Jeg har som bekendt mere end én ekskæreste. To fyre har jeg i alt være seriøs med, siden den slags pjat blev moderne. Ham, der omtales som Ekskæresten, som jeg var sammen med fra ’09-’13, og så ham, der fra nu af vil blive omtalt som Romantikeren. Romantikeren og jeg var sammen hele ’08. Det var en big deal, dengang. Jeg var trods alt kun fjorten-femten år gammel. Et år med nogen er stort når man er så ung. Og så var han jo den første alting. Den første kæreste, jeg havde, og den første, jeg gik i seng med (skæg historie som jeg stadig skylder jer, men jeg venter til det helt rigtige tidspunkt!).
Det var meget specielt med mig og Romantikeren. Vi ville hinanden så meget. Så forfærdeligt meget. Men vi boede i hver vores ende af landet, og mine forældre var bestemt ikke fans af aldersforskellen. Nu hvor jeg selv er så gammel som Romantikeren var dengang, forstår jeg dem godt. Deres evindelige ‘hvad vil han dog med en på fjorten?’-argument giver mening nu. Men vi gav så meget mening dengang. Vi var så rigtige. Så vi mødtes selvom jeg ikke måtte – lidt af et logistisk mareridt i øvrigt. Og vi sås sjældent. 6 gange på et år-sjældent. Og kort tid af gangen – aldrig mere end ni-ti timer. Men vi var altid i kontakt med hinanden. Han var så pisse pladderromantisk og god for mig, at jeg stadig man mærke i dag hvor meget jeg voksede som menneske sammen med ham. En dag ringede han bare til mig. Havde vel indset, at vi ingen vegne kom, og at det næppe var godt for nogen at vie sit liv til umulig kærlighed. Var måske heller ikke så vild med mig mere. Jeg græd mine øjne ud. Skrev smerten ud i form af masser af virkelig hjerteskærende digte. Og jeg kom ikke videre før Ekskæresten kom ind i billedet.
Romantikeren og jeg blev ved med at være venner, men jeg begyndte at kunne se, hvor irriterende han egentlig kunne være. Akavet og umoden kan også smides oveni bunken. Sød er han dog, og ret skæg at være sammen med. Er rigtig meget ovre ham nu, naturligvis. Respekterer ham som menneske, men er samtidig bevidst om at han er lysår for klistret til mig, og slet ikke mand nok.
Da jeg endte med at bo i samme by som Romantikeren var Ekskæresten dog lettere stramtandet, så jeg var et mønstereksempel på god kæreste/lorteven-kombinationen og lagde Romantikeren på køl for en tid. Indtil Ekskæresten og jeg ikke var kærester længere, forstås. Det er så fedt at kunne snakke med ham uden at have dårlig samvittighed ift. Ekskæresten.
Nu har jeg så pludselig rodet mig ud i en biograftur. Jeg har altså ikke set knægten i snart et år. Biograftur blev også meget hurtigt til biograftur + overnatning, fordi jeg bor meget tættere på hans uddannelsessted end han gør. Pisse fint. Han har lige skrevet at hvis jeg finder mig i hans kolde tæer i starten, så deler han sin varme med mig natten over. Hvor akavet har man lov til at være? Føler næsten jeg er nødt til at knalde med ham for at slå alle innuendoerne ihjel.
aner ikke hvad jeg laver 
Du har ret, du aner ikke hvad du laver… såvidt jeg kan sé er du igang med at forberede ti års eller mere, hjertesorg til en mand du ikke vil ha.. men som du holder af,… giv slip! Og find så en anden… !
Der kommer sgu ikke mere hjertesorg ud af Romantikeren. Slet ikke ti år. Slow down. Det er ikke meant to be, og det skal det heller ikke være, og det ville jeg heller ikke ønske det var. Han er en god ven, som jeg har en fortid med, men ikke ønsker en fremtid med. Det udelukker hverken en biograftur, en sleepover eller et knald hvis det skulle være. Igen: Du kender mig ikke. Hvis du gjorde ville du sige som min fantastiske veninde MB: “Ham er der sgu ingen risiko for at du får noget i klemme med, go for it!”.