En tanke, der slog mig i dag:

 

Shit, hvis han nogensinde fandt den her blog, ville han dø af grin.

Han ville dø af grin, fordi han ville synes det var latterligt. Så uendeligt latterligt at gøre noget så småt til noget så stort og forfærdeligt.

Bagefter ville han nok blive irriteret. “Det er jo ikke vigtigt,” ville han tænke. “Hvem læser det her lort?” ville han tænke. “Hvorfor skriver hun sådan noget?” ville han tænke. “Hvorfor kan hun ikke bare sige nogen af alle tingene til mig i stedet for til resten af verden?” ville han nok også tænke.

Men jeg tror også han ville blive ked af det. Rigtig ked af det.
“Betød jeg så meget?” ville han tænke. “Var jeg virkelig så vigtig for hende som hun sagde jeg var?”

Da det sluttede og han trøstede mig sagde han et par gange: “Husk at det, der bliver værst for dig, er dét at noget ændrer sig i dit liv”. Jeg tror aldrig det gik op for ham at han var meget mere end en gammel vane.

Jeg græd i lang tid i går. Skrev et slags brev, der aldrig bliver sendt. Accepterede, at selvom jeg ikke er utrøstelig hver dag, og så småt er begyndt på at leve dét liv der nu ikke længere involverer ham, så er det kun de alleryderste lag der er helet. Det gør stadig ondt helt inde i knoglerne når jeg vågner efter at have drømt drømme, hvor vi stadig er sammen, og når jeg ikke kan sove forestiller jeg mig stadig at det ikke er min anden dyne der ligger bag mig, men ham, og at han holder om mig og siger at alt er ok. Men samtidig er jeg begyndt at afsky ham og alt hvad han har budt mig, og at tvivle på om jeg overhovedet magter Projekt Just Friends når de inderste lag også er helede. Jeg frygter at han ville være lige så håbløs som ven, som han var som kæreste. Jeg har ikke brug for en ven der er utaknemmelig, lyver, og forøvrigt hellere vil spille computer end snakke med mig – og jeg vil jo nok ikke kunne tænke at sexen i det mindste er fantastisk, som jeg altid trøstede mig selv med da vi var kærester. Næh, så er der rarere og mere givende ting jeg kan bruge min dyrebare tid på. (Mind mig om at lave en alvorlig forventningsafstemning når radiostilheden afbrydes).

 

3 thoughts on “En tanke, der slog mig i dag:

  1. Jeg holder på NO FRIENDS. Men det er måske bare mig. Jeg har i hvert fald aldrig kunne finde ud af det. Se hvor længe du kan holde stilheden.

    • Mjah. Jeg tror det får et forsøg. Med lave forventninger. Men ikke før lidt flere lag er helede. Jeg har en ekskæreste, A, (som jeg var sammen med et år, umiddelbart inden ham her, som faktisk originalt kun var tiltænkt som en rebound-ting, haha, det gik jo skide godt) som jeg er gode venner med i dag, på trods af at det dengang også var mig der var mest ramt. Delte ikke by med den anden ekskæreste, og begyndte først at se ham rundt omkring da jeg havde været sammen med the recent ex i et halvt år or so.

      Jeg er generelt af den holdning at det er spild at lære et andet menneske så godt at kende og bare kaste det væk. Jeg skal bare lige være helt sikker på at jeg ikke går ind til et venskab med ham imens jeg i virkeligheden ønsker at være hans kæreste, før jeg bryder stilheden.

      • “…imens jeg i virkeligheden ønsker at være hans kæreste” – Det er nok primært dét, der har været mit problem. At man (jeg) går for hurtigt frem, fordi man savner den anden og så dur det i hvert fald slet ikke. Når man så er kommet over det, er alting for det meste helt ødelagt. …Oh well.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s