Jeg blev glad af at læse mit triste indlæg fra den 7. januar. For jeg har faktisk haft nogle gode dage. Ikke bare ‘jeg græder ikke i dag’-dage, men dage hvor jeg faktisk har kunnet mærke hvor okay jeg har været helt inde i hjertehulen. Jeg snakkede med nogle piger til træning i dag om ham, uden at være sørgelig omkring det, og følte ikke jeg løj da jeg sagde, det gik meget bedre nu – eller at jeg mest var modig da jeg sagde at vi nok bare havde ramt en mur og ikke kunne komme videre. Det føltes ægte. Der er noget indeni mig der er ved at falde på plads, en eller anden form for accept måske.
..Og så er jeg begyndt at kunne se fordelene i at være alene, uden at skulle tvinge det frem. Det hjælper måske også meget. Jeg begynder ægte at tro på det der med at det er tusind gange bedre at være alene, end det er at være i et forhold, man ikke er tilfreds med. Jeg volder sgu ikke mig selv så mange kvaler som Ekskæresten voldte mig i sin tid, og jeg kommer sgu ikke til at gøre mig selv så ked af det, som han gjorde mig.
Har i øvrigt haft virkelig konstruktive samtaler med Ekskæresten på det sidste. Han skrev for et par dage siden at han kedede sig, og at han var træt af at han ikke kunne få lov at lave det, han gerne ville. Jeg greb chancen og sagde til ham, at han måtte ikke lade en gammel drøm ødelægge sit liv, men i stedet finde en ny (note til selv: Husk dine egne gode råd!). Han svarede ikke, og da jeg senere konfronterede ham med det, sagde han at det var fordi jeg havde givet ham noget at tænke over – og at jeg jo for fanden havde ret. Var sådan cirka 120% på røven over at have haft så åben samtale med ham, og at han oven i købet selv krøb til korset og indrømmede at han ikke trivedes, i stedet for at fyre en ligegyldig floskel af når jeg spurgte. Ved ikke rigtig, hvad der sker med ham, men jeg tror måske, det er noget sundt. Jeg er begyndt ægte at tro på at vi kan finde ud af at være venner. IM-samtaler glider nemmere, og det gør på ingen måde ondt at snakke med ham. Ikke at kontakt til ham nogensinde har været problematisk – på det værste tidspunkt føltes det bare lidt meningsløst. Sådan lidt, hvad kan jeg egentlig bruge dig til? Men Ekskæresten overrasker disse dage. Viser interesse. Deler ting. På en meget, meget venskabelig måde, selvfølgelig. Håber for guds skyld ikke, han laver et eller andet form for move, når vi ses. Så bliver jeg vred, og virkelig ked af det, tror jeg. Det er vel også ok, right?
aner ikke hvad jeg laver 