Kan I huske den film, Ekskæresten og jeg lovede hinanden at se sammen? Løftet gav vi hinanden da vi endnu ikke vidste om vi ville blive sammen eller ej.
Ekskæresten og jeg har som bekendt skrevet sammen nogle gange siden jeg brød radiostilheden for en måneds tid siden. Mønstret er at der går nogle dage imellem hver gang. Jeg starter en samtale med at fortælle om noget nice jeg har gjort til træning eller på mit arbejde, og han holder den kørende i tusind år ved at spørge interesseret ind til ting, jeg godt ved han måske ikke er så skide interesseret i. Jeg bad ham som bekendt om at vise mig, han faktisk ville mig, hvis vi skulle være venner, fordi jeg ikke ville finde mig i at være tovholder i et venskab han ikke gad. Jeg tror hans voldsomt interessevisende adfærd er et forsøg på virkelig at vise, at han bestemt ikke er ligeglad. Det er rart nok, har jeg tænkt om det nogle gange, men det at det er mig, der tager kontakt, har tit fået mig til at overveje om han gør det af dårlig samvittighed og hensyn til mig i højere grad end sit eget behov for at have mig i sit liv.
Nå, men i går skrev han altså til mig, out of nowhere, for at informere mig om at han altså havde fået fat i filmen nu. Om jeg havde set den uden ham, eller om vi stadig skulle se den sammen? Jeg var vildt overrasket, fordi jeg havde troet det var mig der skulle holde ham op på den film. Jeg sagde til ham at det må blive i januar, når jeg er færdig med mine eksamener, og lovede ham at komme med nogle datoer når vi kommer tættere på.
Der er lang tid til januar, siger jeg til mig selv. Jeg er glad for det, kan jeg mærke. Både for udsigten til at ses, men også for at det ikke er i overmorgen eller på fredag. Overraskende nok glæder jeg mig ikke til at se ham, på samme måde, som jeg troede jeg ville. Det er ikke noget jeg ser frem til med en lille glad sommerfugl i maven. Jeg tror bestemt heller ikke det skal tages som et tegn på at han pludselig savner mig vildt meget og at han vil til at sige vi skal være sammen igen (selvom det kunne være lidt fedt at sige “d’øh, hvad tror du selv smarte?”, må jeg indrømme).
Jeg tror bare virkelig han reelt stadig har en plads til mig i sit liv, som han gerne vil have jeg optager. Én, jeg ikke skal kæmpe, for at få lov at have, men en, han faktisk frivilligt vil give mig. Det gør mig glad, for jeg har jo også en plads til ham i mit liv, om end den er meget mindre end den der var til ham før.
Så jo. Den nutidige udgave af os går det faktisk godt med ind til videre. Nu mangler jeg bare at få sluttet fred med fortiden også.
aner ikke hvad jeg laver 
Jeg synes det er vanvittigt modigt at du får alle dine tanker ned på bloggen. Og vanvittigt flot. Og vanvittigt stærkt. Alle de hjertesorger man som menneske kommer igennem i sit liv, er tit nogle man går med selv inde i sit hoved, og man ender tit med at blive mere sindssyg end man ville have været, hvis man fik sat ord på hvad der egentlig foregår.
Jeg synes det er virkelig smukt at læse hvad du skriver og hvor langt du er kommet. Og utrolig forfriskende at se at andre også har været igennem noget jeg selv har oplevet (omend ikke med en kæreste, men med et familiemedlem). Hjertesorg skal virkelig ikke gemmes væk.
Så i bund og grund vil jeg nok egentlig bare rose dig og sige at det hele nok skal blive godt igen. Og at jeg læser med og hepper. Og fortælle at vi er en hel masse derude der heller ikke aner hvad vi laver derude.
For søren, det var en sød kommentar. ❤ Det kræver også guts ind i mellem, skal jeg sige dig. Især efter folk rent faktisk begyndte at læse med. Det var jo slet ikke meningen, egentlig, men jeg kan mærke at det at få respons virkelig har gjort en forskel også. Især "DU ER SEJ!"-kommentarer som den du lige har skrevet gør verden til et lidt rarere sted at være.
Af hjertet tak! ❤
Pingback: Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset | aner ikke hvad jeg laver