Jeg sad i bilen på Bilkas parkeringsplads og græd i dag. Det er to måneder, siden jeg havde fødselsdag i dag. To måneder, siden jeg sidst så ham. Da vi sagde farvel græd jeg, og sagde til ham at det værste var at jeg ikke vidste om der ville gå to uger eller to måneder før vi så hinanden igen. Dengang var to måneder det absolutte rædselsscenarie i mit hoved; jeg kunne slet, slet ikke forestille mig så lang tid uden at se ham. Det gør i dag til en milesten. Det gør i dag svær. Jeg ved ikke, om jeg savner i dag, jeg tror det ikke – men dagen har været tilbragt med en klump i halsen, ikke desto mindre, og i morges havde jeg svært ved at komme ud af sengen. Ikke på jeg-trykker-bare-snooze-jeg-ligger-så-rart-måden, men på jeg-kan-ikke-overskue-at-skulle-se-folk-i-øjnene-for-de-ser-nok-lige-igennem-mig-måden. Men jeg stod op. Jeg tog op og underviste. Jeg kom igennem dagen, selvom jeg virkeligvirkeligvirkelig bare gerne ville have ligget i min seng.
Derfor prøver jeg noget nyt i dag. Jeg vælger at være stolt af mig selv. Ikke bare for at komme igennem i dag, tårer på Bilkas parkeringsplads eller ej, men for at have rejst mig op hver gang jeg havde lyst til at blive liggende under dynen i min elendighed. Jeg er stolt af mig selv for hver fest jeg har været til (inkluderende: hvert shot jeg har taget, hver dans jeg har danset) selvom min indskydelse altid er at tilbringe fredag aften alene. Jeg er stolt af mig selv for hvert modigt ansigt jeg har produceret, hvert smil, jeg har smilet, og hvert grin jeg har grint. Jeg er stolt af mig selv for hver træning jeg har været til, hvert bad jeg har taget, hvert hjemmelavet måltid jeg har lavet, og for hver gang jeg gik ud med skraldespanden. Jeg vælger at være stolt af mig selv i dag, fordi jeg lige nu for helvede godt kan se, at jeg er meget bedre til det her, end jeg giver mig selv credit for til hverdag. Det kræver fandme guts at tørre tårerne væk og gå ind i ulvetime-Bilka med grådshævet pandafjæs, og stadig formå at se ekspedienten i øjnene.
Somme tider føler jeg mig svag og ynkelig over at være så ked af det, men i dag kan jeg se, at det slet ikke er det, det kommer an på. Det kan være pisse ligemeget hvor ked af det jeg er. Det er ikke et tegn på svaghed at føle sig ødelagt efter at være blevet svigtet, efter at have fået vendt op og ned på dét, man troede, var ens liv. Det er til gengæld et tegn på enorm styrke, ikke at give op, selvom det kunne være så dejligt nemt bare at blive rødvinsalkoholiker og burde sig inde med chick flicks og kleenex 24-7.
Det skal fandme nok blive godt igen alt sammen. Det skal jeg sgu nok sørge for. Fandme!
aner ikke hvad jeg laver 
Du ER pisse sej. Hvis alt går galt, bliver vi bare rødvinsalkoholikere sammen ❤
Du er min sødeste ven. Vi kunne være de bedste rødvinsalkoholikere!
Wuhuuuu! Fuck JA! You go girl. Jeg tror på dig.
Haha, du er sød! Jeg tror også på mig! Wohoo!
Du pisse sej. Jeg er lige begyndt at læse (sluge) din blog. Griner, græder og nikker genkendende til meget af det. Igen, så er du pisse sej og stærk, og du er ikke alene. Og du bliver lykkelig igen, er min helt klare fornemmelse efter at have læst alt hvad du har skrevet. På andre, og bedre måder end før, det er jeg sikker på!
Fortsæt!
Årh for helvede, du er sød! Jeg håber og tror at du har ret. Når jeg selv læser tilbage på bloggis kan jeg også godt se, at det går fremad. Langsomt, men i den rigtige retning.
Hav en pisse lækker aften, søde læser!
Hvor er du bare vildt sej! Jeg har læst din blog et stykke tid men først kommenteret nu. Jeg går igennem præcis det samme som dig – jeg har også dage, hvor jeg føler mig fuldstændig ødelagt og har svært ved bare at skulle holde en normal form for øjenkontakt med andre mennesker. Men samtidig har jeg siden mit brud med min ekskæreste f.eks. været på et praktikophold i udlandet, flyttet til mit yndlingsområde i kbh, fået nyt (virkelig godt) arbejde, studeret, klaret en eksamen ect. Det glemmer man bare de dage, hvor alt ramler oveni hinanden, og man føler sig som verdens mest skrøbelige menneske. Men det er nemlig overhovedet ikke en svaghed at være ødelagt indeni over et stort svigt (det største), selvom det kan føles sådan. Min ekskæreste har valgt at pakke alle følelser omkring mig væk og stille dem ind på bagerste hylde, og det gør selvfølgelig smerten ekstra stor. Men samtidig bliver jeg sgu stolt på mine egne vegne over, at jeg tør være tilstede i mit liv, også når det gør ondt. Og det skal du også være – evnen til at reflektere og mærke efter er guld værd, og jeg tror man bevæger sig videre med en anden form for ro, når stormen indeni har lagt sig.
