske har jeg i virkeligheden brug for at få råbt det ud til den, der fortjener møgfaldet, frem for til min bilradio, min mor eller min bedste veninde? Det er bare aldrig særlig sjovt at skælde nogen ud, der ved, de har gjort noget uretfærdigt og bare står og nikker tavst uden at reagere på anden vis.

…On another note, så har jeg gang i den vildeste selvforkælelses-streak, og det har jeg ikke rigtig råd til, men den del taler vi ikke om! Fodpleje i dag, frisør i morgen, alt for meget shopping i løbet af de sidste to måneder. Tror du mit overtræk er A) -5.600 kr, B) -1.800 kr, eller C) 5 kr (HA!)?. A, ikke? You had it right! Jeg har snart ikke penge til at være ked af det mere (eller vent, det har jeg aldrig haft).

Mandag morgen-av

Weekenderne er sværest, fordi det er dem, jeg før i tiden reserverede til ham. Vi ville gå lange ture, se film, høre musik, lave lækker mad, snakke om alting og ingenting, han ville coache mig igennem et eller andet computerspil, og han ville altid overfalde mig med kys når han kom ind ad døren. Det føles som om det er evigheder siden nu. Men jeg savner det.

Jeg savner ham virkelig, virkelig meget lige nu, og jeg var tæt på at skrive til ham i går, men jeg lod være. For jeg er ikke klar til at være hans ven endnu, selvom jeg virkelig ville ønske jeg bare kunne give ham lov til at være min lidt. Jeg har ondt i hele venstre side af kæften fordi en af mine visdomstænder synes den skal vokse. Det er svært at savne og have tandpine samtidig, åbenbart.

I nat drømte jeg om ham. Jeg drømte jeg besøgte ham, at vi kyssede og holdt om hinanden i hans seng. At jeg sagde, “hør, jeg gider ikke blive gammel med dig, for jeg tror ikke du er særlig sjov at blive gammel med alligevel, ikke når jeg ikke er et dumt nok menneske til at stole på dig igen. Jeg elsker dig, men jeg har ikke lyst til at få mine børn sammen med en, der kan finde på at stikke af det øjeblik det bliver lidt hårdt. Jeg fortjener mere end det”. Han så chokeret ud. “Men.. Du elsker mig jo?” mumlede han imens han så ned. “Ja, men ikke nok til at finde mig i dit lort resten af mit liv”.

Jeg er først kommet i tanker om drømmen i løbet af morgenen, imens jeg trissede rundt og hørte musik. Jeg får en mærkelig følelse i maven når jeg tænker på den. Hvorfor siger drømme-jeg så meget lort til ham, kom jeg til at tænke i første indskydelse. Det kan hun da ikke være bekendt. Jo længere tid der går, jo mere tænker jeg at det er ham, der ikke kan være det bekendt. Jeg ved godt der skal to til tango, og at jeg også har min del i at vi ikke er sammen mere  – da det kom til rent faktisk at snakke om det, var jeg jo ikke ligefrem hende der kæmpede for det; jeg satte mig bare til at tude, fortalte kun om lettelsen over at det var slut, og ikke forkertheden der med det samme satte sig fast i min krop – men jeg har fandme altid gjort alt hvad jeg kunne for, at han ikke skulle komme til at føle sig uønsket, samtidig med at jeg fandt mig i selv at føle mig mere og mere overflødig i hans liv.

Nå, men det her indlæg skulle sådan set have været et sødt, upbeat, ‘hold nu kæft hvor er jeg ok’-agtigt et, hvori jeg praler over at jeg brugte hele weekenden på at se Pretty Little Liars (er næsten igennem sæson 2), og at jeg kun græd på passende tidspunkter. Jeg ville også fortælle, at jeg spiser havregrød til morgenmad for første gang siden dagen efter Dagen Hvor Det Skete (hvor han nærmest tvang det i mig), og at det imod al forventning stadig smager godt.

