ægte radiostilhed

Jeg skrev med min veninde C i dag. “Tror du ikke det er bedst bare at lade være med at snakke med ham et stykke tid? Boycotte ham. Få ham ud af systemet?” spurgte hun. Jeg fik tårer i øjnene i undervisningen. Blinkede som bare fanden. Distraherede muligvis min underviser. Tog hjem to timer før min dag egentlig var slut. Hun blev ved med at skrive kloge ting imens jeg var ude at handle (panikhandle, på den måde hvor man bare smider ting ned i kurven uden at have den svageste anelse om hvad man handler til). “Du har fandme været god til at give ham plads de sidste mange måneder. Nu er det din tur til at få plads”.

Jeg græd i bilen på vej hjem. Imens jeg panikåd en hel pose grovchips. Ti minutter. Ny rekord. Sørgelig rekord.

Jeg græd stadig da jeg kom ind i min lejlighed. Men så tørrede jeg tårerne væk. Udnyttede et øjebliks klarhed til at finde hans navn iblandt mine telefonkontakter. Jeg ringede op. Ventede et langt åndeløst øjeblik og håbede at min telefon ikke havde noget telefonnet. ‘Hallo?’ kom det fra den anden ende. Han var nok forvirret over at jeg ringede. Troede måske endda det var et lommeopkald. Forståeligt nok. Jeg lagde ansigtet i de modigste folder jeg kunne præstere, og håbede at min stemme ikke ville ryste for meget.

‘Jeg ville bare fortælle dig at jeg nok ikke skriver til dig de næste par uger. Og du skal helst lade være med at skrive til mig, også’.
– ‘Nå.. Øh.. Hvadøøh, hvordan kan det være?’

Min stemme knækkede og jeg hikstede mig igennem resten af samtalen.

‘Jeg kommer bare ingen steder. De eneste tidspunkter jeg har været okay de sidste tre uger har været når vi har snakket sammen. Sådan skal det heller ikke være, for helvede. Og det her er bare det eneste jeg har kontrol over.’
– ‘Nej, selvfølgelig ikke.. Det forstår jeg godt.’
‘Du skal stadig ikke se [film vi gav hånd på at se sammen uanset hvad der skete] uden mig! Jeg kan bare ikke være venner lige nu.’
– ‘Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Men så må du.. skrive, eller ringe eller noget når du er .. når du har fået det bedre, okay?’
‘Jo.. Det er bare så pisse hårdt det her. Jeg savner dig så pisse meget.’
– ‘Hør, jeg savner jo også dig,’ og så sagde han mit navn. Mit forbandede lortenavn, der plejede at lyde så godt på hans læber, men nu lød forvrænget og ulækkert.

Jeg gik i panik. Havde pludselig tusind ting at sige, og ikke nok tid at sige det i.
‘Husk at passe på dig selv! Og at ta’ dig sammen! Gør noget, for helvede!’ endte jeg med. Det lød så hårdt. Men han forstod godt hvad jeg mente.
‘Det skal jeg nok. Jeg håber virkelig du får det bedre.’

Der var stille. I flere sekunder.

‘Jamenøøøh,’ mumlede han. ‘Du må .. ja, du må ta’ at få det bedre, ikke?’
‘Jo. Jeg gør hvad jeg kan. Hils omkring dig.’ Jeg tænkte især på hans mor. Hans søde, søde mor, der skrev til mig en uge efter vi var gået fra hinanden. Jeg er glad for at ha’ lært dig at kende, skrev hun.
‘Jo. I lige måde,’ sagde han.

Da jeg fik skubbet et ‘hejhej’ frem mellem mine bævrende læber var det så lavt at jeg knapt selv kunne høre det. Men det kunne han.

Samtalen tog knapt to minutter. Men det var de længste to minutter i hele mit liv.

tumblr_mtxunupGGd1rpinwco1_500

12 thoughts on “ægte radiostilhed

  1. Mest klichéfyldte kommentar nogensinde, men: Hold ud! En dag ad gangen og det bliver bedre. Ikke i dag, ikke i morgen, ikke før om lang tid, men bedre bliver det. Ama’r halshug.

    • No joke indeed. 😦 Men jeg tror sgu det er for det bedste. Jeg har fået ro i fingrene efter det. Jeg går ikke og tænker ‘kunne jeg skrive til ham nu? ville det være okay?’ og heller ikke ‘hvorfor skriver han ikke? savner han slet ikke mig?’ – for nu har jeg fucking bedt ham om at lade være. Og så ved jeg det er derfor. Og så kan resten være ligemeget.
      Kram til dig også!

      • Ingen kontakt er vejen frem, det er jeg ikke i tvivl om. Men det kan også være uudholdeligt meget af tiden. Dog virkeligt godt tegn at det er dig der har bedt om det. ❤

    • Tak! ❤ Men pas på med skulderklappene. Det bliver nok højst til engang ind i november. Her mens det er allerværst. Jeg er bange for at hvis jeg kommer igang med 'just friends' – processen for sent, så kommer det aldrig til at ske. Og det skal det!

  2. Pingback: #21 | aner ikke hvad jeg laver

  3. Pingback: Google-tilståelser, Michael Cera-gifs og kriterier for hvornår vi kan snakke sammen igen | aner ikke hvad jeg laver

  4. Pingback: Skizokærlighed og to-do-lister | aner ikke hvad jeg laver

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s