Tilståelse

Jeg får det skidt, hvis jeg åbner Skype og Ekskæresten ikke er online. Uanset om jeg har tænkt mig at skrive til ham eller ej. Mit hjerte synker helt ned i maven når det lille grønne flueben ikke står foran hans nickname (som jeg fucking fandt på, og som han stadig bruger, og som rimer på mit. Fuckingfuckfuck. Dårligste idé ever).

Det føles godt og trygt, når jeg ved han er ved sin computer, piller lidt i sin navle og spiller et latterligt computerspil.

Kan slet ikke lide tanken om at han potentielt er ude i den rigtige verden, hvor han kan møde en pige, han kan være ærlig overfor og elske på en måde der ikke bare kan ses i hans øjne nu og da.

Bliv ved din computer, Ekskæreste. Jeg er ikke klar til at du render nogensteder.

(Som du nok har gættet, så er jeg sgu lidt nede for tiden. Det er også okay. Bare lidt noget lort. Men okay).

Kortsluttet hjerne

I nat drømte jeg at jeg løb ind i Ekskæresten og hans nye mandekæreste (!?!?!?!) på en snusket bar i Aalborg. Hvad jeg lavede i Aalborg meldte historien ikke noget om, ej heller hvad mandekæresten hed. Havde til gengæld dybfølt heart-to-heart med homo-udgave af Ekskæreste om at det da var derfor det aldrig var gået med os to, selvom vi var så glade for hinanden, og han undskyldte mange gange for ikke at have indset det tidligere.

Første tanke: Hvis det dog bare var så simpelt! Har på fornemmelsen at jeg ville være tusind gange mindre jaloux på nye mandekærester end nye pigekærester (gud forbyde han nogensinde får sådan en igen, av. Han er, for min skyld, nødt til at leve og dø single. Det tror jeg heller ikke han har noget imod).

Anden tanke: Hvad fanden skete der lige der?

Image

Uden lokalbedøvelse

Jeg tror der sker noget indeni mig de her dage. At noget er ved at falde på plads. Men det gør ondt, som en skulder der har været ude af led og skal resettes, eller som at få lavet sting i et kødsår uden lokalbedøvelse. Det er som om hver en fiber i min krop kæmper imod det, der ganske, ganske langsomt er ved at ske. Jeg drømmer tit om ham for tiden. Har lange, trættende drømme, hvor han tigger og beder om at jeg tager ham tilbage (ha, som om det nogensinde kommer til at ske). Der sker altid én af to ting. Enten siger jeg ja. Og så føles alt forkert, og jeg ender med at ombestemme mig. Ellers siger jeg med det samme nej, og begynder at råbe af ham, vred over at han overhovedet har den frækhed at tro at jeg på noget tidspunkt ville spilde energi på ham igen på den måde. Uanset hvilken af drømmene jeg har vågner jeg altid badet i sved, står op, går i bad og tænker på noget andet. Formår ofte at gå en hel dag uden at tænke på det før om aftenen når jeg ligger i min seng.

Lige indtil jeg kommer til at åbne Instagram og går igang med at læse #breakupquotes. I dag læste jeg: “I loved him so much that if he slit my throat with my last dying breath, I would apologize for bleeding on his shirt”. Med tårer i øjnene indså jeg, at det var jo mig, der havde det sådan. Og at det var både forfærdeligt og fantastisk at elske på den måde. Men sådan har jeg det ikke mere. Jeg vil ikke være sammen med ham for hver en pris, som jeg ville engang. Han er ikke det værd. Jeg har skrevet det på bloggen mange gange, i forsøg på at få mit hjerte til at forstå hvad mit hoved godt vidste, ved at få sat ord på det. Men i dag gik det virkelig op for mig: Jeg elsker ham ikke betingelsesløst mere. Jojo, selvfølgelig er fremskridtet et af de små, og ikke voldsomt revolutionerende. Jeg har ikke givet slip. Men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke engang ved om det er ægte kærlighed der er tilbage, så meget som det er angst for at give slip på det, der var. Selvom jeg er vred på ham, og selvom jeg ikke vil have os tilbage, nu jeg har fået syn på vores skyggesider, så savner jeg det stadig. Jeg savner stadig ham. Jeg nærer stærke, komplicerede følelser for en illusion der for længst er brast sammen. Jeg sørger over dens forfald.