Men nu endte jeg med at græde ned i havregrøden i stedet for. Så deeet.

tumblr_mub0ncRDhr1suszz7o1_500

 

Det (knapt så) vilde singleliv

Det er virkelig lang tid siden jeg har været en del af det dér dating-spil, kan jeg godt mærke, og jeg var en bette teenager sidst, så reglerne har ændret sig siden da. Det gør det nok ikke nemmre det hele, at det er en gammel flamme jeg har set lidt, og at jeg i virkeligheden jo for søren ikke gider være kærester med ham, bare hænge lidt ud og se hvad der sker. Det bliver man jo doven af. Og doven og horny er ikke en god kombi.

I går spurgte jeg S om han ville se en film eller noget. Men nej. Han ville hellere sove.

Jeg finder mig selv helt tøsefornærmet, hvilket er virkelig åndssvagt.

Min første indskydelse var at svare: “ØH LOL, DER GIK DU LIGE GLIP AF ET 99% GARANTERET KNALD!”

Selvfølgelig blev det til et cool “Nå, okay! (:”, man er vel en sofistikeret lady.

Jeg har lidt på fornemmelsen at der ikke er mere at komme efter her. I hvert fald ligger bolden hos ham nu, og så kan jeg læne mig tilbage og se hvad han gør med den.

Muligvis skal jeg til at åbne øjnene, se i andre retninger end S’, og være mere aggressiv, hvis der ikke skal gå inflation i den sidste måneds cølibat.

Billede

En tanke, der slog mig i dag:

 

Shit, hvis han nogensinde fandt den her blog, ville han dø af grin.

Han ville dø af grin, fordi han ville synes det var latterligt. Så uendeligt latterligt at gøre noget så småt til noget så stort og forfærdeligt.

Bagefter ville han nok blive irriteret. “Det er jo ikke vigtigt,” ville han tænke. “Hvem læser det her lort?” ville han tænke. “Hvorfor skriver hun sådan noget?” ville han tænke. “Hvorfor kan hun ikke bare sige nogen af alle tingene til mig i stedet for til resten af verden?” ville han nok også tænke.

Men jeg tror også han ville blive ked af det. Rigtig ked af det.
“Betød jeg så meget?” ville han tænke. “Var jeg virkelig så vigtig for hende som hun sagde jeg var?”

Da det sluttede og han trøstede mig sagde han et par gange: “Husk at det, der bliver værst for dig, er dét at noget ændrer sig i dit liv”. Jeg tror aldrig det gik op for ham at han var meget mere end en gammel vane.

Jeg græd i lang tid i går. Skrev et slags brev, der aldrig bliver sendt. Accepterede, at selvom jeg ikke er utrøstelig hver dag, og så småt er begyndt på at leve dét liv der nu ikke længere involverer ham, så er det kun de alleryderste lag der er helet. Det gør stadig ondt helt inde i knoglerne når jeg vågner efter at have drømt drømme, hvor vi stadig er sammen, og når jeg ikke kan sove forestiller jeg mig stadig at det ikke er min anden dyne der ligger bag mig, men ham, og at han holder om mig og siger at alt er ok. Men samtidig er jeg begyndt at afsky ham og alt hvad han har budt mig, og at tvivle på om jeg overhovedet magter Projekt Just Friends når de inderste lag også er helede. Jeg frygter at han ville være lige så håbløs som ven, som han var som kæreste. Jeg har ikke brug for en ven der er utaknemmelig, lyver, og forøvrigt hellere vil spille computer end snakke med mig – og jeg vil jo nok ikke kunne tænke at sexen i det mindste er fantastisk, som jeg altid trøstede mig selv med da vi var kærester. Næh, så er der rarere og mere givende ting jeg kan bruge min dyrebare tid på. (Mind mig om at lave en alvorlig forventningsafstemning når radiostilheden afbrydes).

