Forsinket

Hele to slags forsinket. Here goes:
Forsinket var jeg til træning i dag. Hele 10 minutter. Aber warum?! tænker du! Jo, jo, det gør du altså! Og ja. Fandme fordi jeg bakkede op i en parkeret bil og måtte bruge ti minutter på febrilsk at finde et stykke papir og en kuglepen helt oppe i min venindes lejlighed på fjerde sal. Er dælme glad for at min egen er solid – og at jeg i øvrigt ramte med anhængertrækket. Der er kun ansvarsforsikring på min bette skrotbunke, så havde den været i stykker var det nok byebye til den.

Forsinket nummer to? Forsinket reaktion. På to ting. Først og fremmest skaden på den flotte grå bil, og det ydmygende telefonopkald jeg måtte lave til min (fucking søde og overbærende) far. Men så i den grad også en forsinket reaktion på mødet med Ekskæresten den anden dag. Brudstykker af samtaler kører rundt i mit hoved, og har gjort det siden jeg kørte hjemmefra ham. Min krop ved godt, den har indhentet mit hoved nu, og forstår det helt ægte er slut, og at der aldrig bliver noget mellem os igen. Den kæmper imod med alt hvad den kan, for ikke at skulle give slip på dét, den har kendt så længe. Det er bare så meget på tide at jeg giver slip nu. Tårerne jeg har grædt i dag føles endnu engang som afskedstårer mest af alt, og det giver en mærkelig rolig, lettet følelse at græde dem (bagefter altså – imens er det jo bare standard hulkegråd, som yours truly er alt for kendt for). Ekskæresten og jeg fik det sammen, vi kunne, før vi mødte vores udløbsdato. I onsdags løb jeg tør for alle grunde til at vi skulle kunne have en fremtid sammen, af den simple grund at vores planer for fremtiden, og vores syn på hvad der er et godt liv, er fuldstændig uforenelige. Før i tiden elskede jeg ham for hans eventyrlyst og rodløshed, og det gør jeg på sin vis stadigvæk – jeg ved bare, at jeg ikke skal stå på sidelinjen mens han udlever den. Og at det er okay, jeg har det sådan.Det betyder ikke, at der er noget galt med mig. At jeg gerne vil have et stabilt, rutinepræget liv, betyder ikke, at jeg er mærkelig. Det betyder bare, at jeg ikke skal være sammen med en som ham. Jeg er så lettet over, at jeg ikke længere skal lade som om at jeg kan indstille mig på at være sammen med en, der med korte mellemrum er væk et halvt år af gangen – eller på at jeg skal vente med at få børn til jeg bliver fyrre, fordi han skal være færdig med dét liv først. Der er ingen grund til krampagtigt at holde fast i noget, der ultimativt vil komme til at gøre os begge bundulykkelige, fordi der ikke er plads til de mennesker, vi i virkeligheden er, når vi er sammen. Forhold er fandme tough work, især når man er sammen i lang tid – og der er ingen grund til at slæbe et tungt læs, hvis man får skader af det. Det vidste han længe før jeg gjorde. Men jeg tror, jeg har forstået det nu. Sådan rigtig, midt i hjertet-forstået det. Jeg tror også endelig på at det virkelig var ligeså meget af hensyn til mig, som til ham selv, at han tog initiativ til at give slip. Han vidste jo godt, jeg ikke var glad sammen med ham mere i andet end bittesmå glimt. Han ville ikke byde mig at vente mere på én, der sgu nok ikke blev færdig med sig selv før om meget lang tid. Jeg tror på hans dårlige samvittighed nu, og jeg tror på at det aldrig var hans mening at skabe en kyniker med sine handlinger.

Jeg tror endelig, paradoksalt nok, på, at vores brud er det bedste, der er sket for mig siden vi fandt sammen.