Men jeg elsker ikke betingelsesløst mere.

Og det er godt. Men det gør ondt.

Om huller i hjertet og kys på panden

Jeg har været til skriftlig eksamen, og vistnok klaret mig fint nok, selvom jeg havde Ekskæreste-tankemylder hver gang jeg satte et punktum i besvarelsen. Han er nok stadig et komma. Det er på tide, han får et punktum. Snart.

Jeg har været på en hyggelig, men fairly uinteressant bytur. Den har efterladt mig træt og med tømmermænd, hvilket altid efterlader mig i en tilstand af akut savn. I mine sprutdrømme mødtes jeg med Ekskæresten. Han var blevet tyk, men hele drømmen igennem heg jeg alligevel efter at være alene med ham. Da det endelig skete holdt vi om hinanden. Han kyssede mig på panden. Jeg sagde jeg savnede ham. Hver dag. At der stadig ikke går en dag hvor jeg ikke tænker på ham, os og hvad der skete. Men at jeg ikke ville være sammen med ham. Der var et mærkeligt blåt skær over hele drømmen. Kysset brænder på min pande i dag. Ham og hans forpulede kys på panden. Har grædt tre timer i dag. Er fucking ligeglad. Det skal bare ud. Men for helvede hvor trænger jeg snart til at snakke ægte med ham om det og få noget ægte afklaring i stedet for alle de halve svar og forklaringer. Først lagde jeg stor vægt på at vi begge vidste det var for det bedste. Nu kan jeg mærke jeg føler mig decideret forladt. Det sutter så meget røv, for jeg ved det ikke var det han ville med det selvom det endte sådan. Ville ønske vi levede i en verden hvor man kan finde ud af man ikke skal være sammen ganske uden tårer eller glimt af fortrydelse.

Har på et par uger fremelsket et mindre crush på en førsteårsstuderende. Tror jeg ser næste semester om der kunne være et eller andet. Ku’ sgu være nice hvis der var. Jeg er begyndt at glæde mig til den næste store kærlighed. Hvem er han? Hvad vil han bringe? Er han bedre for mig? Lapper han hullet i hjertet hvor Ekskæresten bor?

Den syttende passerede vi tremånedersdagen for det officielle brud. Opdagede igen ikke datoen før to dag efter. Datomani er tydeligvis værst omkring den ottende. Interessant. Afsløring af at ting ikke var som jeg troede er åbenbart meget mere ridset ind i mig end selve bruddet. Det vælger jeg at tro i hvert fald.

Resultat af Single Empowerment Night med sød pige

20 grunde til at det er sygt nice at være single:

1. Ingen at stå til ansvar for.

2. Ingen dårlig samvittighed over ikke at barbere ben.

3. Byture er tusind gange federe fordi man kan flirte med alt der har en puls uden at have dårlig samvittighed.

4. Man kan generelt flirte med alt der har en puls uden at få dårlig samvittighed. Herunder bankrådgivere, telefonsælgere, DSB-kontrollører, telefonabbonnementssælgere på gaden og ham den søde ved kassen i Netto.

5. Mere tid til alt.

6. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise ostepops med god samvittighed.

7. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise fisk med god samvittighed.

8. Ingen tidspunkter hvor man ikke kan spise ost med god samvittighed.

9. Ingens behov er vigtigere end ens egne.

10. Generelt mere frihed – også når man er alene. Tænker aldrig ‘hvad ville HAN dog tænke, hvis han så mig her under min dyne med serier fra 8-16?’

11. Man slipper for ‘hende den kærestekedelige’-stemplet.

12. Ingen dumme familiefester man skal til ud over sine egne. I sin egen familie. Hvor man kan folks navne. Og faktisk synes de fleste er nice.

