“Hallo?”

Mit hjerte banker hårdt da jeg finder hans navn i min telefon og trykker på det. Jeg sidder et langt minut og kigger på hans kontaktoplysninger – skal/skal ikke, spørger jeg mig selv for tiende gang i dag, men jeg har allerede taget beslutningen. Jeg ringer op. Det virker som evigheder før han tager telefonen, men da han gør er det med det velkendte, spørgende “hallo?” han altid bruger, som er han i tvivl om det er mig, eller en ivrig telefonsælger. Jeg rømmer mig, tvinger stemmen i gang. “Hej du. Hvordan har du det?” Han fortæller mig at han stadig ikke laver noget. Fortæller at hans mor har sladret om mit frisureskift – hun har jo facebook, forstås, i modsætning til ham. Jeg siger, jeg havde ondt i maven inden jeg ringede til ham, og han svarer, at det var der da ingen grund til. Vi snakker frem og tilbage – han fortæller om sin bedste vens far der midt i fyrrerne pludselig har fået en hjerneblødning. Åh, hvor forfærdeligt, siger vi. Åh, hvor forfærdeligt. Jeg fortæller ham at jeg har prøvet at være til undervisning med tømmermænd, og at mine egne jobs som underviser går strygende.

Jeg tager mig sammen, da vi har talt om trivialiteter et stykke tid. Fortæller ham, at grunden til at jeg havde så ondt i maven, var at jeg ville sige noget til ham – noget, der kunne komme til at lyde lidt hårdt, eller strengt, eller voldsomt, måske. Han beder mig om at sige hvad det er, og jeg får endelig sat ord på dét, der har fyldt i mit hoved siden jeg begyndte at tænke på at kontakte ham igen: Jeg gider ikke være den der trækker læsset i forhold til vores venskab. Jeg gider ikke være den der sørger for vi får talt sammen, eller set hinanden. Han får, hvad han giver, og ikke noget ud over det, for jeg er færdig med at give ham mere end jeg får. Først misforstår han mig. Tror, jeg hentyder til at han ikke har kontaktet mig i radiostilhedsperioden, går i defensiven og siger ‘jamen du bad mig jo..’. Jeg afbryder ham, forklarer hvad jeg i virkeligheden mener, og så fatter han det endelig. Siger, han udmærket forstår, og ikke havde forventet andet.

Jeg får fortalt ham, at jeg har savnet ham rigtig meget. Han siger, han også har savnet mig. Jeg kan mærke en klump i halsen og tårer stige op i øjnene da jeg tilføjer: “Men jeg savner efterhånden dig mere end jeg savner os, hvis du forstår”. Det gør han.

Jeg bliver ikke rørt fordi jeg er ked af det, men fordi jeg kan mærke, jeg taler sandt.
Vandet i mine øjne flyder aldrig over, klumpen i min hals lader sig synke.

Vi taler videre et par minutter mere, før jeg lægger på.