Nogengange, når jeg er allermest ked af det, og savner Ekskæresten allermest, forestiller jeg mig det liv, vi kunne have haft sammen. Det starter altid som en slags selvtortur. ‘Det kunne have været så rart,’ starter jeg altid med at tænke. Og det er også rart at tænke på de første fem minutter.
Børnene vi har er fucking pæne. Og fucking kloge, og fucking søde. De har hans smil, hans øjne, og det syn for de små ting, der fik mig til at falde for deres far. Vi fungerer godt som en familie. Vi er enige om børneopdragelse, hvad vi skal have til aftensmad, og hvad vi skal se i fjernsynet. Vi har pisse god sex, vi er glade for hinanden, men vi snakker ikke særlig meget sammen om andet end børnene. Vi giver plads til hinanden. Ingen af os føler den ene er bundet hjemme hele tiden, fordi vi skylder hinanden at være kedelige sammen. Vi laver lige så meget hver for sig, som vi gør sammen. Har vores egne sejre i vores egne liv. Men vi deler ikke sejrene. Mine sejre er mine. Men nederlagene deler vi. Især hans. Det kan vi ikke lade være med, for han tåler ikke nederlag så godt. Han trækker sig ind i sig selv. Stopper med at give. Jeg begynder at bruge den tid væk fra familien, vi er så gode til at unde hinanden, på at søge bekræftelse andetsteds. Jeg har sikkert en affære med en eller anden sød fyr fra mit arbejde. Jeg fortæller ham det, da der er gået tilpas lang tid. Han bliver rasende på en helt særlig, kold måde, men vidste det jo godt hele tiden. Huset sælges. Børnene skilles fra hinanden. Glansbilledet brænder.
Hellere nu end senere, tænker jeg, og det ender altid med at selvtorturen ender i at jeg er lettet over, at det er slut nu. At vi ikke trak den længere ud og først accepterede at vi var forkerte for hinanden på et tidspunkt hvor det ville være meget værre.
aner ikke hvad jeg laver 