Øjebliksbillede #2

Det er aften, og vi er nøgne. Vi ligger under min dyne: Jeg på ryggen, og han på siden med en arm ind over mig. Han aer mig på skulderen. Vi skiftevis snakker, kysser og lukker øjnene et par øjeblikke. Vi er trætte. Det har været en lang dag. Men om lidt skal han hjem, og han skal have en fælles veninde med. Hun burde ankomme om lidt. Vi bliver ved med at udskyde at stå op. Fordi det i bund og grund er rart at ligge tæt uden tøj på, og fordi det vi i virkeligheden gerne begge vil er at falde i søvn sammen. Det er som om en boble dannes om os, der lukker resten af verden ude de sidste par minutter før han skal køre. 

Det ender naturligvis med at veninden pludselig skriver at hun altså er nede foran min opgangsdør nu. Vi flyver op, og febrilsk leder vi efter undertøjet, det er blevet væk. “Shit hvor er det typisk,” siger jeg. Vi griner. 

Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset

Det er indlæg nummer 100, det her. Fuck, mand. 100 indlæg over 6 måneder betyder at jeg gennemsnitligt har fyret 16 indlæg af i måneden om, hvor lidt jeg egentlig aner hvad jeg render rundt og laver. Det er nærliggende at tage et kig i arkiverne.

Mit allerførste indlæg var vel nærmest dramatisk. Jeg var knust den 30. september, og hele mit verden stod i brand.

I oktober spøgte Ekskæresten. Han var overalt hvor jeg færdedes. Når jeg spillede EGO med min familie. Hver gang jeg kørte bil. Og især i mine drømme. På gode dage havde jeg altid en følelse af, at jeg ikke kunne nyde at være glad, følelsen af at holde vejret under vand. Det ledte til at jeg brød kontakt med ham den 7. oktober. Radiostilheden brød jeg præcis en måned efter.

I november begyndte jeg at søge tilbage til virkeligheden. Jeg festede mere, end jeg havde gjort i rigtig lang tid Min yndling i serien af fest-indlæg er det fra en firmajulefrokost, hvor jeg blev udsat for det vildeste fedtpikkeri. Jeg knaldede sågar med min første kæreste, Romantikeren. Omend det var et lidt dumt move set i retrospekt, satte det en masse tanker igang, som jeg manglede at tænke. Jeg tudede i Bilka, helt ligesom i oktober – men i denne omgang sluttede jeg gråden af med at give mig selv et kæmpe stort skulderklap. Jeg valgte at være stolt af mig selv for at komme ud af sengen hver morgen, i stedet for at banke mig selv i hovedet med at jeg stadig var ked af det. Jeg havde en overfladisk flirt med S (tryk dig til arkiv af indlæg tagget med S), som mest af alt var et desperat forsøg på at føle nogens interesse. S og jeg sås tre gange, vi kyssede aldrig, og al kommunikation ophørte efter tredje gang vi sås uden nogen action. Direkte fra vennezonen til ikke-vennezonen. S var dog ikke et dårligt move for mig, synes jeg. Han fik mig sgu til at grine og gav mig noget ret uskyldig fysisk nærhed uden forventninger om mere, på et tidspunkt hvor jeg virkelig manglede det. Selvom der skete rigtig meget i november, havde jeg det stadig gennemgående skidt. Jeg savnede Ekskæresten som bare pokker, og jeg begyndte også at kunne mærke, at jeg var vred på ham.

Starten af december var hård for mig. I eftermælet af at have været sammen med Romantikeren havde jeg en vildt hård uge, hvor mange tanker om Ekskæresten fyldte forfærdeligt meget. I december skrev jeg: ‘Jeg har ikke indrømmet det for nogen før nu. […] (men jeg er virkelig) pissebange for at være ked af det for evigt. At alt mit eget og Ekskærestens ‘Det skal nok gå’-snak virkelig bare er noget pis. At kærligheden aldrig går over, og at jeg sidder om ti år og stadig har følelsen af at det var ham, jeg skulle være blevet gammel med. Jeg er bange for at han bliver the one that got away.’ Da der var gået tre måneder siden vi gik fra hinanden, begyndte jeg at tænke på at ses med ham. For at tale. Pludselig tog han initiativ til at ses. Det var rart.
Der var meget fremgang i december, selvom den startede godt. Jeg lavede en liste over rare ting ved at være single og jeg begyndte at spekulere på hvad verden og kærligheden ville byde mig i fremtiden. Noget sagde klik i mig, og kærligheden til det der var, begyndte at falme.

Januar startede i tårer, fordi jeg kom til at skrive til Ekskæresten fuld til nytår. Jeg var også stadig ramt af vrede, og ærgerlighed over at det endte som det gjorde. Og så havde jeg tusind tanker om hvorvidt vi burde være venner, om jeg magtede at ses med ham og om jeg i det hele taget stadig ønskede ham i mit liv. Men jeg downloadede også Tinder, havde en date (fandme!). Og så mødtes jeg endelig med ham. Og de ter det bedste jeg nogensinde gjorde for mig selv. Sidst i januar gav jeg endelig slip.