 

Kære du, der gav slip først

For min skyld håber jeg at du også er ked af det. Ikke hele tiden. Bare i små stik. At du tænker på mig når du vender dig i sengen. Når du børster tænder. Når du er til middag hos din far, og jeg ikke sidder ved siden af dig med hånden på dit lår. Jeg håber, det gør lidt ondt. At du ind i mellem fortryder, at du tog valget for os, uanset hvor rigtigt det føltes i øjeblikket, og sikkert stadig føles. At du ligesom mig tænker ind i mellem at det kan også være ligegyldigt hvor forkerte vi er for hinanden, fordi vi for helvede var ligeså rigtige som vi var forkerte.

Jeg håber for min skyld at du ikke løj da du bad mig om at huske, at du ikke forlod mig for at være sammen med hende, du løj om. På naiv vis håber jeg, at hun var det eneste, du løj om. At du ikke løj dengang du tog mig i hånden, så mig ind i øjnene og svor at du ikke følte din tid var spildt på mig. At du ikke løj, da du sagde at du heller ikke bare pakkede alle følelserne i en kasse og stillede dem ind på en hylde for at samle støv.

Jeg håber for min skyld, at det ikke kun var for min skyld du holdt min fødselsdag sammen med mig en uge efter vi gik fra hinanden. At du ind i mellem kommer i tanker om noget jeg har sagt, eller noget vi har gjort sammen, og smiler – lige indtil det går op for dig at der ikke er mere at smile over.  At der er film du ikke kan se, mad du ikke kan spise, stier du ikke kan gå af, fordi det føles forkert uden mig.

Jeg håber at du har grædt og råbt og skreget ligesom jeg har (det ved jeg, du ikke har).
Jeg håber for min skyld, at du føler du har givet slip på ligeså meget som jeg føler jeg har mistet (det håber jeg inderligt du gør).

For din skyld håber jeg at du finder ud af at følelsen af forkert i dig ikke havde noget med os at gøre, og at det ikke vil fjerne den at gå fra mig. Jeg håber, du kan lære at se at du har for meget at byde verden til at afskære dig selv fra den. At alt en dag stopper med at føles så tungt og gråt og ligegyldigt for dig. Så inderligt håber jeg at du finder din vej, og at du en dag finder dig selv midt i et liv, du ikke har lyst til at stikke af fra.

For din skyld håber jeg, at du virkelig mærkede efter i dig selv før du gik. At du aldrig er i tvivl om at du valgte rigtigt. At du ikke tror, du bare kan vende tilbage når du har fundet dén der vej i din verden. For det kan du ikke. For din skyld håber jeg, at du ved, at selvom jeg virkede latterligt afhængig af dig til tider, så har jeg ikke brug for dig mere. Slet ikke når du ikke har noget at gi’ mig.

Jeg håber at du har ro i sjælen (det tror jeg næsten du har).
Jeg håber for din skyld at du ved at der ikke er noget at komme tilbage til (det tror du sikkert ikke på).

Intermezzo #1: Busstoppestedet fra helvede

Jeg kan se busstoppestedet fra mit undervisningslokale. Det står der stadig. Det sted, hvor vi sagde farvel til hinanden et par timer efter at have haft den snak der endte med at starte en storm. Hvis jeg kniber øjnene sammen og virkelig prøver, så kan jeg se os vente derovre. Lidt væk fra skuret. Bag træerne.

