Han var aldrig god til det med tårer. Ikke for at sige at jeg på nogen måde var det. Jeg producerede bare mange af dem. Han kunne ikke huske et tidspunkt hvor han havde grædt længere frem end ti-elleveårsalderen. Ofte frøs han hvis jeg fik vand i øjnene når vi sagde farvel efter en weekend sammen, grinede, hvis jeg græd over en film, og to-tre gange decideret ignorerede han at jeg lå og græd efter vi havde lagt os til at sove og spurgte først dagen efter, hvad der var galt. “Det er fordi jeg ikke kan li’ når du er ked af det, og jeg ved aldrig hvad jeg skal gøre,” fortalte han mig på Dagen Hvor Det Skete.
Det er bare så åndssvagt. For alle de små ting sneg han sig udenom. Han fortalte sig selv og mig at han var elendig til den slags. Ikke forstod hvad jeg havde brug for når jeg reagerede på den måde. Men han løj jo. Han løj jo, for helvede. Han vidste det jo hele tiden. Det er som om han bare kun forstod at trøste mig når jeg var ked af det over noget, han forstod.
For eksempel for år tilbage, da mine forældre gik fra hinanden, og han samlet set sikkert brugte ti timer på at holde om mig imens jeg hjælpeløst hulkede i hans arme, ude af stand til at forstå de ændringer der pludselig skete i mit liv. Dengang hentede han altid chokolade når jeg var på randen til at være okay igen. “Jeg henter lige chokolade. Det gør alting meget bedre.”.
Eller på Dagen Hvor Det Skete og den derefter. Jeg blev hos ham natten over, og vågnede flere gange i løbet af natten uden at kunne falde i søvn igen. Græd, fordi vægten af Det Der Var Sket havde sat sig ovenpå min brystkasse og ikke ville hoppe af igen. Han sagde ikke meget. Holdt bare om mig, på den der irriterende fantastiske måde hvor det føltes som om han reelt set ikke havde tænkt sig at give slip, og prøvede at minde mig om at trække vejret. Trak vejret med mig. Trak vejret for mig, føltes det nogengange som. Han hentede te. Tørrede tårer væk med sine fingre. En gang eller to endda snot. Sagde at det nok skulle gå. At det skulle jeg huske. Jeg fortalte ham at jeg ville ønske han også græd, så det ikke virkede som om jeg var den eneste kede af det af os to. Han svarede at han virkelig ville ønske han kunne, både for mig og for ham, men bare var tom.
I dag virker det som om jeg græder både for i dag og i går. På den der måde, hvor naboerne sikkert kan høre det, og sikkert må stoppe op for at overveje om jeg virkelig græder, eller bare har gang i den vildeste onanisession. Jeg kommer til at grine hysterisk ind i mellem, over hvor åndssvagt det må lyde igennem betonmurene. Og hver gang jeg glemmer at trække vejret, tænker jeg på at hvis han var her, ville han gøre alle de rigtige ting. Og så græder jeg endnu mere.
Måske er det fordi jeg brugte hele formiddagen på at komme frem til sæsonfinalen af Grey’s Anatomy sæson tre. Alle der har set Grey’s ved hvad jeg mener når jeg citerer Burke, der siger til brudekjoleiklædte Christina:
“And if I loved you, if I loved you, not the woman I am trying to make you be; not the woman that I hope you’ll become; but you, if I did, I wouldn’t be up there waiting for you. I would be letting you go.”
Jeg tror måske han var min Christina. Og at jeg måske skulle have givet slip på ham for lang tid siden, i stedet for at være så skide indstillet på at vente på at han blev til noget, han måske aldrig vil blive. Han måtte kæmpe med sig selv i lang tid før han kom frem til at han ikke syntes jeg burde vente mere.
aner ikke hvad jeg laver 