Ting, der skete under festlighederne #3: Ædru version

  • Jeg kørte til stor fest på studiet i dag, fordi jeg tænkte: hallo, festen er alligevel slut klokken 1, og gider du virkelig bøvle med natbus? Nej vel? Var i samme omgang lavpristaxa slash pisse fucking sød og kørte intet mindre end to småsnaldrede studiekammerater hjem da festlighederne fandt deres ende.
  • Jeg var ret mærket af at have været rigtig, rigtig ked af det i to dage, og var egentlig lige ved at blive hjemme, men var glad for at jeg dullede mig op og tog afsted alligevel. Hang lidt på starten af aftenen, men så snart musikken blev tændt efter 23 var jeg godt kørende på fjollet dans med søde mennesker.
  • Havde en samtale med studiekammerat P om at føle sig smuk, da det gik op for mig at jeg som udgangspunkt har det ok godt med mig selv, især mig selv og min krop, i forhold til mange andre. Det var rart.
  • Blev aet kærligt på underarmen og danset passionsfyldt med. M ved godt, verden er noget lort lige nu, og giver aaaal den kærlighed hun har i overskud. Blev enig med hende om, at vi bare bliver kærester. Nå!
  • Gav fuld, lummer studiekammerat besked på at stoppe med at være så skide lummer, og fortalte ham om sidste fest (som egentlig burde have haft et indlæg, men det fik det ikke) hvor han gav mig et direkte tilbud om at komme med ham hjem. Havde et minicrush på Den Lumre da jeg startede på studiet, hvilket naturligvis var lidt fyfy fordi Ekskæresten og jeg var sammen. Der var flirt og kemi, men der skete aldrig noget. Nu er han blevet den vildeste man whore. Håber det er en fase han kommer over. Han er sgu for sød til at være kendt som ham man bare går hen til hvis man vil ha’ nem pik.
  • Den Lumre og den pige han prøvede at score den aften brugte både taktile og verbale teknikker i deres kompliment til min krops (åbenbart) åbenbare lækkerhed. “Jamen du går jo lige ned her til din talje, og så BOOOM er der bare hofter. Du er så pisse lækker! Jeg siger det igen, du er så PISSE lækker!” sagde Den Lumre, og fik ivrigt sit scoreprojekt til at mærke efter? Skulle det nu være moderne? Morede mig lidt over det, og gratis smiger er jo altid velkommen, meeen den var jeg nok lidt for ædru til. Lever dog sikkert højt på komplimenten i flere dage alligevel.
  • Fik at vide af Den Lumre at han syntes Ekskæresten var et dumt svin, og at han fandme ikke forstod ham. “Du er for god til at give slip på,” sagde han. Han er svær at tage seriøs under alt det klister, lummerhed og rødvinsstank, men i det øjeblik hvor han sagde det troede jeg ægte på ham.
  • Bondede for vildt med E, da jeg kørte hende hjem. Hende og jeg har en aftale om at vælte Aarhus sammen næste semester. Har latterligt meget til fælles med hende, og det har jeg ikke opdaget før nu, fordi jeg altid var meget mere fokuseret på de venner, jeg allerede havde, fordi Ekskæresten optog meget af min tid. Hurra for blomstrende venskaber!
  • Fangede mig selv i at være glad for ikke at sidde med min telefon og en igangværende sms-samtale med Ekskæresten hele aftenen igennem, som jeg gjorde til festen sidste år.

In conclusion fylder Den Lumre egentlig ret meget i min beskrivelse af aftenen, især i forhold til hvor kort tid jeg egentlig snakkede med ham. Jeg gentager: Jeg er virkelig ærgerlig over at han er blevet sådan en manwhore.