Det er mange nye perspektiver at vænne sig til. Det tager måske lige lidt tid. Og uanset hvor okay jeg bliver, vil der helt sikkert altid være en del af mig der er markeret med Ekskærestens navn, fordi han har sat en dyb signatur i mit liv, og den jeg er i dag. Men ved I hvad? Det er faktisk okay. For han er slet ikke et dårligt menneske, som jeg godt ved, jeg nogengange har fået ham til at virke som – men når man er vred og ked af det, så er det de dårlige sider man fokuserer på. Han er én, der har givet mig masser af glæde, og fået mig til at grine mere end tusind gange. Én der har været der for mig når jeg har haft det svært – holdt om mig når jeg har grædt, kysset mit når jeg var vred. Det vil jeg altid elske ham for.
Jeg tror snart, jeg når et punkt, hvor der ikke er flere tårer at græde over Ekskæresten. Et punkt hvor jeg bliver nødt til at finde et nyt blog-navn til ham, fordi jeg skal vænne mig til at tænke på ham som noget andet end én der slap væk. Et punkt, hvor bloggen begynder at blive fyldt med historier om sjove dates, byture og snak om de fede og knapt så fede sider ved at være alene. Det er en mærkelig følelse. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den. Men jeg tror, den er rigtig sund. Og jeg tror, det betyder at lyset er på vej tilbage.

Mærkeligt møde

Jeg sidder i bilen foran hans lejlighed. Gider ikke rigtig gå derop. Da jeg endelig får forvildet mig op af trapperne møder han mig i døren med et akavet knus – den slags hvor man ikke ved hvem der drejer hovedet hvilken vej. Awkwaaaard. Vi snakker. Tydeligvis begge overraskede over hvor godt. I to timer. Hele to timer, før vi går meta. Snakker om os forstås. Græder cirka et halvt minut efter vi begynder på det. ‘Ej, du skal ikke græde,’  siger han, ‘vi snakker jo bare?’. Jeg ryster på hovedet. Forklarer ham, hvordan jeg ikke længere savner ham som i starten, men kan mærke hvor meget hans tillidsbrud har påvirket mig og ændret hvem jeg er til én jeg har svært ved at forlige mig med. En der ikke tør stole på folk. Jeg får vredt mumlet noget med at han må have grinet sådan af mig bag min ryg, over hvor dum jeg var. Siger, at jeg er vred, fordi han har taget mine gode minder fra mig ved at forurene dem med løgn og smerte. Han nikker. Lytter. Undskylder. Prøver ikke at forklare, men siger det aldrig, aldrig var hans mening at få mig til at føle sådan. Måske var det det, jeg ville høre. Måske var det ikke. Jeg ved det ikke.

Vi rører stort set kun hinanden da vi siger goddag og farvel. Han ser på mig som han altid har gjort. Siger jeg ser godt ud. At jeg er blevet mere piget (wtf?!) og at det er sejt at jeg kan løfte mange kilo. Jeg er ikke i tvivl om, at han lægger en føler ud ift. om han kan slippe afsted med at lave et move undervejs, fordi vi snakkede om i den spæde afskedsfase at det var spild af god sex, det vi gjorde. Er køligt afvisende, selvom min krop tydeligvis stadig er programmeret til at tænde lidt på ham. For jeg har ikke sommerfugle i maven med ham. Og når jeg ser ham ind i øjnene, kan jeg mærke jeg er glad for, jeg ikke skal se ind i de øjne resten af mit liv. De er alt for blå. Og han er alt for fikseret på det liv, han ikke lever.

Jeg græder på vej hjem i bilen. Jeg håber, det er ægte afskedstårer. Det føltes lidt sådan.

Bright side, not so bright side

Altså, på den ene side er det jo ret fint at det er første gang siden midt i december at jeg ligger vågen og græder med hovedet fuld af tanker om Ekskæresten. På den anden side falder det ret så uheldigt sammen med at jeg skal forestille at hænge ud med ham i næste uge. Jeg ved fandme ikke hvad det ligner. Er mit hoved gået igang med i paniktempo at bearbejde alle mulighe ting last minute? Hverken glæder mig eller gruer for mødet. Har det liiidt sært med det, men ikke på en dum måde. Burde få fastsat dag, men jeg staller. Gider jeg overhovedet bruge diesel på køreturen, tænker jeg? Tænk at en jeg kæmpede sådan for at se nu er en jeg overvejer om jeg gider bruge penge på..

Min mening om Tinder so far?

….Hvis jeg skal sende én blinkesmiley mere, så bliver jeg sindssyg.

Besides that, så tror jeg egentlig det er meget det samme som at jagte fyre i byen, sans alkohol.

Man går hen til dem hvis de er flotte. Hvis de ikke synes man er flot, så kommer de hurtigt af med én.

Tit opdager man at de flotte fyre er all face, no brains, og så går man igen.

