Snot. Hovedpine. Kvalme. Ondt i hver en muskel i hele min krop. Jeg er syg. Og når jeg er syg bliver jeg ynkelig. Min rygrad krymper sammen. Jeg begynder at tænke: ‘Fuck det kunne være rart hvis han var her til at hente te til mig lige nu’. Og så bagefter: ‘Nej, jeg gider ikke ha’ hans lortete’. Og så: ‘Hvem prøver du at narre? Selvfølgelig vil du ha’ hans lortete, og hans lortekærlighed og at være en del af hans lorteliv’. Jeg holder hende stangen, hende tudeprinsessen der respekterer sig selv lidt nok (og tilsvarende, elsker ham nok) til ægte at overveje om der mon kunne blive noget igen. For hun tager fucking fejl. Det kommer aldrig til at ske, for jeg vinder den diskussion hver gang. Hun skal holde sin forbandede kæft og lade mig pudse næse i fred. Basta.
Snakkede med min stedbror og min kusine fra klokken 02 til 06 i nat. Vi snakkede om tusind ting. Blandt andet om mig og Ekskæresten. Min stedbror nævnte, som mange andre, at han godt havde set os gro fra hinanden det sidste års tid. At det til sidst havde virket som om Ekskæresten sugede glæden ud af mig. Men han forstod godt, hvorfor jeg var lang tid om at se, det ikke ville gå, fordi nærhed er noget vi alle i virkeligheden higer efter og kæmper for. Det er pisse skræmmende at være alene, blev vi enige om.
Det er især pisse skræmmende at være alene når man er syg. Og når man er til familieweekend uden Ekskæresten, der ellers altid var med på de weekender. Og når man er begravet i eksamener, man ikke kan se begyndelse eller ende på. Jeg ved godt, jeg har tusind klipper i mit liv at støtte mig op ad, og det er jeg ufatteligt taknemmelig for. Det er bare vildt træls, at min favoritklippe pludselig er blevet til grus.
aner ikke hvad jeg laver 
Dejligt, at du har sådan en god og klog stedbror. Det er så vigtigt med de der mennesker, der kan se situationen udefra, når man selv ikke magter at have det store og fornuftige perspektiv hele tiden. Hvorfor føles det meget rarere at lade sig glæde med i “hvad nu hvis”-tanker og svælge i de følelser man har for en person, som man godt ved, man ikke helt kan få lov at udleve – i stedet for at mærke sin egen styrke og sine egne grænser og at man faktisk KAN være et helt menneske alene?
Ja, han er sgu sød.
Og ja. Det er pisse åndssvagt, hverken praktisk eller produktivt. Spild af energi, vil nogen kalde det. Tips til at stoppe med det pjat modtages med kyshånd!