13. Når man ikke har sex er det fordi man ikke har nogen at ha’ sex med / ikke nogen man gider ha’ sex med. Ikke fordi der er noget galt.

14. Ingen svigerforældre, man skal tvære det falske smil på overfor selvom de er for nederen til at trække vejret.

15.Intet røvhul der har en mening om hvad man skal gøre ved ens hår. Jeg klipper det kort hvis jeg har lyst. Fucking. (Det har jeg ikke. Men det er princippet i det!).

16. Ingen til at få det dårligt med sig selv (ud over en selv, men mig selv og jeg ka’ egentlig godt li’ hinanden, så det er cool).

17. Slipper  for ‘Ej skat, vil du ikke lige ordne den bums jeg har på ryggen? Jeg kan ikke nå..’ (Ordner sgu kun mine egne bumser nu. Thank God!)

18. Stakkesvis af penge der kan bruges på andet end transport, overpriced aftensmad, og gaver.

19. Ens lejlighed behøver ikke være så clean, for hey, der kommer sgu ikke nogen i den så tit alligevel. Badeværelsesrengøring behøver ikke være en ugentlig ting, nø. Hurra.

20. Man behøver ikke lade som om man gider se actionfilm andre steder end i biografen

Verdens mindst ambitiøse to-do

Jeg kan ikke overskue særlig meget i dag, og mine ambitioner for eksamenslæsning er faldet drastisk.

Ambitioner for i dag tæller nu: vask op, gå i bad, få fragtet printer og computer om til sød veninde, og sats på at hun kan sparke mig igang (som om det kommer til at ske, haha).

Jeg har sovet 13 timer ud af de sidste 24, og jeg er stadig så træt, så træt.

Se i øvrigt den her youtube-video hvis du er bitter single ligesom mig. Jeg grinede. Det er et kvalitetsstempel af kosmiske proportioner i dag.

Grus

Snot. Hovedpine. Kvalme. Ondt i hver en muskel i hele min krop. Jeg er syg. Og når jeg er syg bliver jeg ynkelig. Min rygrad krymper sammen. Jeg begynder at tænke: ‘Fuck det kunne være rart hvis han var her til at hente te til mig lige nu’. Og så bagefter: ‘Nej, jeg gider ikke ha’ hans lortete’. Og så: ‘Hvem prøver du at narre? Selvfølgelig vil du ha’ hans lortete, og hans lortekærlighed og at være en del af hans lorteliv’. Jeg holder hende stangen, hende tudeprinsessen der respekterer sig selv lidt nok (og tilsvarende, elsker ham nok) til ægte at overveje om der mon kunne blive noget igen. For hun tager fucking fejl. Det kommer aldrig til at ske, for jeg vinder den diskussion hver gang. Hun skal holde sin forbandede kæft og lade mig pudse næse i fred. Basta.

Snakkede med min stedbror og min kusine fra klokken 02 til 06 i nat. Vi snakkede om tusind ting. Blandt andet om mig og Ekskæresten. Min stedbror nævnte, som mange andre, at han godt havde set os gro fra hinanden det sidste års tid. At det til sidst havde virket som om Ekskæresten sugede glæden ud af mig. Men han forstod godt, hvorfor jeg var lang tid om at se, det ikke ville gå, fordi nærhed er noget vi alle i virkeligheden higer efter og kæmper for. Det er pisse skræmmende at være alene, blev vi enige om.

Det er især pisse skræmmende at være alene når man er syg. Og når man er til familieweekend uden Ekskæresten, der ellers altid var med på de weekender. Og når man er begravet i eksamener, man ikke kan se begyndelse eller ende på. Jeg ved godt, jeg har tusind klipper i mit liv at støtte mig op ad, og det er jeg ufatteligt taknemmelig for. Det er bare vildt træls, at min favoritklippe pludselig er blevet til grus.

Fremtiden der kunne have været, men heldigvis ikke bliver

Nogengange, når jeg er allermest ked af det, og savner Ekskæresten allermest, forestiller jeg mig det liv, vi kunne have haft sammen. Det starter altid som en slags selvtortur. ‘Det kunne have været så rart,’ starter jeg altid med at tænke. Og det er også rart at tænke på de første fem minutter.

