Av, for helvede

Jeg har grædt lidt on-off hele dagen. Har haft det mærkeligt i kroppen siden jeg opdagede, at jeg havde passeret tomånedersdagen for Dagen Hvor Det Skete uden at registrere det på selve dagen. Jeg ved ikke hvad der er, med mig og datoer, men vi er ikke særlig gode venner lige nu i hvert fald.

Dén onsdag hvor vi fandt ud af, at det nok var bedst at finde ud af, hvad der skulle ske med os, i stedet for at rende rundt i limbo endnu et par måneder, gik vi en tur, mest af alt for at få noget luft på mit forgrædte ansigt, men også for i det hele taget at få mig til at stoppe med at græde; indenfor gik jeg helt i selvsving og var komplet utrøstelig. Det hjalp, det med at komme udenfor. Vi snakkede, han hele tiden med en undskyldende tone i alt han sagde, jeg selv mere kortfattet end jeg plejer, fordi jeg koncentrerede mig om at forene mig med Det Modige Ansigt. Det gik fint, imens vi gik blandt andre mennesker, men så snart vi trådte ind på de smalle skovstier måtte jeg give efter.Det var så smukt derinde; solstrålerne tvang sig vej igennem træernes sensommerblade og faldt i klatter på skovbunden omkring os. I en halv time holdt han om mig, mens jeg gav efter for vægten af det hele. Vi vidste for helvede begge, hvad det ville ende med, men jeg var hverken klar til at sige det højt eller høre det, og det vidste han nok godt. Der gik en gammel dame forbi med sin lille hund. Hold kæft, hvor hun gloede.

Hver gang mindet om den dag tvinger sig frem på min nethinde, står jeg igen midt i skoven, med trykken for brystet og en følelse af ikke at kunne trække vejret. Han er der bare ikke til at holde om mig mere.

4 thoughts on “Av, for helvede

  1. Har fulgt dig de seneste uger og vil bare lige sige tak :o) Selvom vores historier på mange måder er forskellige, så genkender jeg også så meget og det er på forunderlig vis lindrende. Er særligt optaget af dine overvejelser om at lukke ham ind i dit liv igen. For kan man tage det gode ind uden at få alt for mange følelser i klemme? På den ene side føles det som om, sorgen – eller tabet – ikke ville være så stort, hvis jeg kunne få masseret ham på plads som en nær ven. På den anden side føles det som om, at sorgen og tabet bliver endnu mere nærværende, når jeg åbner op for den mulighed. Well, jeg bilder mig ind, at tiden helt af sig selv leverer svaret på, hvad der gør mest godt og mindst ondt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s