Jeg bruger stadig meget mere energi på at forsøge at forstå hvad der skete med ham, end på at mærke mig selv. Han er ikke ligefrem typen der får sat ord på hvordan og hvorfor, så jeg må sammensætte brudstykker af samtaler jeg knaptnok selv kan huske fordi de efterlod mig i en choklignende tilstand. Jeg håber jeg har forstået det korrekt. At han ikke bare blev hængende de sidste par måneder fordi det var lettere end at åbne munden, men fordi han rent faktisk ikke var (er?) stoppet med at elske mig.
Det har jeg brug for.
aner ikke hvad jeg laver 