 

Børnene vi har er fucking pæne. Og fucking kloge, og fucking søde. De har hans smil, hans øjne, og det syn for de små ting, der fik mig til at falde for deres far. Vi fungerer godt som en familie. Vi er enige om børneopdragelse, hvad vi skal have til aftensmad, og hvad vi skal se i fjernsynet. Vi har pisse god sex, vi er glade for hinanden, men vi snakker ikke særlig meget sammen om andet end børnene. Vi giver plads til hinanden. Ingen af os føler den ene er bundet hjemme hele tiden, fordi vi skylder hinanden at være kedelige sammen. Vi laver lige så meget hver for sig, som vi gør sammen. Har vores egne sejre i vores egne liv. Men vi deler ikke sejrene. Mine sejre er mine. Men nederlagene deler vi. Især hans. Det kan vi ikke lade være med, for han tåler ikke nederlag så godt. Han trækker sig ind i sig selv. Stopper med at give. Jeg begynder at bruge den tid væk fra familien, vi er så gode til at unde hinanden, på at søge bekræftelse andetsteds. Jeg har sikkert en affære med en eller anden sød fyr fra mit arbejde. Jeg fortæller ham det, da der er gået tilpas lang tid. Han bliver rasende på en helt særlig, kold måde, men vidste det jo godt hele tiden. Huset sælges. Børnene skilles fra hinanden. Glansbilledet brænder.

 

Hellere nu end senere, tænker jeg, og det ender altid med at selvtorturen ender i at jeg er lettet over, at det er slut nu. At vi ikke trak den længere ud og først accepterede at vi var forkerte for hinanden på et tidspunkt hvor det ville være meget værre.

Ting, der skete under festlighederne #4: Crybaby

  • Jeg drak fadøl. Mange fadøl.
  • Jeg blev fuld for første gang i lang tid. Meget fuld.
  • Jeg blev lagt an på af ok lækker økonomistuderende. Lige indtil han fandt ud af, at jeg var humanist. Så gik han. Det må man åbenbart ikke være hvis man skal score økonomer. Så ved jeg det til en anden gang. Siger jeg er medicinstuderende fra nu af.
  • Jeg var verdens dårligste til reaktionsspil og blev drukket for vildt under bordet af den grund.
  • Jeg havde heart-to-hearts med mange søde mennesker. Bondede bl.a. med folk fra mit hold, jeg ellers ikke har talt så meget med. Rart.
  • Fordi jeg ikke havde logget af Skype skrev Ekskæresten til mig ved ti-tiden om en fælles vens nyeste mærkelige kæreste. Han virkede stramtandet over at jeg (igen) var i byen på en onsdag. Blev vred, Meredith style (se 1:08 og frem!) men uden at sige noget til ham om det. Kæmpede til gengæld mod tårerne resten af aftenen.
  • Græd på et toilet da jeg rettede makeup. Var fabulous og festede videre alligevel.
  • Græd, da jeg gik alene fra Snusket Bar 1 til Snusket Bar 2. Satte mig decideret på en bænk og hulkegræd klokken 01 midt i Aarhus.
  • Blev trøstet af flere søde venner på Snusket Bar 2, der godt kunne se, festen var gået af mig. Deriblandt Ham Den Lumre, der for en gangs skyld ikke lavede én eneste lummer remark, men blot lyttede, trøstede og sagde: “jamen det er noget lort, men det tager bare den tid det tager”. Kunne pludselig se den fyr, jeg havde heart-to-hearts med for et år siden i stedet for ham den klamme type. Han er sgu nok stadig derinde et sted.
  • Gik grædende en kilometer hjem til M, der åbenbart havde hevet et (platonisk!) mandligt bekendtskab med hjem. Havde kun g-strenge med, så det platoniske mandlige bekendtskab der skulle sove i sengen hos os fik fornøjelsen af min bare røv fra 02:30 til 09:30 i morges. Så deeet. Note til mig selv: Husk altid mormortrusser når du sover hos M! Du ved aldrig hvad der sker!