I mørket

Normalt er jeg ret god til det der brave face-shit. Rigtig god til at se de gode ting der er tilbage i min verden, hvor nice jeg er, og hvor meget mere jeg fortjener. Men når jeg lukker for Grey’s Anatomy klokken 00.01 og kommer til at ligge og græde i mørket falder der hele væk. Det eneste der er tilbage er den ødelagte del af mig. Hende, der virkelig troede hun var færdig. Hende, der under deres pause blev enig med sig selv om at hvis han ville kæmpe, ville hun også, for så meget elskede hun ham. Hun elsker ham stadig, hende der. Og hun savner ham så meget at det gør ondt. Så meget at når hun græder i mørket forestiller hun sig ham bag sig, forestiller sig at han trækker vejret for hende og siger det nok skal gå. Og når hun opdager at han ikke er der slår det hende igen så meget at det gør ondt i maven. Han er der ikke. Han ville ikke være der. Hun blev valgt fra af den eneste i verden hun virkelig troede altid ville vælge hende til. I mørket er hun svigtet og forladt. I mørket er hun alene, så alene at hun ikke kan bære det. Så alene at hun har lyst til at sende en milliard smser til ham der skred og skælde ham ud, eller bede om at blive trøstet eller begge dele – men hun lader være fordi hun godt ved at der er risiko for at hun så bare risikerer at vække en del af ham, der savner hende. Eller endnu værre, slå den del ihjel. Så hun skriver et blogindlæg på sin mobil klokken halv et om natten i stedet for at få tankerne ud af fingrene. Et, der sikkert er fyldt med kluntede formuleringer og stavefejl, men hun er ligeglad, for så længe hun ikke skriver til ham, der skred, så går det nok. Det skal nok gå, siger hun til sig selv. Det må hun vænne sig til, for han gør det ikke længere.