ægte radiostilhed

Jeg skrev med min veninde C i dag. “Tror du ikke det er bedst bare at lade være med at snakke med ham et stykke tid? Boycotte ham. Få ham ud af systemet?” spurgte hun. Jeg fik tårer i øjnene i undervisningen. Blinkede som bare fanden. Distraherede muligvis min underviser. Tog hjem to timer før min dag egentlig var slut. Hun blev ved med at skrive kloge ting imens jeg var ude at handle (panikhandle, på den måde hvor man bare smider ting ned i kurven uden at have den svageste anelse om hvad man handler til). “Du har fandme været god til at give ham plads de sidste mange måneder. Nu er det din tur til at få plads”.

Jeg græd i bilen på vej hjem. Imens jeg panikåd en hel pose grovchips. Ti minutter. Ny rekord. Sørgelig rekord.

Jeg græd stadig da jeg kom ind i min lejlighed. Men så tørrede jeg tårerne væk. Udnyttede et øjebliks klarhed til at finde hans navn iblandt mine telefonkontakter. Jeg ringede op. Ventede et langt åndeløst øjeblik og håbede at min telefon ikke havde noget telefonnet. ‘Hallo?’ kom det fra den anden ende. Han var nok forvirret over at jeg ringede. Troede måske endda det var et lommeopkald. Forståeligt nok. Jeg lagde ansigtet i de modigste folder jeg kunne præstere, og håbede at min stemme ikke ville ryste for meget.

‘Jeg ville bare fortælle dig at jeg nok ikke skriver til dig de næste par uger. Og du skal helst lade være med at skrive til mig, også’.
– ‘Nå.. Øh.. Hvadøøh, hvordan kan det være?’

Min stemme knækkede og jeg hikstede mig igennem resten af samtalen.

‘Jeg kommer bare ingen steder. De eneste tidspunkter jeg har været okay de sidste tre uger har været når vi har snakket sammen. Sådan skal det heller ikke være, for helvede. Og det her er bare det eneste jeg har kontrol over.’
– ‘Nej, selvfølgelig ikke.. Det forstår jeg godt.’
‘Du skal stadig ikke se [film vi gav hånd på at se sammen uanset hvad der skete] uden mig! Jeg kan bare ikke være venner lige nu.’
– ‘Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Men så må du.. skrive, eller ringe eller noget når du er .. når du har fået det bedre, okay?’
‘Jo.. Det er bare så pisse hårdt det her. Jeg savner dig så pisse meget.’
– ‘Hør, jeg savner jo også dig,’ og så sagde han mit navn. Mit forbandede lortenavn, der plejede at lyde så godt på hans læber, men nu lød forvrænget og ulækkert.

Jeg gik i panik. Havde pludselig tusind ting at sige, og ikke nok tid at sige det i.
‘Husk at passe på dig selv! Og at ta’ dig sammen! Gør noget, for helvede!’ endte jeg med. Det lød så hårdt. Men han forstod godt hvad jeg mente.
‘Det skal jeg nok. Jeg håber virkelig du får det bedre.’

Der var stille. I flere sekunder.

‘Jamenøøøh,’ mumlede han. ‘Du må .. ja, du må ta’ at få det bedre, ikke?’
‘Jo. Jeg gør hvad jeg kan. Hils omkring dig.’ Jeg tænkte især på hans mor. Hans søde, søde mor, der skrev til mig en uge efter vi var gået fra hinanden. Jeg er glad for at ha’ lært dig at kende, skrev hun.
‘Jo. I lige måde,’ sagde han.

Da jeg fik skubbet et ‘hejhej’ frem mellem mine bævrende læber var det så lavt at jeg knapt selv kunne høre det. Men det kunne han.

Samtalen tog knapt to minutter. Men det var de længste to minutter i hele mit liv.