I dag (eller i går, det her er basically night blogging – hov!) er den første mærkedag efter Dagen Hvor Det Skete. Eller ikke-mærkedag, må det nærmere være. Dagen, der ville have markeret fire år. Niende fucking oktober. Som det fremgår af indlægget inden dette har det ikke ligefrem været den fedeste dag. Det har været sådan en dag hvor jeg har givet efter og givet mig selv lov til at huske hvor gode vi var. Hvor meget vi for helvede har hygget os sammen. Måske mest for at minde mig selv om at de fire år ikke bare var ud af vinduet, selvom endestationen ikke bliver som jeg havde tænkt. Flere gange kiggede jeg på klokken og tænkte ‘okay, hvis alt var som det skulle være, ville vi nu …’ og fik på den måde ført ikke-ham og ikke-mig igennem både en lang gåtur, et restaurantbesøg og en biograftur. Nåh ja, og sex, jo. Masser af sex. Lækker, lækker sex, som vi altid var så pisse gode til, selv når vi var elendige til alt andet.
Jeg begynder ligeså stille at kunne mærke at jeg ikke er vant til at være alene på den front. Sex-fronten, altså. Rightout, så ku’ jeg sgu godt noget pik. Right about now. Det behøver ikke engang være hans. Bare en eller andens.
Apropos (hæhæ) skal jeg mødes med S i morgen aften. Pizza og film. Hos ham, denne gang. Har allerede barberet ben. Fordi jeg tænker at jeg måske bare skulle tage mig sammen og finde ud af om han overhovedet kan bruges som bolleven eller ej, før jeg bliver til hende der slæber fremmede med hjem fra byen. Og før jeg får ventet så længe at han rent faktisk tror jeg er sådan en der venter med vilje, fordi jeg vil ha’ mere end bare sex. Det vil jeg ikke.
Jeg fatter ikke mit liv lige nu. Jeg aner vitterligt ikke hvad jeg laver.
aner ikke hvad jeg laver 