Ind i mellem falder man over en diamant i en bunke grus, som tit efter en halv time alligevel viser sig måske bare at være en paillet.

C’est la vie.

Hopper på Tinder-bølgen, fandme

Min lejlighed er så kold disse dage at jeg er nødt til at have en varmeblæser tændt. I lejligheden ved siden af spiller min nabo på et blæseinstrument for anden time. En messingblæser af en art, tror jeg. Måske en trækbasun. Ved i hvert fald at det er til at få spat af, det er sikkert!

Jeg har haft gode dage siden jeg skrev sidst – en overvægt af dem endda. Jeg har haft øjeblikke hvor jeg spontant har smilet uden grund, men jeg har også drømt om Ekskæresten og tilbragt en hel dag i zombieagtig tilstand imens jeg forsøgte at tygge drømmen ihjel. Den sidder stadig i mig – ikke som en drøm med et handlingsforløb, men som en følelse af ubehag, krummede tæer og spændte skuldre. Ved ikke om det er min underbevidsthed der kæmper med at ugen hvor vi har aftalt at ses kommer tættere på, eller om det bare er almindelige blues. Følelsen i bunden bliver bedre og bedre, kan jeg mærke. Men jeg er ved at nå et punkt hvor jeg synes mit liv er spild af pæne trusser og velplejet hud.

…Så jeg har faktisk downloadet Tinder. Og så skal jeg smide et skab af hos den førsteårsstuderende. Måske man skulle lave et mindre move, lægge en føler ud? Stadig uden intentioner om at finde en af gå steady med, selvfølgelig. Det vil jeg ikke. Dypper bare lige tæerne i vandet, ikke.

 

 

Det går sgu nok alt sammen, tror jeg

Jeg blev glad af at læse mit triste indlæg fra den 7. januar. For jeg har faktisk haft nogle gode dage. Ikke bare ‘jeg græder ikke i dag’-dage, men dage hvor jeg faktisk har kunnet mærke hvor okay jeg har været helt inde i hjertehulen. Jeg snakkede med nogle piger til træning i dag om ham, uden at være sørgelig omkring det, og følte ikke jeg løj da jeg sagde, det gik meget bedre nu – eller at jeg mest var modig da jeg sagde at vi nok bare havde ramt en mur og ikke kunne komme videre. Det føltes ægte. Der er noget indeni mig der er ved at falde på plads, en eller anden form for accept måske.

..Og så er jeg begyndt at kunne se fordelene i at være alene, uden at skulle tvinge det frem. Det hjælper måske også meget. Jeg begynder ægte at tro på det der med at det er tusind gange bedre at være alene, end det er at være i et forhold, man ikke er tilfreds med. Jeg volder sgu ikke mig selv så mange kvaler som Ekskæresten voldte mig i sin tid, og jeg kommer sgu ikke til at gøre mig selv så ked af det, som han gjorde mig.

Har i øvrigt haft virkelig konstruktive samtaler med Ekskæresten på det sidste. Han skrev for et par dage siden at han kedede sig, og at han var træt af at han ikke kunne få lov at lave det, han gerne ville. Jeg greb chancen og sagde til ham, at han måtte ikke lade en gammel drøm ødelægge sit liv, men i stedet finde en ny (note til selv: Husk dine egne gode råd!). Han svarede ikke, og da jeg senere konfronterede ham med det, sagde han at det var fordi jeg havde givet ham noget at tænke over – og at jeg jo for fanden havde ret. Var sådan cirka 120% på røven over at have haft så åben samtale med ham, og at han oven i købet selv krøb til korset og indrømmede at han ikke trivedes, i stedet for at fyre en ligegyldig floskel af når jeg spurgte. Ved ikke rigtig, hvad der sker med ham, men jeg tror måske, det er noget sundt. Jeg er begyndt ægte at tro på at vi kan finde ud af at være venner. IM-samtaler glider nemmere, og det gør på ingen måde ondt at snakke med ham. Ikke at kontakt til ham nogensinde har været problematisk – på det værste tidspunkt føltes det bare lidt meningsløst. Sådan lidt, hvad kan jeg egentlig bruge dig til? Men Ekskæresten overrasker disse dage. Viser interesse. Deler ting. På en meget, meget venskabelig måde, selvfølgelig. Håber for guds skyld ikke, han laver et eller andet form for move, når vi ses. Så bliver jeg vred, og virkelig ked af det, tror jeg. Det er vel også ok, right?