Du sidder på metalstangen med din sorte rygsæk på. Spiser slik. Jeg kan ikke huske hvad det er for noget slik, men jeg siger til dig, at jeg ikke vil have noget, da du tilbyder. Jeg vimser rundt om dig. Du holder modvilligt om mig, kysser mig på panden, men først da jeg har vimset tilstrækkeligt længe til at du regner ud, at det er det, jeg mangler. Stemningen er trykket, det ved vi begge, men vi taler som om der ikke er noget galt. Som om mine øjne ikke stadig er røde efter at have grædt. Som om intet har ændret sig. Du taler om religion. Om hvordan det ikke giver mening. Vi har haft den samtale tusind gange, føles det som, og du siger altid det samme. Jeg siger at for nogen mennesker giver det heller ikke mening at spilde hele sit liv på at spille computerspil, men at man kan blive nødt til at give plads til dem der gør det alligevel. Du opdager vist ikke spydigheden i min kommentar, du griner bare. Vi griner begge to, men latteren føles hul og tom og falsk, og den dør hurtigt hen. Jeg skal mødes med mine veninder når din bus er kørt. ‘Du kan bare tage afsted,’ siger du, men jeg vil ikke have at det er okay at jeg tager afsted ti minutter før din bus kommer, jeg vil have at du vil have at jeg bliver. At de ti minutter betyder noget for dig. At jeg gør. At du ikke bare vil hjem og væk fra mig. Men det tror jeg du vil. Især i dag. Jeg nægter blankt. ‘Ikke før vi kan se bussen,’ siger jeg. Du nikker tavst. Spiser et stykke slik. Min mave snurrer. Noget er helt forkert. Vi ved det begge to. Ingen af os siger noget efter det, vi står blot med hinanden i hånden og venter på at bussen kommer. Ingen af os siger noget da den endelig kommer. Ikke før vi når hen til den og du slipper mine hænder, kysser mig, siger : ‘Vi ses, du! Hyg dig med pigerne’, og forsvinder ind i bussen. Jeg ser bussen køre, og så sætter jeg mig ned på bænken og græder.

Jeg hader det busstoppested.

Billede

Trøstehadelisten #1

Hvis der kan lave mandehadelister og kvindehadelister (Tak, Nynne!), kan der vel også laves trøstehadelister, kan der ikke? Jo der kan! Sgu. Jeg er sikker på jeg ikke er den eneste der har været udsat for op til flere fuldstændig latterlige forsøg på trøst, den slags der er så sørgelige at man ikke ved om man skal græde eller grine. Eller skælde ud, måske. Jeg ved ikke om jeg ved et uheld er kommet til at omgive mig med verdens mest uintelligente venner, eller om folk i virkeligheden bare mister enhver idé om hvordan man agerer socialt så snart kleenexen bliver hevet frem. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg har tre items på listen so far, og jeg tillader mig at nummerere indlægget, for der kommer helt sikkert flere dumpende undervejs efterhånden som folk bliver mere og mere utålmodige med mig.

  • “De siger det tager halvdelen af den tid forholdet varede før man stopper med at være ked af det!”
    Right. Så det du siger er, at jeg vil have det som om nogen har sparket mig midt i maven – helt indtil 2015? Det kan jeg godt se, det hjælper virkelig meget. Jeg har det allerede meget bedre. Well, fuck you very much.
  • “Ej, jeg så det godt komme, faktisk.”
    Næh, hvor må det være dejligt for dig ikke at være så chokeret. Kunne du ikke bare lige have delt din bekymring med mig for fem måneder siden, så jeg kunne have fået en headsup eller noget, i stedet for at stå her og være bagklog bagefter? Det ku’ sgu ha’ været rimelig fedt, mand.

 

Den bedste kommer fra min ellers velmenende best buddy K, der ellers ind til nu har været min ‘hvis jeg ikke er gift inden jeg er 40’-forlovede. Lad mig bare sige at forlovelsen er sat til kraftig genovervejelse.

  • “Det er ligesom dengang min hund døde!”
    Jeg synes lidt den her skal have lov til at stå for sig selv. Det er den stærk nok til.

tumblr_mus3ytWGRa1s194bvo1_400

Skizokærlighed og to-do-lister

I går var jeg til Ladies Night. 4-retters middag, mandestrip, dildoparty, sprut, smøger, søde venner og onanisnak af alle ting. Jeg kom småfuld hjem med et smil på læben, fuldstændig modsat hvad der skete sidste gang jeg var i byen. Jeg har på fornemmelsen at jeg er kommet langt de sidste to uger. Jeg ved ikke om radiostilhed er den største faktor, eller om det i virkeligheden er tid.

