en sandhed

Jeg gider kun skrive, sådan ægte skrive, ikke bare i dag lavede jeg det-og-det-skrive, når jeg er virkelig ked af det.

Eller.. Jeg ved ikke om jeg direkte kun gider skrive, men jeg kan kun skrive i de situationer.

Jeg ved ikke om det er fordi alt måske virker lidt mere vigtigt, når det hele gør lidt ondt. Fordi ordene virker som et afløb for følelser jeg i andre sammenhænge ikke helt vil forstå eller kendes ved. Nedskrivningen af dem bliver et krampagtigt forsøg på at give mig selv plads til at synes det er noget lort.

Ikke desto mindre kan jeg ikke lade være med at fryde mig lidt over, at jeg har fået slået hul på dét sted ordene kommer fra.

Nu vil jeg se Grey’s Anatomy. Hejhej.