Jeg følte ægte glæde i går. Ikke bare den slags der kommer, når man er sammen med folk og virkelig hygger sig, men den ganske særlige slags, man oplever, når man er helt alene og ikke kan lade være med at smile, selvom man ingen grund har til det. Jeg gik storsmilende op ad M.P. Bruuns Gade med dette lækre nummer i ørerne og havde pludselig følelsen af, at hele verden bare kunne komme an.
Før ekskæresten og jeg slog op havde jeg den tit, følelsen i maven der gør det umuligt ikke at smile. Jeg havde den især når jeg sad i bilen på vej hjem til ham. Det føltes fantastisk i går at opdage, at dén følelse måske i virkeligheden ikke havde så meget med ham at gøre, som med mig selv, og at jeg på ingen måde behøver være hans, eller bare nogens for at være lykkelig. Men det var heller ikke kun rart, for med glæden kom kontrast gik op for mig hvor hårdt det her har været på mig, og hvor lidt jeg føler mig hjemme i det mørkeblå følelsesregister, selvom jeg virkelig gør hvad jeg kan for ikke at gå til i bar elendighed over at være nedtrykt. Herregud, vi skal jo alle igennem det pjat. Det er ikke første gang jeg har haft en så stor følelsesmæssig krise over noget, og det bliver ikke den sidste.
Men det er bare meget mere mig at gå storsmilende rundt i Aarhus Midtby med musik i ørerne. Mere af det, tak!
aner ikke hvad jeg laver 