 

Øv.

Jeg har været virkelig ulykkelig i dag.

Og det er så fjollet. For i går beviste jeg for mig selv, i form af topkarakterer i en eksamen jeg virkelig havde gruet for, at jeg fandme godt kan, selvom jeg ikke er sammen med ham. At jeg stadig er mig, selvom han ikke er en del af regnestykket. At jeg godt kan selv. At jeg ikke har brug for at han siger til mig inden en eksamen at jeg godt kan. Det har jeg fandme andre til. Det gav et boost. I går.

I dag er ganske anderledes, for i dag gik det op for mig at jeg bestemt ikke glæder mig til at se ham. Jeg har tænkt mig at gøre det alligevel, forstås, for jeg tror virkelig det vil give mig en pointer i forhold til hvor jeg står, og hvad der skal ske i fremtiden. I den forbindelse kom jeg til at tænke på, hvad jeg ville sige til ham, hvis jeg aldrig skulle have noget at gøre med ham igen. Og så græd jeg så meget at jeg blev nødt til at blive siddende i bilen og hulke længe efter jeg havde slukket motoren.

Jeg vil ham ikke på kærestemåden længere. Jeg har ikke længere øjeblikke hvor jeg smiler når jeg tænker på ham, eller på os, dengang jeg levede i illusionen om at han var så pisse dejlig. Men svigtet sidder så stærkt i mig, og det sætter gang i daddy-issues der går helt tilbage til før jeg fyldte ti – den slags issues der får en til at tænke, at man sgu ikke kan regne med andre end sig selv. Og dem havde jeg ellers brugt så lang tid på at undertrykke.

Nu gør det ondt at en jeg stolede så meget på, slet ikke var til at stole på. Og det gør mig vred, at jeg har brugt fire år på at elske én, der i virkeligheden ikke fandtes – og at Ekskæresten lod mig leve i illusionen.

Jeg tror, kærligheden er gået væk nu, den jeg snakkede så meget om for nogle uger siden. Jeg tror det – jeg ved det ikke, før jeg står overfor ham om et par uger.

Nu er det bare vreden og sorgen over tabet af den, der skal gå væk. Hurtigt, please.

80?!

I er 80, der officielt har valgt at følge bloggen på Bloglovin’ nu. Jeg kan se på mine stats, at der er endnu flere der kigger forbi nu og da. Jeg synes stadig det er ret vildt, at I overhovedet gider. Jeg er jo bare hende der den lidt ynkelige type der skriver om hvor nederen det er at gå igennem kærestesorg?! Det er jo hverken et originalt eller et pisse opmuntrende koncept, og jeg kan ikke lade være med at tænke at I ind i mellem må føle jer koblet lidt af sporet over ting jeg kun deler halvt – af hensyn til både min og Ekskærestens anonymitet. Jeg synes virkelig det er fedt, at I gider læse med alligevel. Selvom mit udgangspunkt er mig selv, håber jeg at nogen af jer får noget ud af at læse med herinde – og måske får inspiration til selv at skrive jer ud af jeres næste krise. Det virker i hvert fald rigtig godt for mig at have bloggen som en slags oversigt over hvor langt jeg har været på hvilke tidspunkter, hvad der har gjort mig glad, og hvad der har gjort mig ked af det. Et worddokument eller en notesbog havde gjort det samme, men i blogmediet har jeg jo jer, de søde og rare læsere der også ind i mellem smider en kommentar, et skulderklap eller et spark i røven. Mere af det, tak!

Min pointe med det her indlæg er egentlig bare at sige tak. Det er sgu ikke ligemeget, at I er her. Jeg holder ivrigt øje med bloggens statistik, og jeg er så beæret over sjældent at have færre end tres der lige kigger forbi hver dag, måske endda med tanken: ‘gad vide, hvordan hende dér har det i dag?’. Det er sgu sødt. I er sgu nice.