Forstå mig ret, jeg savner ham stadig. ‘Du har jo ikke sådan ægte sluppet ham,’ sagde søde E til mig i går. Hun har nok ret. Hvis jeg ikke kan sove ligger jeg og tænker vores bedste øjeblikke igennem fra start til slut. Hvad han sagde. Hvad jeg sagde. Hvordan han lyder når han griner. ‘Men det er jo også svært når man elsker nogen,’ sagde hun også. ‘Jeg tror slet ikke det er meningen at man skal kunne give så hurtigt slip efter fire år. Der var jo en grund til at man var sammen’. Jeg tror E har ret. Selvom jeg bliver mere og mere bevidst om at Ekskæresten og jeg ikke skal være sammen, får åbnet øjnene for flere og flere grunde til at vi for satan ikke er rigtige for hinanden, selvom jeg måske endda i glimt er enig med min farmor i at han endda ikke er god nok til mig, finder jeg stadig mig selv med et smil i mundvigen når jeg tænker på ham. Hvornår går kærligheden over? Da han var her til min fødselsdag, en uge efter vi gik fra hinanden, lå vi i min seng og snakkede i lang tid efter vi var kommet hjem fra middagen med min familie. ‘Jeg ved godt vi ikke skal være sammen, og jeg tror også det er for det bedste,’ sagde jeg til ham. ‘Men man kan ikke bare tage alt hvad man føler for nogen og pakke det i en kasse, og så stille det ind på en hylde’. Det ku’ ellers være smart, hva’? Det er i forvirrende at bære på så mange modsatrettede følelser.

Under alle omstændigheder går det bedre. Okay, okay, jeg småtuder lige nu, men det er første gang siden tirsdag, og ikke noget hysterisk hyænetuderi. Jeg prøver at vende blikket fremad. Skriver to-do-lister for i dag og i morgen. Prøver at hive mig selv ud af det hul, jeg så behageligt har fået lagt mig i og har ligget i i snart to måneder. Planlægger endda at støvsuge min skotøjsæske af en lejlighed. At begynde at lave madpakker igen, i stedet for at købe mig fattig i kantinen på universitetet (434 kroner i september. av.). Og at træne i morgen. Pik.

Jeg behøver ikke være stoppet med at savne os, før jeg rejser mig og bevæger mig fremad.

Billede

Tre tanker

  • Vi spillede EGO hjemme hos min mor i går aftes. Rundt om sofabordet sad vi, fem hoveder, og prøvede at finde ud af hvor godt vi egentlig kendte hinanden. Min søsters kæreste trak et spørgsmål: “Hvis du helt selv måtte vælge, hvilket efternavn ville du så helst have: Taylor, Minelli eller Eastwood?”. Jeg fik en klump i halsen. Det spørgsmål fik Ekskæresten da vi spillede spillet herhjemme sidst. Eastwood, svarede han dengang, og jeg havde gættet rigtigt, og han kommer aldrig til at være med til at spille spil hjemme hos min mor mere.
  • Jeg mærker bruddet meget, når jeg er sammen med andre mennesker. Når snakken går, tager jeg hele tiden mig selv i at skulle lige til anekdotisk at sige, “Nåh ja, Ekskæresten….”. Jeg når at stoppe mig selv ni ud af ti gange – for jeg vil ikke være hende der kun kan snakke om sin ekskæreste, fordi hun intet liv har selv. Jeg må satme lige ta’ at lave mine egne historier, så.
  • Det forskrækker mig hvor akavet jeg føler mig når jeg omgås min gamle gymnasieklasse. De er jo alle sammen søde mennesker, og ingen vil mig noget ondt – jeg har ingen dårlige erfaringer med den flok. Alligevel dør jeg lidt når vi sidder ti om et bord til brunch, fordi jeg er så uendeligt bange for at sige eller gøre noget forkert. Jeg tror jeg klarede det okay i går. Fik sagt noget om, at jeg nok skal sørge for at ha’ en masse skandaler at fortælle om når vi når til vores julefrokost i december, fordi det er så lang tid siden jeg sidst var single. Folk grinede. Mission accomplished.

Billede