Intermezzo #1: Busstoppestedet fra helvede

Jeg kan se busstoppestedet fra mit undervisningslokale. Det står der stadig. Det sted, hvor vi sagde farvel til hinanden et par timer efter at have haft den snak der endte med at starte en storm. Hvis jeg kniber øjnene sammen og virkelig prøver, så kan jeg se os vente derovre. Lidt væk fra skuret. Bag træerne.

Du sidder på metalstangen med din sorte rygsæk på. Spiser slik. Jeg kan ikke huske hvad det er for noget slik, men jeg siger til dig, at jeg ikke vil have noget, da du tilbyder. Jeg vimser rundt om dig. Du holder modvilligt om mig, kysser mig på panden, men først da jeg har vimset tilstrækkeligt længe til at du regner ud, at det er det, jeg mangler. Stemningen er trykket, det ved vi begge, men vi taler som om der ikke er noget galt. Som om mine øjne ikke stadig er røde efter at have grædt. Som om intet har ændret sig. Du taler om religion. Om hvordan det ikke giver mening. Vi har haft den samtale tusind gange, føles det som, og du siger altid det samme. Jeg siger at for nogen mennesker giver det heller ikke mening at spilde hele sit liv på at spille computerspil, men at man kan blive nødt til at give plads til dem der gør det alligevel. Du opdager vist ikke spydigheden i min kommentar, du griner bare. Vi griner begge to, men latteren føles hul og tom og falsk, og den dør hurtigt hen. Jeg skal mødes med mine veninder når din bus er kørt. ‘Du kan bare tage afsted,’ siger du, men jeg vil ikke have at det er okay at jeg tager afsted ti minutter før din bus kommer, jeg vil have at du vil have at jeg bliver. At de ti minutter betyder noget for dig. At jeg gør. At du ikke bare vil hjem og væk fra mig. Men det tror jeg du vil. Især i dag. Jeg nægter blankt. ‘Ikke før vi kan se bussen,’ siger jeg. Du nikker tavst. Spiser et stykke slik. Min mave snurrer. Noget er helt forkert. Vi ved det begge to. Ingen af os siger noget efter det, vi står blot med hinanden i hånden og venter på at bussen kommer. Ingen af os siger noget da den endelig kommer. Ikke før vi når hen til den og du slipper mine hænder, kysser mig, siger : ‘Vi ses, du! Hyg dig med pigerne’, og forsvinder ind i bussen. Jeg ser bussen køre, og så sætter jeg mig ned på bænken og græder.

Jeg hader det busstoppested.

Billede

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s