2014 + Sniksnak + Sniksnak om 2014

Jeg var ved at falde i søvn på bilen på vejen hjem fra syden i dag. Hvad gør jeg, tror du? Jeg giver mig da til at surfe efter de vildeste tudesange jeg kan finde på alverdens radiostationer, og så giver jeg mig til at græde i bilen. Hulkegræde, abe-style. Bare for at holde mig vågen, og for at kombinere en much-needed tudetur med et tidspunkt hvor jeg alligevel var alene og havde spildtid. Det skulle ligesom også passes, ikke? …Jeg er ved at blive alt, alt for god til det der med at have tristheden som en slags undertrøje alle de andre følelser ligger udenpå, og som udgangspunkt altid kan trækkes frem igennem alle de følelsesmæssige overfrakker. Men ret sejt, synes jeg alligevel, på en måde også. Synes sgu jeg tackler det godt. Skulderklap. 

Nå, men videre til obligatorisk Planer for 2014-snak, der jo er pisse vigtig.

2014 skal handle om mig.

Jeg skal have et projekt, og projektet bliver min krops sundhed og udseende. Jeg skal smide 10 kg, og træne så latterligt meget, og spise så latterligt fornuftigt, at man begynder at kunne se hvor stærk jeg er. Nå ja, og så skal jeg jo også være endnu stærkere, men det følger jo med. Måske – MÅSKE(!) – vil jeg endda begynde at løbe igen? I 2014 vil jeg være den bedste fysiske udgave af mig selv nogensinde i alle aspekter. Det er ikke noget der skal gå hurtigt. Det må gerne ske gradvist. Men det kommer til at ske. Jeg har købt proteinpulver og alt muligt! (Og vi ved jo alle, at det betyder, at man automatisk bliver buff as hell så).

Jeg skal ikke bruge 2014 på febrilsk at lede efter en ny Mr. Wonderful. Jeg har været fikseret på én fyr i alt for mange år, og hvis der er et tidspunkt der er mere perfekt til at have mig selv i fokus, så er det nu, i starten af tyverne, hvor det alligevel er for tidligt at finde den, man vil starte familie med (….indrøm det nu bare, fyrene stikker jo af alligevel hvis de ved det er den tanke man har!). Jeg skal bruge 2014 på at være single med stort S. Jeg skal kysse med fyre, hvis navne jeg ikke kan huske dagen efter, og som udgangspunkt skal ingen være gode nok før de er helt, helt rigtige. Jeg vil ikke bruge 2014 på at være ærgerlig over at være alene, men i i stedet på at udnytte at jeg er – fx ved at bruge al den overflødige energi på projektet ovenfor.

I 2014 vil jeg have færdigbearbejdet mine følelser for Ekskæresten. I første omgang skal jeg ses med ham engang i januar. Mærke, hvordan jeg egentlig i virkeligheden føler, når vi er i samme rum. Det kan være, jeg også skal have snakket med ham om ting og sager endnu engang. Så tager jeg den derfra. Måske involverer det selvhjælpsbøger. Måske involverer det at tage endnu en pause fra at snakke med ham. Måske involverer det helt at give slip på ham i alle betydninger. Jeg håber ikke, det bliver det sidste, men hvis jeg stadig ikke har det bedre på det her tidspunkt næste år, er det dér, den ender. Under alle omstændigheder kan jeg ikke blive ved med at være så ked af det. Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke synes der skal være plads til det, men fordi jeg ganske enkelt har lyst til at være glad helt ned i de inderste lag igen. Og det ved jeg, jeg kan være, når svigtet er bearbejdet.

…Og så vil jeg (igen i år) prøve at gøre det til en vane aldrig at efterlade en opvask på køkkenbordet, når jeg går i seng. Det indebærer minimum én opvask hver dag. For det er fandme for klamt, det andet. Trust me.

Jeg er sikker på at 2014 som minimum bliver bedre end 2013.
Og resten skal jeg sgu nok selv sørge for!

Pik

For første gang i månedsvis, og især: for første gang siden bruddet – sover jeg i den seng der stod på mit værelse da jeg boede hjemme. Hver gang jeg vender mig og sengen knirker kan jeg nærmest mærke Ekskæresten over mig og se ham grine over klichéen, den knirkende seng udgør. Høhø, tænker jeg. Og så øv.

Skrev godt nytår til ham i dag. Fik præcis det svar jeg ville have, hvilket gjorde mig endnu mere trist. Bæ. Pis. Lort. Øv. Far siger det er ok at græde, men at han også er overrasket over at Ekskæresten betød SÅ meget. Ven af familien spurgte i eftermiddags om jeg stadig er single. Tak for lort. Ved det er velment, men tak for fucking lort.

Glædeligt fucking nytår. Pik.