pislort

I bilen på vej hjem fra en spontan biografdate med verdens sødeste veninde kom jeg spontant til at overveje hvornår jeg sidst var sådan rigtig lykkelig med ham. Ikke bare glad et øjeblik, distraheret for en stund fra andre ting der ellers ihærdigt trak mig ned, men ægte lykkelig.

Ikke hele september i hvert fald.
Heller ikke i august.
Vistnok heller ikke juli.

Tre måneder, mindst. Tre måneder, uden et specifikt øjeblik jeg kan pege ud og sige: ‘I det øjeblik var alt som det skulle være, og jeg var sikker på os’. Tre måneder hvor jeg lukkede øjnene for det, og tog hvad jeg kunne få af afledning for min usikkerhed. Tre måneder hvor jeg satte min lid til at det ville gå over. At der var en grund til at vi stadig var sammen. At han forhelvede nok var ligeså lidt interesseret i at give slip på mig som jeg var i at give slip på ham. Tre måneder som jeg tilbragte på listefødder, rædselsslagen for at vælte et vaklende korthus, der havde taget for lang tid at bygge til at lade rive ned. Tre måneders usikkerhed krydret med ‘det er nok bare mig’, ‘det er også bare fordi han..’.

Når jeg tænker på sommeren er jeg nærmest lettet over at det er slut. Nærmest. 50,001% måske.
Men ser jeg bag de sidste tre måneder ligger der så forbandet meget ren lykke at jeg bliver svimmel af at tænke på det.

Jeg prøver at lade være.

Jeg prøver at lade være, for hvis jeg overhovedet giver mig selv lov til at tænke på hvor gode vi var engang, giver plads til ‘jamen hvis vi nu bare ikke havde givet op, så kunne det være..’ og ‘hvorfor kan det ikke bare være nok at elske hinanden?’, så visner en lille del af mig.

Jeg er nødt til at huske at vi kun var gode i glimt til sidst, og forsøge ikke at blive blændet af lysskæret.