Efterskælv

Siden Romantikeren smuttede klokken 11 i formiddags har jeg basically hulkegrædt, kun afbrudt af et par timer med en sød veninde, som jeg også formåede at få til at handle 80% om mig og mine tanker ift. Ekskæresten, sex med Romantikeren og faktum, at jeg reagerer så stærkt i dag. På vej hjem i bilen brød jeg sammen igen Råbte, skreg endda, over hvor meget det hele er noget pis. Somme tider til en fiktionel Ekskæreste på passagersædet, somme tider til mig selv, somme tider til hele verden. Min hals gør cirka lige så ondt som mit hjerte nu. Det hjælper jo skide meget, ikke? Jeg er så træt af at savne. Det hænger mig så langt ud af halsen. Den jeg savner, findes jo ikke mere. Der går et menneske rundt tres kilometer væk med det samme ansigt, den samme duft, den samme stemme, men det er ikke ham, jeg savner. Det er alt han var engang. Eller måske bare alt, jeg troede han var. Den version jeg ind i mellem taler med nu er en helt anden. Ham, der engang var hele min verden er bare et navn blandt mange på en liste af kontaktpersoner, som jeg kan udveksle ligegyldigheder med. Som hvordan min nabo spillede klarinet tre timer i dag. Nogle dage bærer jeg det meget bedre, end jeg gør i dag, bestemt. De fleste dage synes jeg slet, slet ikke der er noget at vende tilbage til. Det er der måske heller ikke. Men i dag ved mit hjerte ikke det, mit hoved godt ved. I dag havde jeg for første gang i over en måned lyst til bare at sætte mig i bilen for at køre hjem til ham for at se ham dybt ind i øjnene og lede efter ham, jeg kendte engang. Finde ud af, hvor fanden han blev af. Ruske ham, der tit sagde ‘hold nu kæft hvor er du smuk’ til mig, frem, ham, der droppede koncerter med sine venner for at se mig. For hold kæft, hvor jeg savner ham.

Pityfuck

Nå, men jeg fandt ud af i går at Romantikerens sidste seksuelle oplevelse var vores første og sidste gang, dengang vi var kærester. Det kunne jeg ligesom ikke stå for, så det endte faktisk med at vi knaldede. Det er officielt: Jeg har nu været sammen med én post-Ekskæresten. Valget af fyr er fint nok tror jeg: Er tryg ved Romantikeren, og meget bevidst om at vi ikke skal være kærester, for jeg føler virkelig ikke det mindste for ham i den retning. Tænder ikke engang rigtig på ham. Det gik lige, fordi lyset var slukket. Og det var fint. Ikke meget mere end fint, men helt almindeligt ganske okay, og det var overraskende ikke-akavet i morges. Dog tager jeg alligevel hermed en beslutning om aldrig nogensinde at knalde med nogen, bare for at knalde med nogen igen. Det er meget sjovere at være sammen med én man er pisse vild med. Savner Ekskæresten og det vi kunne sammen med hver fiber i min krop lige nu.

Hvad har du gang i, ven?

Jeg har som bekendt mere end én ekskæreste. To fyre har jeg i alt være seriøs med, siden den slags pjat blev moderne. Ham, der omtales som Ekskæresten, som jeg var sammen med fra ’09-’13, og så ham, der fra nu af vil blive omtalt som Romantikeren. Romantikeren og jeg var sammen hele ’08. Det var en big deal, dengang. Jeg var trods alt kun fjorten-femten år gammel. Et år med nogen er stort når man er så ung. Og så var han jo den første alting. Den første kæreste, jeg havde, og den første, jeg gik i seng med (skæg historie som jeg stadig skylder jer, men jeg venter til det helt rigtige tidspunkt!).

Det var meget specielt med mig og Romantikeren. Vi ville hinanden meget. Så forfærdeligt meget. Men vi boede i hver vores ende af landet, og mine forældre var bestemt ikke fans af aldersforskellen. Nu hvor jeg selv er så gammel som Romantikeren var dengang, forstår jeg dem godt. Deres evindelige ‘hvad vil han dog med en på fjorten?’-argument giver mening nu. Men vi gav så meget mening dengang. Vi var så rigtige. Så vi mødtes selvom jeg ikke måtte – lidt af et logistisk mareridt i øvrigt. Og vi sås sjældent. 6 gange på et år-sjældent. Og kort tid af gangen – aldrig mere end ni-ti timer. Men vi var altid i kontakt med hinanden. Han var så pisse pladderromantisk og god for mig, at jeg stadig man mærke i dag hvor meget jeg voksede som menneske sammen med ham. En dag ringede han bare til mig. Havde vel indset, at vi ingen vegne kom, og at det næppe var godt for nogen at vie sit liv til umulig kærlighed. Var måske heller ikke så vild med mig mere. Jeg græd mine øjne ud. Skrev smerten ud i form af masser af virkelig hjerteskærende digte. Og jeg kom ikke videre før Ekskæresten kom ind i billedet.

Romantikeren og jeg blev ved med at være venner, men jeg begyndte at kunne se, hvor irriterende han egentlig kunne være. Akavet og umoden kan også smides oveni bunken. Sød er han dog, og ret skæg at være sammen med. Er rigtig meget ovre ham nu, naturligvis. Respekterer ham som menneske, men er samtidig bevidst om at han er lysår for klistret til mig, og slet ikke mand nok.

