Hvis bare..

Tre dage har jeg tilbragt hjemme i syden. Jeg formåede rent faktisk at overnatte i min fars hus – det, med alle minderne, der ind til nu har gjort så forfærdeligt ondt. Det gør de ikke mere. Ikke på samme måde, i hvert fald. Det hele er så bittersødt for mig lige nu. Jeg begynder at tro på mig selv når jeg siger, jeg er okay. Fake it til’ you make it-tilgangen virker ret godt, tror jeg.

I bilen på vej hjem græd jeg over den her sang, da den spillede i radioen. Jeg græd, fordi den mindede mig om at stå sammen med ekskæresten i hans køkken, om at vaske op med ham (han vasker op, jeg tørrer af), om at grine med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at kærligheden ikke er gået væk, og jeg ved ikke, om den kommer til at gøre det. Jeg kan stadig mærke det helt nede i maven, når jeg giver mig selv lov til at tænke på de gode ting ved ham – og ved os. Det er bare altid efterfulgt af stikket i maven. ‘Du kunne jo ikke stole på ham’-stikket. ‘Han var jo ikke den du troede’-stikket. ‘Det er jo ikke ham, du skal blive gammel med’-stikket. Og så bliver jeg ked af det. For jeg ville nok stadig så gerne, at det kunne være nemt. At det kunne være os. Men det kan det ikke, minder jeg mig selv om. Det skal det ikke. Der er ikke nok gode ting til at opveje de dårlige, og jeg skal ikke være sammen med én, der har så lidt at byde ind med. Én, jeg i virkeligheden ikke respekterer, uanset hvor meget jeg holder af ham.

Ift. hvordan det går med at få kommunikeret lidt med ham igen, sans relationship? Det går faktisk godt. Vi har skrevet sammen et par gange siden det skæbnesvangre (okay, ro på mig selv) opkald. Slet ikke fra mandag til fredag, fordi vanen i at skrive til ham slet ikke ligger i mig mere. Det er godt, tror jeg, sundt. Jeg tror virkelig at han mente dét der med at vi stadig skulle være en del af hinandens liv, selvom det ikke var som kærester. Og at han lyttede, da jeg bad ham om at vise mig det, hvis han ville mig. Han stiller virkelig mange spørgsmål. Også til ting, jeg ved, han er komplet ligeglad med, men som han ved jeg elsker at ævle om. (“Hvad fik du at spise på caféen?” fx). Selvom det er lidt akavet her i starten, giver det mig håb om at han kan blive til ‘min rigtig gode ven, X’ og ikke bare ‘min ekskæreste’, efterhånden som tiden går og såret heler.

Billede

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s