Det meste af tiden er jeg god til det. Det der med at holde hovedet relativt højt, selvom jeg ligger på gulvet. Men der er tidspunkter, især har de været der den sidste uges tid, hvor jeg virkelig sætter spørgsmålstegn ved alting. Kan det virkelig passe, at mit liv er blevet sådan her? At jeg er blevet sådan her? At vi er endt sådan her? Selvom jeg godt kan fortælle hvad der skete og hvorfor det skete, så forstår jeg det stadig ikke. Jeg forstår ikke hvordan det kan gå til at ham, jeg følte mig allermest tryg ved, grinede allermest med og allerhest ville være sammen med pludselig er reduceret til en bunke minder der giver mig ondt i maven. Ikke alene giver det mig ondt i maven fordi det er så forfærdeligt trist, at det er slut, men også fordi jeg er bange.
Jeg har ikke indrømmet det for nogen før nu. Men det er jeg virkelig. Pisse bange for at være ked af det for evigt. At alt mit eget og Ekskærestens ‘Det skal nok gå’-snak virkelig bare er noget pis. At kærligheden aldrig går over, og at jeg sidder om ti år og stadig har følelsen af at det var ham, jeg skulle være blevet gammel med. Jeg er bange for at han bliver the one that got away. Jeg er bange for at jeg aldrig møder et menneske der kan få mig til at føle som han gjorde. Det lyder så åndssvagt at sige det højt, for selvfølgelig har man ikke kun én chance for at blive lykkelig. Og selvfølgelig kan man også være lykkelig alene hvis man skal. Alligevel nager tvivlen: Hvad nu, hvis jeg tager fejl? Hvis jeg i virkeligheden har givet slip på ham, jeg skulle være blevet gammel med og har fucket up i et eller andet derterministisk puslespil? Var det meningen, vi skulle være blevet sammen, var det meningen vi skulle have kæmpet?
Skulle jeg have sagt “nej for helvede, det er ikke i orden” da han foreslog muligheden for at stoppe? Jeg magter virkelig ikke den slags tanker. For der er ingen vej tilbage for mig nu. Skulle det være gået, skulle det være gået i september. Ind i mellem eksperimenterer jeg med at vende puslespillet om. Måske var det det helt rigtige. Et led i en større plan hvor jeg til som slutresultat er lykkeligere end nogensinde. Måske møder jeg i næste uge min næste store kærlighed. Og måske bliver han endda den sidste, så jeg slipper for at have det så skidt igen. Man kan jo håbe. Hvis nogen har et nummer på ham/hende med cheatsheetet og alle de store planer, så giv mig det endelig. Har en seriøs høne at plukke med vedkommende.
aner ikke hvad jeg laver 
Hey. Kender du sangen med Karen “Problemet” http://youtu.be/X3_cX5gUAxM
Det er vist lige derhen af… Så er der ny inspiration til tracklisten (det eneste der undrer mig er hun synger noget i retning af : jeg ved godt det ikke var kærlighed) men hva, jeg gik på gymnasiet med Karen, og hun sang så pissefedt til skolemusicalen hvert år, at hun er tilgivet 🙂 og der er dejlige billeder af Kbh, my town, i videoen. Pøj pøj m opgaven, den er snart færdig og ude af verden.
Årh den er god! Forudser hermed mange tudeture sammen med Karen! Og tak – jeg satser på at blive næsten helt færdig i dag, det kræver bare lige at jeg snart står op og spiser morgenmad..
Jeg lover dig, det går over! Alle de tanker er helt normale – men de skal være der nu. Du ville være en underlig, følelseskold skid, hvis du ikke tænkte sådan 😉 Giv det tid, giv det tid..
Du er sød! Jeg ved det, jeg ved det. Man bliver bare så utålmodig!
Jeg har været der, hvor du er nu. Lige der, hvor man, selvom det er dage, uger, måneder siden, det skete, stadig vågner op med en knude i maven og øjne, der er ved at løbe over så snart, de bliver åbnet. Lige der, hvor dagene synes at flyde sammen, fordi de alle går med enten at ligge under dynen eller at græde. Ofte begge dele. Lige der, hvor man er så langt ude, at man googler ‘kærestesorg’ og håber på, at man finder frem til noget, der kan afhjælpe smerten – bare for en stund. Jeg kan genkende så mange af de ting, du skriver om fra dengang for halvandet år siden, hvor det var mig, der lå og var helt knust af smerte. Og det giver mig lyst til at give dig et klap på skulderen i form af den velkendte og skideirriterende “det hele skal nok gå, jeg lover dig, du bliver glad igen”-sang. Men det hjælper dig ikke. Det hjalp ikke mig i hvert fald. Det fjerner ikke den fucking smerte, som bor helt inde i knoglerne. Jeg ved godt, at der ikke er to situationer, der er ens, men jeg er nu ret sikker på, at du, ligesom jeg, vil vågne op en dag og se tingene lidt klarere. For mig krævede det uendelige tårer, 11 måneder og en helvedes masse tvungen sjov. Men da jeg omsider havde lært at vågne op alene, at få mine søndage til at gå og at have det sjovt, sådan ægte sjovt, uden ham, var det som om, det langsomt gik op for mig, hvor lidt jeg respekterede mig selv ved seriøst at gå og glæde mig til, at det blev weekend, idet det ville øge chancen for, at han ville booty call’e mig. Lige pludselig kunne jeg se, hvor ynkeligt det var, og det var der, det gik op for mig, at jeg sgu da ikke ville være sammen med en, der ‘udnyttede’ mig på den måde. Det tog mig 11 måneder, men jeg lover dig, at det fjernede knuden i maven, og at det gav mig viljestyrken til at smide idiotens tandbørste ud, bede ham sende mig de sidste af mine ting, som lå i hans lejlighed, og vigtigst af alt gav det mig min livslyst tilbage igen. At jeg så mindre end tre uger efter mødte min nuværende kæreste, er måske bare et lykketræf. Ikke desto mindre er jeg nu ret sikker på, at min nyfundne energi var skyld i, at de gode ting begyndte at komme min vej. Det er ikke noget, man kan fremtvinge, for du skal have tid til at bearbejde din sorg. Men den dag du vågner op og er i stand til at se dig selv i et andet lys, end du hidtil har gjort, bliver en god dag, det lover jeg dig.
Tusind tak for din kommentar Caroline! Det er rart at blive mindet om at der er lys for enden af tunellen, og det er man sidder fast en periode ikke betyder man aldrig kommer videre. Åbenbaringerne kommer i små etaper for mig. Glæder mig til den, der vælter isbjerget i min mave.