Da jeg endte med at bo i samme by som Romantikeren var Ekskæresten dog lettere stramtandet, så jeg var et mønstereksempel på god kæreste/lorteven-kombinationen og lagde Romantikeren på køl for en tid. Indtil Ekskæresten og jeg ikke var kærester længere, forstås. Det er så fedt at kunne snakke med ham uden at have dårlig samvittighed ift. Ekskæresten.

Nu har jeg så pludselig rodet mig ud i en biograftur. Jeg har altså ikke set knægten i snart et år. Biograftur blev også meget hurtigt til biograftur + overnatning, fordi jeg bor meget tættere på hans uddannelsessted end han gør. Pisse fint. Han har lige skrevet at hvis jeg finder mig i hans kolde tæer i starten, så deler han sin varme med mig natten over. Hvor akavet har man lov til at være? Føler næsten jeg er nødt til at knalde med ham for at slå alle innuendoerne ihjel.

Grådshævet pandafjæs i ulvetime-Bilka eller: BRING IT ON

tumblr_mvt4ugpM2p1slysm9o1_500

Jeg sad i bilen på Bilkas parkeringsplads og græd i dag. Det er to måneder, siden jeg havde fødselsdag i dag. To måneder, siden jeg sidst så ham. Da vi sagde farvel græd jeg, og sagde til ham at det værste var at jeg ikke vidste om der ville gå to uger eller to måneder før vi så hinanden igen. Dengang var to måneder det absolutte rædselsscenarie i mit hoved; jeg kunne slet, slet ikke forestille mig så lang tid uden at se ham. Det gør i dag til en milesten. Det gør i dag svær. Jeg ved ikke, om jeg savner i dag, jeg tror det ikke – men dagen har været tilbragt med en klump i halsen, ikke desto mindre, og i morges havde jeg svært ved at komme ud af sengen. Ikke på jeg-trykker-bare-snooze-jeg-ligger-så-rart-måden, men på jeg-kan-ikke-overskue-at-skulle-se-folk-i-øjnene-for-de-ser-nok-lige-igennem-mig-måden. Men jeg stod op. Jeg tog op og underviste. Jeg kom igennem dagen, selvom jeg virkeligvirkeligvirkelig bare gerne ville have ligget i min seng.

Derfor prøver jeg noget nyt i dag. Jeg vælger at være stolt af mig selv. Ikke bare for at komme igennem i dag, tårer på Bilkas parkeringsplads eller ej, men for at have rejst mig op hver gang jeg havde lyst til at blive liggende under dynen i min elendighed. Jeg er stolt af mig selv for hver fest jeg har været til (inkluderende: hvert shot jeg har taget, hver dans jeg har danset) selvom min indskydelse altid er at tilbringe fredag aften alene. Jeg er stolt af mig selv for hvert modigt ansigt jeg har produceret, hvert smil, jeg har smilet, og hvert grin jeg har grint. Jeg er stolt af mig selv for hver træning jeg har været til, hvert bad jeg har taget, hvert hjemmelavet måltid jeg har lavet, og for hver gang jeg gik ud med skraldespanden. Jeg vælger at være stolt af mig selv i dag, fordi jeg lige nu  for helvede godt kan se, at jeg er meget bedre til det her, end jeg giver mig selv credit for til hverdag. Det kræver fandme guts at tørre tårerne væk og gå ind i ulvetime-Bilka med grådshævet pandafjæs, og stadig formå at se ekspedienten i øjnene.

Somme tider føler jeg mig svag og ynkelig over at være så ked af det, men i dag kan jeg se, at det slet ikke er det, det kommer an på. Det kan være pisse ligemeget hvor ked af det jeg er. Det er ikke et tegn på svaghed at føle sig ødelagt efter at være blevet svigtet, efter at have fået vendt op og ned på dét, man troede, var ens liv. Det er til gengæld et tegn på enorm styrke, ikke at give op, selvom det kunne være så dejligt nemt bare at blive rødvinsalkoholiker og burde sig inde med chick flicks og kleenex 24-7.

Det skal fandme nok blive godt igen alt sammen. Det skal jeg sgu nok sørge for. Fandme!

 

Kære Aarhus Byråd: Brænd banegården og byg en ny, please?

Jeg er så forbandet træt af at jævnligt at være ked af det på den der måde hvor hjertet synker helt ned i maven. Jeg er træt af at jeg ikke kan smile til glade par der går foran banegården med hinanden i hånden, men i stedet kommer til at sende onde øjne og hviske grimme ord. Jeg er træt af, at jeg ikke kan færdes på selvsamme banegård uden at få tårer i øjnene, fordi vi er over det hele. Det er det eneste sted her i min egen by hvor sporene af os er så tydelige, at jeg kan se os. I ankomsthallen kan jeg se tusind goddag- og farvelkys, inklusive det allerførste. Jeg kan se os smile til hinanden i 7-Eleven. Jeg kan se os gå ud af de automatiske døre med hinanden i hånden.

