Uden lokalbedøvelse

Jeg tror der sker noget indeni mig de her dage. At noget er ved at falde på plads. Men det gør ondt, som en skulder der har været ude af led og skal resettes, eller som at få lavet sting i et kødsår uden lokalbedøvelse. Det er som om hver en fiber i min krop kæmper imod det, der ganske, ganske langsomt er ved at ske. Jeg drømmer tit om ham for tiden. Har lange, trættende drømme, hvor han tigger og beder om at jeg tager ham tilbage (ha, som om det nogensinde kommer til at ske). Der sker altid én af to ting. Enten siger jeg ja. Og så føles alt forkert, og jeg ender med at ombestemme mig. Ellers siger jeg med det samme nej, og begynder at råbe af ham, vred over at han overhovedet har den frækhed at tro at jeg på noget tidspunkt ville spilde energi på ham igen på den måde. Uanset hvilken af drømmene jeg har vågner jeg altid badet i sved, står op, går i bad og tænker på noget andet. Formår ofte at gå en hel dag uden at tænke på det før om aftenen når jeg ligger i min seng.

Lige indtil jeg kommer til at åbne Instagram og går igang med at læse #breakupquotes. I dag læste jeg: “I loved him so much that if he slit my throat with my last dying breath, I would apologize for bleeding on his shirt”. Med tårer i øjnene indså jeg, at det var jo mig, der havde det sådan. Og at det var både forfærdeligt og fantastisk at elske på den måde. Men sådan har jeg det ikke mere. Jeg vil ikke være sammen med ham for hver en pris, som jeg ville engang. Han er ikke det værd. Jeg har skrevet det på bloggen mange gange, i forsøg på at få mit hjerte til at forstå hvad mit hoved godt vidste, ved at få sat ord på det. Men i dag gik det virkelig op for mig: Jeg elsker ham ikke betingelsesløst mere. Jojo, selvfølgelig er fremskridtet et af de små, og ikke voldsomt revolutionerende. Jeg har ikke givet slip. Men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke engang ved om det er ægte kærlighed der er tilbage, så meget som det er angst for at give slip på det, der var. Selvom jeg er vred på ham, og selvom jeg ikke vil have os tilbage, nu jeg har fået syn på vores skyggesider, så savner jeg det stadig. Jeg savner stadig ham. Jeg nærer stærke, komplicerede følelser for en illusion der for længst er brast sammen. Jeg sørger over dens forfald.

Men jeg elsker ikke betingelsesløst mere.

Og det er godt. Men det gør ondt.