Og til sidst vil jeg lige komme med en lille erkendelse som har hjulpet mig en del, og som jeg gentager for mig selv, når jeg pludselig alligevel ikke kan huske, hvorfor alt dette er det rigtige. Jeg ved ikke, om du har det på samme måde, men here it goes.
Min ekskæreste var nemlig heller ikke sikker på, at jeg var “den udvalgte”, i hvert fald ikke til sidst. Det vidste jeg godt, så snart skiftet i hans opførsel kom – jeg kunne mærke i hele kroppen, at jeg ikke længere havde ham helt, men jeg turde ikke formulere ordene, fordi jeg følte, at alt ville falde sammen om ørene på mig. Så i mindst et år ignorerede jeg min egen mavefornemmelse og blev i noget der ikke var godt for mig. Nu hvor jeg er ude på den anden side (sådan da) kan jeg se, at det svigt jeg har følt først og fremmest kom fra mig selv.
Tænk at jeg blev i en relation til en mand der ikke ville mig hundrede procent. Tænk at jeg dagligt sænkede mine egne forventninger til/forestillinger om et stærkt forhold for at kunne blive i det uden at være dybt ulykkelig (hvilket jeg – surprise – blev). Jeg vil have en mand som råber fra hustagene, at jeg er hans. Som gør mig stærkere og giver mig kærlighed fremfor at tage den fra mig. Som giver mig ro i stedet for at forvirre mig og gøre mig fortvivlet. Som ikke er i tvivl om, at han er nået frem til det sted han gerne vil være.
Og derfor er det i virkeligheden ikke så vigtigt, om min ekskæreste har svigtet mig eller ej, for jeg har først og fremmest svigtet mig selv ved at tillade ham det. Og jeg er stolt af, at jeg endelig fandt styrken til at slutte det, fordi jeg (selv indhyllet i en skøn blanding af dyb kærlighed og ødelagt selvværd) godt kunne se, at jeg fortjener bedre.
Og det gør du også – så tillykke med alle de store og vigtige skridt, du tager for tiden 🙂
Tusind, tusind tak for din fantastiske kommentar, Maria! Det er vildt, så mange gode ting der pludselig kan ske, når der bliver plads til det i ens liv. Out with the old, in with the new, I say! Du er fandme også sej. Sgu!
Jeg er en milliard hundrede procent med dig på dine overvejelser. Jeg har brugt mindst et halvt år af mit liv på at holde min kæft. På ikke at kræve for meget. På at gå på æggeskaller omkring et korthus, jeg ikke var klar til at vælte. På at lave helt åndssvagt langt ude undskyldninger for ham, i stedet for at kræve hvad jeg i virkeligheden fandme fortjener. Jeg har brugt rigtig lang tid på at bilde veninder ind, at jeg ikke behøver feteres. At jeg godt kunne lide at være i et forhold med en, der dybest set har nok i sig selv, for ‘sådan var jeg jo også selv’. Men det er jeg fandme ikke. Og det sagde de til mig gang på gang – men jeg ville ikke lytte. Ikke før jeg var sammen med min veninde da hun opdagede at hendes kæreste havde efterladt hende slik, og verdens sødeste post-it besked, og det eneste jeg kunne tænke var at jeg ville ønske, nogen gad gøre sådan noget for mig.
Det er ok, sådan at slibe sig selv lidt af i kanterne for at passe lidt bedre sammen med nogen. At gå 5-10% på kompromis med ting, der måske ikke er så vigtige. Men til sidst var det ikke bare kanter. Det var arme og ben. Alt der var specielt, fedt og stærkt ved mig gav jeg slip på, for ikke at være nødt til at se sandheden i øjnene og give slip. Det er først nu, hvor jeg er ude af det, at jeg kan mærke præcis hvor meget ved siden af mig selv jeg kom til sidst. Jeg kan mærke det nu, fordi jeg er på vej tilbage. Og det er fandme rart.
“Alt der var specielt, fedt og stærkt ved mig gav jeg slip på, for ikke at være nødt til at se sandheden i øjnene og give slip”
Åh, meget kloge ord! For man ved jo godt inders inde, at noget er helt galt, men det tager tid finde tilbage til alt det man uden videre har kastet til side. En selv må det jo være.
Jeg er også ved at være tilbage nu. En slagen kriger, muligvis – men langt mere ægte og ærlig overfor mig selv, og det er sgu en befrielse.
Jeg tror et hav af post-it’s og slikposer venter på os forude!
VI ER FOR NICE. Og der er SÅ fucking meget kærlighed til os i vente! Indtil den kommer andre steder fra, elsker vi bare os selv EKSTRA meget. Fordi vi er så nice!
DEAL!
Pingback: Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset | aner ikke hvad jeg laver