Om huller i hjertet og kys på panden

Jeg har været til skriftlig eksamen, og vistnok klaret mig fint nok, selvom jeg havde Ekskæreste-tankemylder hver gang jeg satte et punktum i besvarelsen. Han er nok stadig et komma. Det er på tide, han får et punktum. Snart.

Jeg har været på en hyggelig, men fairly uinteressant bytur. Den har efterladt mig træt og med tømmermænd, hvilket altid efterlader mig i en tilstand af akut savn. I mine sprutdrømme mødtes jeg med Ekskæresten. Han var blevet tyk, men hele drømmen igennem heg jeg alligevel efter at være alene med ham. Da det endelig skete holdt vi om hinanden. Han kyssede mig på panden. Jeg sagde jeg savnede ham. Hver dag. At der stadig ikke går en dag hvor jeg ikke tænker på ham, os og hvad der skete. Men at jeg ikke ville være sammen med ham. Der var et mærkeligt blåt skær over hele drømmen. Kysset brænder på min pande i dag. Ham og hans forpulede kys på panden. Har grædt tre timer i dag. Er fucking ligeglad. Det skal bare ud. Men for helvede hvor trænger jeg snart til at snakke ægte med ham om det og få noget ægte afklaring i stedet for alle de halve svar og forklaringer. Først lagde jeg stor vægt på at vi begge vidste det var for det bedste. Nu kan jeg mærke jeg føler mig decideret forladt. Det sutter så meget røv, for jeg ved det ikke var det han ville med det selvom det endte sådan. Ville ønske vi levede i en verden hvor man kan finde ud af man ikke skal være sammen ganske uden tårer eller glimt af fortrydelse.

Har på et par uger fremelsket et mindre crush på en førsteårsstuderende. Tror jeg ser næste semester om der kunne være et eller andet. Ku’ sgu være nice hvis der var. Jeg er begyndt at glæde mig til den næste store kærlighed. Hvem er han? Hvad vil han bringe? Er han bedre for mig? Lapper han hullet i hjertet hvor Ekskæresten bor?

Den syttende passerede vi tremånedersdagen for det officielle brud. Opdagede igen ikke datoen før to dag efter. Datomani er tydeligvis værst omkring den ottende. Interessant. Afsløring af at ting ikke var som jeg troede er åbenbart meget mere ridset ind i mig end selve bruddet. Det vælger jeg at tro i hvert fald.