#21

På dag 21 efter Dagen Hvor Det Skete sidder jeg i min lejlighed med et tæppe omkring mig og jeg er for første gang siden Dagen Hvor Det Skete (nærmest) helt okay. Afklaret. Glad for efter gårsdagens aftale om et stykke tids ægte radiostilhed ikke at være slave af min smartphone, eller den type tanker der har hjemsøgt mig især de sidste to uger, navnlig:

  • Hvorfor skriver han ikke?
  • Savner han slet ikke mig?
  • Jeg vil gerne fortælle ham det her. Kan jeg det? Er det okay?
  • Hvorfor svarer han ikke?
  • Hvorfor gør jeg det her mod mig selv?
  • Hvorfor gør han det her mod mig?

Jeg kan få min indre kværulense (hende der kværulerer, forstås) til at holde kæft nu. Han skriver ikke til dig fordi du har bedt ham om at lade være. Han siger han også savner dig – det ville han ikke hvis han ikke gjorde det. Du skal lade være med at skrive til ham, for det har du lovet ham at lade være med, indtil du har fået det bedre. Indtil du faktisk magter at være venner med ham. Du skylder både dig selv og ham at lade være. Det er ikke hans job at trøste dig. Selvom han gerne vil.

Klokken er nu 21.17 på dag 21. Jeg har endnu ikke grædt. Jeg tror ikke jeg kommer til det. Jeg er afklaret i dag. Har det måske lidt ligesom på Dagen Hvor Det Skete, hvor jeg havde et par timer hvor jeg var fuldstændig cool. Muligvis fordi vægten af beslutningen og dens indflydelse på mit liv ikke rigtig kunne mærkes endnu. Måske fordi De Seks Dages Pause var meget mere forfærdelige end tiden efter Dagen Hvor Det Skete. Men også fordi jeg inderst inde var pinligt bevidst om at det var det rigtige. Og at det nok skulle gå. Uanset hvad.

Jeg har en lækker ‘det skal nok gå’-kind of day i dag. Måske fordi jeg for første gang føler jeg har taget situationen i egne hænder. Måske fordi jeg pludselig er bevidst om at jeg også selv har en indflydelse på hvordan jeg bliver glad igen, og at måden at gøre det på ikke er bare at flyde med strømmen af øv, men i stedet at gøre hvad jeg kan for at få kæmpet mig ind til bredden.

Min crawl er habil i dag. Hvor stærk en svømmer jeg er i morgen, i overmorgen og om tre uger og om et halvt år må tiden vise. Til bredden skal jeg nok komme. Spørgsmålet er bare hvor hurtigt det går.

tumblr_mtg1ne9Z2O1r1p6w8o1_500

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s