Kære du, der gav slip først

For min skyld håber jeg at du også er ked af det. Ikke hele tiden. Bare i små stik. At du tænker på mig når du vender dig i sengen. Når du børster tænder. Når du er til middag hos din far, og jeg ikke sidder ved siden af dig med hånden på dit lår. Jeg håber, det gør lidt ondt. At du ind i mellem fortryder, at du tog valget for os, uanset hvor rigtigt det føltes i øjeblikket, og sikkert stadig føles. At du ligesom mig tænker ind i mellem at det kan også være ligegyldigt hvor forkerte vi er for hinanden, fordi vi for helvede var ligeså rigtige som vi var forkerte.

Jeg håber for min skyld at du ikke løj da du bad mig om at huske, at du ikke forlod mig for at være sammen med hende, du løj om. På naiv vis håber jeg, at hun var det eneste, du løj om. At du ikke løj dengang du tog mig i hånden, så mig ind i øjnene og svor at du ikke følte din tid var spildt på mig. At du ikke løj, da du sagde at du heller ikke bare pakkede alle følelserne i en kasse og stillede dem ind på en hylde for at samle støv.

Jeg håber for min skyld, at det ikke kun var for min skyld du holdt min fødselsdag sammen med mig en uge efter vi gik fra hinanden. At du ind i mellem kommer i tanker om noget jeg har sagt, eller noget vi har gjort sammen, og smiler – lige indtil det går op for dig at der ikke er mere at smile over.  At der er film du ikke kan se, mad du ikke kan spise, stier du ikke kan gå af, fordi det føles forkert uden mig.

Jeg håber at du har grædt og råbt og skreget ligesom jeg har (det ved jeg, du ikke har).
Jeg håber for min skyld, at du føler du har givet slip på ligeså meget som jeg føler jeg har mistet (det håber jeg inderligt du gør).

For din skyld håber jeg at du finder ud af at følelsen af forkert i dig ikke havde noget med os at gøre, og at det ikke vil fjerne den at gå fra mig. Jeg håber, du kan lære at se at du har for meget at byde verden til at afskære dig selv fra den. At alt en dag stopper med at føles så tungt og gråt og ligegyldigt for dig. Så inderligt håber jeg at du finder din vej, og at du en dag finder dig selv midt i et liv, du ikke har lyst til at stikke af fra.

For din skyld håber jeg, at du virkelig mærkede efter i dig selv før du gik. At du aldrig er i tvivl om at du valgte rigtigt. At du ikke tror, du bare kan vende tilbage når du har fundet dén der vej i din verden. For det kan du ikke. For din skyld håber jeg, at du ved, at selvom jeg virkede latterligt afhængig af dig til tider, så har jeg ikke brug for dig mere. Slet ikke når du ikke har noget at gi’ mig.

Jeg håber at du har ro i sjælen (det tror jeg næsten du har).
Jeg håber for din skyld at du ved at der ikke er noget at komme tilbage til (det tror du sikkert ikke på).

3 thoughts on “Kære du, der gav slip først

  1. Pingback: En tanke, der slog mig i dag: | aner ikke hvad jeg laver

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s