Jeg er så forbandet træt af at jævnligt at være ked af det på den der måde hvor hjertet synker helt ned i maven. Jeg er træt af at jeg ikke kan smile til glade par der går foran banegården med hinanden i hånden, men i stedet kommer til at sende onde øjne og hviske grimme ord. Jeg er træt af, at jeg ikke kan færdes på selvsamme banegård uden at få tårer i øjnene, fordi vi er over det hele. Det er det eneste sted her i min egen by hvor sporene af os er så tydelige, at jeg kan se os. I ankomsthallen kan jeg se tusind goddag- og farvelkys, inklusive det allerførste. Jeg kan se os smile til hinanden i 7-Eleven. Jeg kan se os gå ud af de automatiske døre med hinanden i hånden.
Uanset hvor langt jeg kommer, uanset hvor god en dag har været, så får jeg altid lyst til at lægge mig i fosterstilling og se Grey’s Anatomy en uge i træk efter at have været på banegården. Det er til at brække sig over. For jeg kan jo ikke lægge mig i fosterstilling. Jeg har en opvask, der skal tages, en taske, der skal pakkes ud, og 3-4 timers undervisningsrelateret arbejde. Derudover burde jeg også læse til mit studie. Hvorfor kan verden ikke bare lige stoppe og vente på de dage, hvor jeg ikke magter at den fortsætter uden os?
aner ikke hvad jeg laver 
Jamen for helvede da også…. det dér er der kun een kur imod… FORELSK dig igen! Alternativt kan du begynde at date og have sex med nogen andre, det er utroligt så god medicin, sex med en dejlig sympatisk mand er…
Jeg tror ikke på at det at falde for en ny kommer til at få det her til at stoppe, ej heller en masse sex. Det tager, den tid, det tager. Det betyder ikke at jeg har tænkt mig at lukke muligheden for nogen af delene ude, men det er bestemt ikke noget jeg vil opsøge med det eneste formål at ‘få det bedre’, for jeg tror simpelthen ikke på det.
Hvis man dog bare kunne tvinge sig selv til at blive forelsket. Jeg kan ikke engang få mig selv til oprigtigt at tro på, at der findes mænd ude i verden, der ikke kun er ude på at trampe på resterne af mit hjerte.
Det handler vel om at finde en, der er værd at lide for; det kan sgu ikke undgås at blive såret når man elsker nogen, uanset omstændigheder og omfang. Der er bare så skide langt imellem dem der er værd at hyle over.
Vent og sé..:-) du har ret i at så let glemmer man ikke, til gengæld har jeg ret i at det holder op med at gøre ondt, først savner man smerten lidt… det er sørgeligt at sige farvel til stor kærlighed..men så en dag opdager man at nu kunne han såmænd hoppe på tungen… det er ligemeget det er overstået.
Jeg er da glad for, at du har forholdsvist let ved at give slip, men det har jeg ikke. Jeg kan stadig græde over ting en ekskæreste gjorde for seks år siden, på trods af at der er flydt MEGET vand under broen siden da og at jeg bestemt ikke vil være kærester med ham igen. Er for længst landet et sted ift. Ham Der Skred, hvor end ikke en times tungehopperi ville kunne få mig til så meget som at overveje at finde sammen med ham igen men tabet af det der var vil ALTID være der i en eller anden udstrækning. Og det er okay.
Du er kommet en bid af vejen og jeg har ikke sagt at det ikke tager TID….. for det gør det, men det går over og i dén proces er det en hjælp at få komplimenter og kys af en eller flere andre… der kan fortælle dig at du er SÅ skøn og sjov og dejlig og at ingen mand ved sine fulde fem ville risikere at miste dig for NOGET!
Men hør, jeg ved jo godt, jeg er nice. Det er slet ikke en selvværdsting, det her. Selvfølgelig har jeg tænkt mig at date. Selvfølgelig har jeg tænkt mig at kysse en helvedes masse frøer. Men jeg har ikke tænkt mig at se det som en ‘kur mod mit ødelagte hjerte’, for det bliver det ikke. Højest en distraktion på vejen.
Du har i øvrigt en rigtig anmassende måde at give gode råd på – jeg ved, du kommer i bedste mening, men uanset hvor meget jeg deler her, så kender du mig ikke, og du kender ikke alle svarene. Du kan komme med gisninger, sige ‘måske kan det hjælpe at..’, det vil jeg være rigtig glad for, men for fremtiden vil jeg rigtig gerne have at du lader være med at komme med alle de svar, du tror du har. Du har måske dine egne svar. Men du har ikke mine. Og at påstå at du har, gør ikke andet end at få min hud og mine knogler til at kradse.