Forsinket

Hele to slags forsinket. Here goes:
Forsinket var jeg til træning i dag. Hele 10 minutter. Aber warum?! tænker du! Jo, jo, det gør du altså! Og ja. Fandme fordi jeg bakkede op i en parkeret bil og måtte bruge ti minutter på febrilsk at finde et stykke papir og en kuglepen helt oppe i min venindes lejlighed på fjerde sal. Er dælme glad for at min egen er solid – og at jeg i øvrigt ramte med anhængertrækket. Der er kun ansvarsforsikring på min bette skrotbunke, så havde den været i stykker var det nok byebye til den.

Forsinket nummer to? Forsinket reaktion. På to ting. Først og fremmest skaden på den flotte grå bil, og det ydmygende telefonopkald jeg måtte lave til min (fucking søde og overbærende) far. Men så i den grad også en forsinket reaktion på mødet med Ekskæresten den anden dag. Brudstykker af samtaler kører rundt i mit hoved, og har gjort det siden jeg kørte hjemmefra ham. Min krop ved godt, den har indhentet mit hoved nu, og forstår det helt ægte er slut, og at der aldrig bliver noget mellem os igen. Den kæmper imod med alt hvad den kan, for ikke at skulle give slip på dét, den har kendt så længe. Det er bare så meget på tide at jeg giver slip nu. Tårerne jeg har grædt i dag føles endnu engang som afskedstårer mest af alt, og det giver en mærkelig rolig, lettet følelse at græde dem (bagefter altså – imens er det jo bare standard hulkegråd, som yours truly er alt for kendt for). Ekskæresten og jeg fik det sammen, vi kunne, før vi mødte vores udløbsdato. I onsdags løb jeg tør for alle grunde til at vi skulle kunne have en fremtid sammen, af den simple grund at vores planer for fremtiden, og vores syn på hvad der er et godt liv, er fuldstændig uforenelige. Før i tiden elskede jeg ham for hans eventyrlyst og rodløshed, og det gør jeg på sin vis stadigvæk – jeg ved bare, at jeg ikke skal stå på sidelinjen mens han udlever den. Og at det er okay, jeg har det sådan.Det betyder ikke, at der er noget galt med mig. At jeg gerne vil have et stabilt, rutinepræget liv, betyder ikke, at jeg er mærkelig. Det betyder bare, at jeg ikke skal være sammen med en som ham. Jeg er så lettet over, at jeg ikke længere skal lade som om at jeg kan indstille mig på at være sammen med en, der med korte mellemrum er væk et halvt år af gangen – eller på at jeg skal vente med at få børn til jeg bliver fyrre, fordi han skal være færdig med dét liv først. Der er ingen grund til krampagtigt at holde fast i noget, der ultimativt vil komme til at gøre os begge bundulykkelige, fordi der ikke er plads til de mennesker, vi i virkeligheden er, når vi er sammen. Forhold er fandme tough work, især når man er sammen i lang tid – og der er ingen grund til at slæbe et tungt læs, hvis man får skader af det. Det vidste han længe før jeg gjorde. Men jeg tror, jeg har forstået det nu. Sådan rigtig, midt i hjertet-forstået det. Jeg tror også endelig på at det virkelig var ligeså meget af hensyn til mig, som til ham selv, at han tog initiativ til at give slip. Han vidste jo godt, jeg ikke var glad sammen med ham mere i andet end bittesmå glimt. Han ville ikke byde mig at vente mere på én, der sgu nok ikke blev færdig med sig selv før om meget lang tid. Jeg tror på hans dårlige samvittighed nu, og jeg tror på at det aldrig var hans mening at skabe en kyniker med sine handlinger.

Jeg tror endelig, paradoksalt nok, på, at vores brud er det bedste, der er sket for mig siden vi fandt sammen.

Det er mange nye perspektiver at vænne sig til. Det tager måske lige lidt tid. Og uanset hvor okay jeg bliver, vil der helt sikkert altid være en del af mig der er markeret med Ekskærestens navn, fordi han har sat en dyb signatur i mit liv, og den jeg er i dag. Men ved I hvad? Det er faktisk okay. For han er slet ikke et dårligt menneske, som jeg godt ved, jeg nogengange har fået ham til at virke som – men når man er vred og ked af det, så er det de dårlige sider man fokuserer på. Han er én, der har givet mig masser af glæde, og fået mig til at grine mere end tusind gange. Én der har været der for mig når jeg har haft det svært – holdt om mig når jeg har grædt, kysset mit når jeg var vred. Det vil jeg altid elske ham for.
Jeg tror snart, jeg når et punkt, hvor der ikke er flere tårer at græde over Ekskæresten. Et punkt hvor jeg bliver nødt til at finde et nyt blog-navn til ham, fordi jeg skal vænne mig til at tænke på ham som noget andet end én der slap væk. Et punkt, hvor bloggen begynder at blive fyldt med historier om sjove dates, byture og snak om de fede og knapt så fede sider ved at være alene. Det er en mærkelig følelse. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den. Men jeg tror, den er rigtig sund. Og jeg tror, det betyder at lyset er på vej tilbage.

3 thoughts on “Forsinket

  1. Pingback: Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset | aner ikke hvad jeg laver

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s