I stykker.

I går gjorde jeg det igen. Havde en vred samtale med ham dér, der selvfølgelig ikke var der. Jeg var vred. Sagde til den usynlige herre på stolen, at jeg håbede han var klar over, at han havde ødelagt mig, og at det er hans skyld, at jeg aldrig kommer til at stole på mine menneskekenderevner igen. At selvom jeg ved jeg har det i mig på sigt at tilgive ham, at selvom jeg forstår hans bevæggrunde, at selvom jeg i bund og grund ønsker ham det bedste, er der en særlig del af mit væsen reserveret til at hade ham, for det, han gjorde mod mig. Når jeg sidder dér og råber af passagersædet, så siger han altid undskyld i mit hoved. Selvom jeg godt ved, undskyld aldrig kommer til at være nok.