et skridt frem, to tilbage

I dag embracer jeg min trang til bare at blive hjemme under dynen. Jeg ser tv-serier (oh, who am I kidding, jeg ser Grey’s igen – denne sølle eksistens har på tre uger formået at nå helt hen til sæson fem) og drikker te uden at tage bukser på. Trusser og en top tog jeg sådan set heller ikke på før for en time siden, så man kan vel næsten kalde mig vaskeægte sørgelig. Det er okay: Jeg ka’ ta’ det.I dag prøver jeg ikke engang på andet.

Jeg græder lidt ned i min te, og lader som om det handler om Derek og Merediths stormfulde forhold, når jeg i virkeligheden udmærket ved at det ikke er det, det handler om. Jeg er begyndt at tegne smileys ud for datoer sirligt stillet op i et gammelt skolehæfte for at holde øje med hvor mange dage der er gode, breakup-wise, og hvor mange der er dårlige, og jeg vil skyde på at dagen i dag ikke ligefrem får en glad smiley. Jeg prøver at fortælle mig selv at det vel også er okay. Rom blev ikke bygget på en dag, siger jeg. Jeg var i bad uden at græde i går. Det er ret stort. Det bliver jeg nødt til at holde fast i. Uanset hvor tit jeg sidder med følelsen af at det hele tiden er et skridt frem og to tilbage, så er jeg nødt til at huske, at det sådan set stadig går fremad – bare langsomt.