Det er lidt som om at jeg ikke rigtig kan nyde de dage, hvor jeg kun oplever små stik af ‘hov, noget er forkert’ rettere end store, overvældende følelser. Det føles som at holde vejret, pinligt bevidst om at jeg ikke kan gøre det for evigt, og på et tidspunkt må lukke vandet ind i mine lunger igen, og så forfra må kæmpe med at hoste det op. Pik.
aner ikke hvad jeg laver 
Pingback: Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset | aner ikke hvad jeg laver