Kvartalsstatus

Det er tre måneder siden mit eget personlige helvede startede. Så på datoen i nat og mærkede alle mine indre organer synke tyve centimeter. Det er gået op for mig at jeg bruger meget mere tid på at tænke over ham og os end jeg gjorde, da vi var sammen. Gik i dag så langt som at overveje at sende ham en casual sms alá ‘hvis det her venne-shit nogensinde skal blive en realitet er jeg nødt til at have snakket nogle flere ting ihjel med dig’. Sendte den aldrig. Men jeg gør det en dag. Jeg kan ikke blive ved med at gå med det hele oppe i mit hoved, og selvom han sikkert ikke har alle svarene, kan det være han kan nogen af dem. Er det en dum idé?

Jeg vil have ryddet op i min lejlighed i dag, og have taget opvasken. Jeg tager ned og træner i eftermiddag. Jeg retter de sidste detaljer på eksamensopgaven i aften.

Jeg er så forbandet ensom.

7 thoughts on “Kvartalsstatus

  1. Tre måneder, hvor er du sej! Ikke at man har noget valg, men ikke desto mindre er det sejt at stå op hver dag og bevæge sig igennem alt det. Og for en som har læst med herinde, er du kommet virkelig, virkelig langt. Jeg er på fem måneder nu og venter stadig på den dag, hvor energien bare kommer strømmende til mig 🙂
    Jeg tænker dog, at det er lidt for tidligt at tale med ham om det hele? Tre måneder er ikke ret langt tid, og det ville måske slå dig lidt tilbage at søge svar hos ham allerede nu. Og nogle ting må man nok finde fred med, at man ikke får svar på, selvom det gør vildt ondt.
    Jeg skrev f.eks. til min ekskæreste for to måneder siden, at han skulle vide, at jeg virkelig havde elsket ham højt (og så stod der også et par praktiske ting i mailen, men det var rimelig plain and simple, og jeg lagde ikke op til, at vi skulle genoptage noget som helst). Han svarede en uge efter med en masse overfladisk og sluttede af med, at jeg måtte hilse min familie. Så knækkede filmen sgu lidt, og jeg skrev tilbage, at det gjorde mig ked af det, at han ikke kunne give mig bare en lille flig af noget og anerkende, at det vi havde haft betød noget. For det ved jeg, at det gør eller rettere har gjort. Men min ekskæreste har lukket helt ned og kan ikke længere give mig noget (nok fordi det trods alt har gjort ondt et sted derinde) – og han har aldrig svaret på mailen. Jeg venter egentlig bare på den akavede “tillykke med fødselsdagen” besked på Facebook om en uge.
    Jeg skriver det fordi, jeg troede, at jeg var helt ovenpå, og efter tre måneder kunne være taknemmelig over det vi havde haft på en voksen og nøgtern måde. Men det kan man ikke – eller jeg kunne ikke. Jeg fik ikke de svar, jeg havde brug for, og det gjorde det hele langt værre. Og hvis han havde svaret alt det rigtige, var jeg sikkert også blevet ude af mig selv af savn over det.
    For han skal jo netop ikke give mig en flig af noget som helst. Han er den sidste person i verden som skal gøre det. Men det tog lidt tid at komme frem til den erkendelse, og det er måske også anderledes for jer? Det spinkle indtryk jeg har af din ekskæreste, får mig til at tænke, at han vil gøre sig umage for at rumme dig og sige alt det rigtige. Og det er måske lidt farligt, når du føler dig ensom lige for tiden.
    Okay, virkelig lang kommantar. Du skal gøre det der føles rigtigst for dig, og lige meget hvad er du jo vildt sej! 🙂

    • Du er sød! ❤ Og jeg elsker lange kommentarer. Jeg har fået alle de der 'jeg er glad for det vi havde'-udtalelser fra ham, så det er på ingen måde det jeg mangler mere. Jeg mangler svar på spørgsmål der kører rundt i mit hoved, i forhold til hvor høj en grad han egentlig løj overfor mig, og hvor længe, han var i tvivl før han sagde noget. Jeg mangler svar på alle de spørgsmål jeg ikke turde stille i september, fordi jeg vidste svarene ville gøre vildt ondt at få. Det kommer de stadig til, men jeg begynder at få en følelse af at jeg er nødt til at have dem alligevel, for ellers ligger spørgsmålene og uafklaretheden imellem os. Det kan de ikke blive ved med, hvis vi skal være venner. Og det vil vi virkelig begge to gerne. Dét er jeg ikke i tvivl om.
      Du er i øvrigt også sej!

      • Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have de svar – og det lyder faktisk også til, at du har styrken til at kunne håndtere dem. Og så virker din ekskæreste oprigtigt interesseret i at have dig i sit liv, så min mening er hermed ændret. Det er virkelig subjektivt, hvad man har brug for og ikke har, og sandheden giver mulighed for at slutte fred med nogle ting, selvom de gør ondt.
        Håber din eks er mand nok til at håndtere den opgave 🙂

  2. Jeg tror ikke, det der venne-shit er en god idé generelt. Jeg forsøgte i årevis med min, og det gik nogle gange godt og nogle gange dårligt, men det primære, det gjorde, var at holde hjertesmerten i live…

    • Jeg er stadig venner med samtlige, jeg har været romantisk involveret med. Jeg har ikke prøvet endnu at det ikke har kunnet lade sig gøre for mig. Lige i tilfældet med Ekskæresten kan jeg mærke, at det at være i kontakt med ham er godt for mig. Hver gang jeg spørger ham hvordan hans uge har været, og han fortæller at han stadig ikke har taget sig sammen og fået gjort noget ved sit lorteliv, bliver jeg mindet om at det er godt vi ikke er sammen. Det gør mig ufatteligt bevidst om at jeg ikke vil være sammen med den han er nu, men den han var engang, og at den kæreste jeg går og savner nu vitterligt ikke findes mere.

  3. Pingback: Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset | aner ikke hvad jeg laver

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s