Uanset hvor langt jeg kommer, uanset hvor god en dag har været, så får jeg altid lyst til at lægge mig i fosterstilling og se Grey’s Anatomy en uge i træk efter at have været på banegården. Det er til at brække sig over. For jeg kan jo ikke lægge mig i fosterstilling. Jeg har en opvask, der skal tages, en taske, der skal pakkes ud, og 3-4 timers undervisningsrelateret arbejde. Derudover burde jeg også læse til mit studie. Hvorfor kan verden ikke bare lige stoppe og vente på de dage, hvor jeg ikke magter at den fortsætter uden os?

Av, for helvede

Jeg har grædt lidt on-off hele dagen. Har haft det mærkeligt i kroppen siden jeg opdagede, at jeg havde passeret tomånedersdagen for Dagen Hvor Det Skete uden at registrere det på selve dagen. Jeg ved ikke hvad der er, med mig og datoer, men vi er ikke særlig gode venner lige nu i hvert fald.

Dén onsdag hvor vi fandt ud af, at det nok var bedst at finde ud af, hvad der skulle ske med os, i stedet for at rende rundt i limbo endnu et par måneder, gik vi en tur, mest af alt for at få noget luft på mit forgrædte ansigt, men også for i det hele taget at få mig til at stoppe med at græde; indenfor gik jeg helt i selvsving og var komplet utrøstelig. Det hjalp, det med at komme udenfor. Vi snakkede, han hele tiden med en undskyldende tone i alt han sagde, jeg selv mere kortfattet end jeg plejer, fordi jeg koncentrerede mig om at forene mig med Det Modige Ansigt. Det gik fint, imens vi gik blandt andre mennesker, men så snart vi trådte ind på de smalle skovstier måtte jeg give efter.Det var så smukt derinde; solstrålerne tvang sig vej igennem træernes sensommerblade og faldt i klatter på skovbunden omkring os. I en halv time holdt han om mig, mens jeg gav efter for vægten af det hele. Vi vidste for helvede begge, hvad det ville ende med, men jeg var hverken klar til at sige det højt eller høre det, og det vidste han nok godt. Der gik en gammel dame forbi med sin lille hund. Hold kæft, hvor hun gloede.

Hver gang mindet om den dag tvinger sig frem på min nethinde, står jeg igen midt i skoven, med trykken for brystet og en følelse af ikke at kunne trække vejret. Han er der bare ikke til at holde om mig mere.

Flirtationship

Ingenting i går. Ingenting. Jeg begynder at tænke, at hvis der ikke var et øjeblik der føltes oplagt at lave et move på, på en aften hvor a) vi lå tæt og så film 3 timer, b) jeg havde barberet ben + wuhuu (det nye fede ord! Fuck Gina, wuhuu er meget bedre), så kommer der sgu nok aldrig til at ske The sex ship has probably sailed. Det er okay, tror jeg.

Det er måske også godt nok at ha’ et flirtationship med ham.

Det er jo pisse rart, det dér med at ligge tæt under mit grimme fleece-tæppe og se en klam film.

Det er sgu nok mest dét, jeg mangler. (Kun 1% mere end jeg mangler sex, ikke?).

How are you doing? ;)

Nå, men jeg skal åbenbart ses med S. Efter at have sagt nej til at ses de sidste tre gange jeg har spurgt, spurgte han mig pludselig i dag om jeg ikke liiiige havde tid onsdag, måske?. Meget, meget mærkelig adfærd. Er på mange måder glad for ikke at have mere i klemme end spørgsmålet om hvorvidt jeg har nogen at fokusere på eller ej. Kan mærke jeg tør ting i forhold til ham, tager chancer og er mere lige-ud-af-posen end jeg er med folk, jeg faktisk ku’ drømme om villa og vovse med. Det er ret rart ikke at have så meget på spil, efter at have gået på æggeskaller i flere måneder.

Jeg beslutter mig hermed for, at det er helt ok hvis jeg knalder med ham på onsdag, skulle muligheden byde sig. Jeg trænger fandme. Det ægte marked er for nederen (I husker vel Fedtpikken fra forrige lørdag?), og jeg er rusten i forførelsens kunst. Øver mig lidt på S før jeg løber ud i den ægte manege igen.

Billede