Jeg har været virkelig ulykkelig i dag.
Og det er så fjollet. For i går beviste jeg for mig selv, i form af topkarakterer i en eksamen jeg virkelig havde gruet for, at jeg fandme godt kan, selvom jeg ikke er sammen med ham. At jeg stadig er mig, selvom han ikke er en del af regnestykket. At jeg godt kan selv. At jeg ikke har brug for at han siger til mig inden en eksamen at jeg godt kan. Det har jeg fandme andre til. Det gav et boost. I går.
I dag er ganske anderledes, for i dag gik det op for mig at jeg bestemt ikke glæder mig til at se ham. Jeg har tænkt mig at gøre det alligevel, forstås, for jeg tror virkelig det vil give mig en pointer i forhold til hvor jeg står, og hvad der skal ske i fremtiden. I den forbindelse kom jeg til at tænke på, hvad jeg ville sige til ham, hvis jeg aldrig skulle have noget at gøre med ham igen. Og så græd jeg så meget at jeg blev nødt til at blive siddende i bilen og hulke længe efter jeg havde slukket motoren.
Jeg vil ham ikke på kærestemåden længere. Jeg har ikke længere øjeblikke hvor jeg smiler når jeg tænker på ham, eller på os, dengang jeg levede i illusionen om at han var så pisse dejlig. Men svigtet sidder så stærkt i mig, og det sætter gang i daddy-issues der går helt tilbage til før jeg fyldte ti – den slags issues der får en til at tænke, at man sgu ikke kan regne med andre end sig selv. Og dem havde jeg ellers brugt så lang tid på at undertrykke.
Nu gør det ondt at en jeg stolede så meget på, slet ikke var til at stole på. Og det gør mig vred, at jeg har brugt fire år på at elske én, der i virkeligheden ikke fandtes – og at Ekskæresten lod mig leve i illusionen.
Jeg tror, kærligheden er gået væk nu, den jeg snakkede så meget om for nogle uger siden. Jeg tror det – jeg ved det ikke, før jeg står overfor ham om et par uger.
Nu er det bare vreden og sorgen over tabet af den, der skal gå væk. Hurtigt, please.
aner ikke hvad jeg laver 
Nu har jeg endelig fået taget mig sammen, og skrevet en kommentar. Har fulgt din blog i lang tid nu, og jeg har stået i akkurat samme situation som dig, og jeg har stadig ufattelig ondt i hjertet. Jeg vil egentlig bare lige fortælle dig, hvor meget jeg kan sætte mig ind i de følelser du render rundt med.. den smerte, og det kæmpe savn til noget, som faktisk bare er en illusion. Men et kæmpe, kæmpe kram til dig! Ens dage er så forskellige, når man har ondt i hjertet, og nogle gange har man bare lyst til at gå hjem og begrave sig under dynen..
Tusind tak for din kommentar! ❤ Jeg er ked af at høre, at du står i samme situation som mig – for hold kæft hvor er det bare noget lort. Et enormt kram tilbage til dig. 2014 bliver vores år, fandme! Det skal det.
Tillykke med sejheden i at have klaret en eksamen med topkarakter! Først og fremmest.
Dernæst. Svigt er utroligt svært at komme over. Specielt hvis man troede at man vidste det vigtige; at kernen var i orden. Det gør nok så ondt fordi ikke alene har man mistet nogen, men man har også mistet tiltroen til sig selv og sin egen dømmekraft. Jeg har oplevet stor svigt på mange planer, og det tager tid før man tilgiver sig selv. Jeg tror egentlig det er dét man skal: tilgive sig selv.
De dér undertrykte følelser er noget pokkers skidt. Hvad laver de også dernede – under overfladen? Men så længe du tænker så meget over det hele, og bearbejder som du nu gør — ja, så skal knuden i det hele nok løsne sig med tiden. Afsluttende floskel (de går hen og bliver mange, jeg beklager): Det går stille og roligt fremad. Smerten bliver mindre, og nemmere at bære. Det lover jeg.
Tusind tak! Og tusind tak for din skønne kommentar. Godt nytår til dig!
Det er alt for længe siden jeg har kommenteret (jeg har bare slet ikke haft noget klogt at sige), men jeg læser troeligt med! Jeg har haft helt de samme følelser som dig i forhold til, om min ekskæreste, den mand jeg elskede, overhovedet fandtes. For det føles virkelig ikke sådan, når man opdager, at han eksempelvis har været uærlig. Men heldigvis er intet så sort/hvidt, og ingen mennesker er gennemført uærlige eller gennemførte facader (det ved jeg selvfølgelig godt, at du ved). Ikke medmindre de er helt ude i nogle voldsomme diagnoser, men det er jo en anden snak 🙂 nogle gange er det en god idé at lægge en vis vinkel ned over folk for bedre at kunne komme videre, for det er jo vigtigt at se de mangler der var i øjnene. Men du må ikke føle, at du har spilt fire år, for du har mærket stor kærlighed (det skal man vist ikke læse mange linjer herinde for at kunne fornemme), og endnu vigtigere har du erfaret, hvilke konsekvenser det har, når tingene ikke føles rigtige, og man går over sine egne grænser.
Men altså – du skal endelig give dig selv lov til at mærke vreden og irritationen over det, for det er meget bedre end at male et rosenrødt billede af den perfekte kærlighed op. Men du har ikke spilt din kærlighed eller din tid – og det er smukt, at du er i stand til at elske så meget.
Og hey – hvor er det sejt at du fik 12!!!
Tak søde du! Jeg prøver også at gøre alt hvad jeg kan for at tænke, at det ikke var spildt. Tanken strejfede mig godt nok meget imellem jul og nytår, men det er også en pisse svær tid for alle der oplever ændringer i deres liv, så jeg tænker det er ok at struggle lidt mere end normalt der. Jeg har det meget bedre nu end jeg havde i starten af ugen, også fordi jeg for første gang tror jeg måske helt ÆGTE kan ende med at have Ekskæresten som en god ven – og det er da i hvert fald SLET ikke 4 spildte år så!
Pingback: Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset | aner ikke hvad jeg laver