Jeg er hjemme hos den (ene) gamle lige nu, fordi han har fødselsdag. I det hus, hvor Ham der og jeg tilbragte det meste af vores tid de første tre år vi var sammen, fordi det var her jeg boede. Jeg ser ham overalt. I køkkenet, hvor han et par gange overraskede mig ved at lægge armene om mig bagfra to timer før hans tog overhovedet skulle være på stationen. På badeværelset, hvor han engang kom til at stikke tandbørsten op i næsen fordi jeg fik ham til at grine mens vi børstede tænder. Selv på bonuslillesøsters værelse, hvor vi engang knaldede to minutter efter han var kommet ind ad døren, fordi vi ikke liiige kunne nå at slæbe os hele vejen ned i kælderen, hvor mit værelse var. Der er slet ikke så meget af Ham i min egen lejlighed, fordi vi størstedelen af tiden var hos ham, efter jeg flyttede ud. Han havde dobbeltseng, forstås, og jeg kun halvandenmands. Det er rart nok nu, det med at Han ikke er der overalt hele tiden. Men det gør det sværere at komme hjem til et hus, hvor jeg kun har gode minder. Om ham. Om os. Jeg tror min hukommelse er meget selektiv. Selvfølgelig var der også dårlige ting dengang. Jeg kan bare ikke huske dem. Pis.
En time brugte jeg i morges på at græde. Farmor bankede pænt på og kom ind og lagde sig ved siden af mig. Sagde kloge ting. Ting, som jeg efterhånden begynder at være klar til selv at tænke, sige og høre. Ting som: “I finder da aldrig sammen igen! Og gud ske lov for det!”, “Han er jo ikke god nok til dig – der kan du da godt se, kan du ikke? Han er sgu da en lallerøv!”, “Han forkælede dig jo aldrig, og gav aldrig noget igen”, “Man kan ikke bruge sin ungdom på at nøjes – det bruger man sgu nok tid på når man er gammel”, “Du har sgu da brug for en rigtig mand!”, “Du blev jo kun sammen med ham så længe fordi du er sådan en tryghedsnarkoman”, “Du fandt også på undskyldninger for ham hele tiden! Det var til at brække sig over!”, og “det er satme godt at han i det mindste ikke nåede at tage dit selvværd fra dig!”.
Jeg elsker min farmor. Især for at kalde ham en lallerøv – det er sådan cirka den mest dækkende beskrivelse jeg har hørt af ham nogensinde – men også for at få banket lidt mere ind i hovedet på mig at jeg fortjener meget bedre end det jeg har fundet mig i.
Og at måske – bare måske – er han slet ikke værd at savne så meget. Uanset hvor sød han kunne være, når han gad.
aner ikke hvad jeg laver 