Jeg sidder i bilen foran hans lejlighed. Gider ikke rigtig gå derop. Da jeg endelig får forvildet mig op af trapperne møder han mig i døren med et akavet knus – den slags hvor man ikke ved hvem der drejer hovedet hvilken vej. Awkwaaaard. Vi snakker. Tydeligvis begge overraskede over hvor godt. I to timer. Hele to timer, før vi går meta. Snakker om os forstås. Græder cirka et halvt minut efter vi begynder på det. ‘Ej, du skal ikke græde,’ siger han, ‘vi snakker jo bare?’. Jeg ryster på hovedet. Forklarer ham, hvordan jeg ikke længere savner ham som i starten, men kan mærke hvor meget hans tillidsbrud har påvirket mig og ændret hvem jeg er til én jeg har svært ved at forlige mig med. En der ikke tør stole på folk. Jeg får vredt mumlet noget med at han må have grinet sådan af mig bag min ryg, over hvor dum jeg var. Siger, at jeg er vred, fordi han har taget mine gode minder fra mig ved at forurene dem med løgn og smerte. Han nikker. Lytter. Undskylder. Prøver ikke at forklare, men siger det aldrig, aldrig var hans mening at få mig til at føle sådan. Måske var det det, jeg ville høre. Måske var det ikke. Jeg ved det ikke.
Vi rører stort set kun hinanden da vi siger goddag og farvel. Han ser på mig som han altid har gjort. Siger jeg ser godt ud. At jeg er blevet mere piget (wtf?!) og at det er sejt at jeg kan løfte mange kilo. Jeg er ikke i tvivl om, at han lægger en føler ud ift. om han kan slippe afsted med at lave et move undervejs, fordi vi snakkede om i den spæde afskedsfase at det var spild af god sex, det vi gjorde. Er køligt afvisende, selvom min krop tydeligvis stadig er programmeret til at tænde lidt på ham. For jeg har ikke sommerfugle i maven med ham. Og når jeg ser ham ind i øjnene, kan jeg mærke jeg er glad for, jeg ikke skal se ind i de øjne resten af mit liv. De er alt for blå. Og han er alt for fikseret på det liv, han ikke lever.
Jeg græder på vej hjem i bilen. Jeg håber, det er ægte afskedstårer. Det føltes lidt sådan.
aner ikke hvad jeg laver 
Jeg sender varme tanker – det var flot at du mødte ham! Og fik fortalt ham hvad du følte. Det har krævet mandsmod som kun en kvinde kan have (hvis det giver mening?)
Og ja – det er underligt at jeg sidder her og hepper på dig – når jeg ikke aner hvem du er, eller hvad der helt præcist skete i jeres forhold. Men det virker universelt hvad du går igennem. Og du virker som en person der virkelig godt måtte komme godt ud på den anden side.
Så uanset hvordan det hænger sammen og forstås her i det anonyme blogunivers, så hepper jeg.
Hvor er du modig og sej!
Tusind tak! Hep modtages med kyshånd i den anonyme verden. Tak sgu!
Elsker det her! Og så på min fødselsdag!
Du er sej.
Er sikker på jeg underbevidst fik ekstra power netop af at det var din fødselsdag! 😉 Håber du havde en rigtig god dag! Og tak.
Fandme godt klaret! High five herfra!
Han må stikke sit føler andetstedshen… Man skal dog aldrig – slet ikke på den lange bane – kimse af en ægte undskyldning. Og tak til sommerfugle for at holde sig væk. Håber du får en god weekend! Tænk du klarede at se ham, hvor du var den seje (du sagde nej tak), det er da meget godt gået på den korte tid. Ti point herfra.
Plejer du at skulle godkende? Kan se min kommentar fra 29 står ugodkendt :))
Hov, det har du helt ret i (: Jeg skal godkende folk jeg ikke har godkendt en milliard gange, tror jeg – ved ikke helt, hvordan det hænger sammen. Men tusind, tusind tak for din kommentar. Jeg er virkelig også positivt overrasket over at det gik så godt selv.
Åh, puh, jeg får flashback til eget brud… Bortset fra at jeg stadig var fuld at sommerfugle og lykkeligt forlængede min smerte ved at knalde ham on/off de næste par år. Det er sejt, du kunne modstå!
Det kunne også snildt være gået en anden vej tror jeg, Miriam! Jeg kan ikke se mig fri for at indrømme at jeg helt sikkert et øjeblik tænkte ‘arh, sku’ man?’, men mere på en ‘jeg-ved-jo-ikke-hvornår-jeg-har-mulighed-for-sex-igen’-måde, end en ‘åh-jeg-må-bare-ha’-ham-måde’ og blev enig med mig selv om at det bare ikke var værd at risikere. Jeg mener, uanset om det blev godt eller skidt ville jeg sgu nok blive ked af det. Tror sex er en lukket dør for mig og ham for evigt hvis vi skal kunne være venner (og nogen indeni mig skriger virkelig ‘DESVÆRRE’ med rigtig mange udråbstegn!!)
Pingback: Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset | aner ikke hvad jeg laver