Det gav plads til at jeg i februar med åbent hjerte kunne møde Den Kvikke, som jeg lynhurtigt faldt for. Der ligger kun to indlæg på bloggen fra hele februar, og det skyldes at jeg brugte de første tre uger af måneden på konstant at skrive med ham, på den helt klistrede og klamme måde, og den sidste uge nærmest boede sammen med ham. I den forbindelse fik jeg ham endelig til at kysse mig, og så gik det stærkt derefter.

Her i marts er vi blevet kærester. Et par timer før vi satte ord på, hvad vi lavede, skrev jeg dette indlæg. Jeg skrev: ‘Måske er det fordi jeg i virkeligheden har glemt, hvordan det føles at være glad for nogen, uden at det fra starten er krydret med undertoner af usikkerhed. Måske har jeg glemt, at det også kan være nemt og ukompliceret og afslappet.’

Selvom det går pisse godt nu, selvom jeg er så tæt på lykkelig, jeg kan huske at have været i lang tid, så kan jeg mærke at Ekskæresten har gjort noget ved mig, i forhold til at tage folks ærlighed for givet. Måske spiller han også ind i forhold til min nyerhvervede frygt for at turde tale højt om mine følelser, uden forbehold. Men han har bestemt ikke ødelagt mig. Og han er bestemt ikke ‘the one that got away’. Allerede efter så kort tid giver Den Kvikke og mig allerede så meget mere mening end Ekskæresten og jeg nogensinde gjorde. Min tid var ikke spildt på Ekskæresten – det var godt, så længe det var godt, og jeg vidste jo ikke, at der fandtes bedre. Og jeg er så glad for, at jeg gav mig selv lov til at være ked af det, så længe jeg havde brug for det. Jeg har sgu ikke undertrykt noget, eller ydet (særlig meget) selvcensur. Når jeg læser bloggens seks måneders indlæg igennem, bliver jeg så pisse stolt af mig selv. Ikke fordi jeg formåede at give slip på Ekskæresten for det var sgu nok kommet med tiden helt naturligt, men fordi jeg aldrig gav op. Fordi jeg ikke lukkede mig inde mere end en dag af gangen. Fordi jeg igennem det meste af processen godt kunne se, at jeg var sej. Selvom det føltes sådan imens jeg stod i det, kan jeg se nu, at jeg aldrig gav slip på mig selv og min styrke undervejs, og det er jeg pisse stolt af. Fandme.

Og jeg er så glad nu. Hold kæft, hvor er jeg glad.

Muskelfibre

Jeg læste engang et citat, hvor der stod noget i retningen af, at hjertet er en muskel ligesom alle andre muskler – og at når det rives i stykker, vokser det sig større og stærkere, så vi derfor kan elske mere efter at have fået hjertet knust. 

Jeg har altid tænkt at det var lidt noget lort, men lige i dette øjeblik, så tror jeg det passer. Selvfølgelig er det uretfærdigt at sammenligne en begyndelse med en ende, men det føles, som om det passer.

Klokken 23.42

En skål med fyfadslys står på min kommode og blafrer træt. Vi ligger tæt omslyngede. Huden er lidt fugtig, så vores overkroppe klistrer ufrivilligt til hinanden. En af os flytter på sig, og dette resulterer i en lyd der mest af alt lyder som velcro der åbnes. Det griner vi af. Der er ingen tvivl. Lige nu, lige nu og her, kan jeg godt sige jeg elsker dig, og være sikker på at det er den reneste sandhed. Men jeg lader være.

For vi har jo kun kendt hinanden i seks uger, og vi har jo kun været sådan kærester-kærester i to. Det hele går så pisse hurtigt. Vi er sprunget over den obligatoriske ‘jeg lader som om jeg hader dig i to måneder, og så kan det måske være..’-periode, der typisk kendetegner dansk kurmageri. På et tidspunkt skal det stoppe med at gå så hurtigt. På en tidspunkt må en eller andens grænse overskrides, enten hans eller min. Jeg har ikke lyst til at være den, der vælter det hele. Det skræmmer mig, at jeg knytter mig så hurtigt til ham.

Så jeg tier stille. Kysser ham længe og blidt i stedet, tænker tanken tusind gange. Og holder min mund. Selvom det føles at komme hjem, når jeg er sammen med ham.

Jeg ved i virkeligheden ikke, hvor skrøbelige vi er. Og jeg har ikke lyst til at finde ud af det.

Øjebliksbillede #1

Vi ligger i hans seng. Jeg kan se at Ekskæresten har sendt en fuld sms til mig i nat. Jeg svarer. Spørger samtidig Den Kvikke henkastet, ‘hey, er du egentlig OK med at jeg stadig har en smule med ham at gøre ind i mellem? Ellers skal du altså sige til!’. ‘Selvfølgelig er det OK!’ erklærer Den Kvikke og kysser mig. Jeg skriver færdig med Ekskæresten, slutter af med at sige at han må have en god dag uden for mange tømmermænd og lægger hovedet tilbage på puden. Den Kvikke og jeg ligger og ser på hinanden i en rum tid. Jeg kan mærke, jeg får en klump i halsen. ‘Du kunne aldrig finde på at lyve overfor mig, vel?’ spørger jeg efter megen tids tilløb. Han kysser mig igen. Joker lidt alá ‘hvad skulle jeg dog lyve om?’, og bliver så alvorlig igen. Nej, siger han. Nej, det kunne jeg ikke. ‘Godt,’ siger jeg. ‘Man bliver nemlig sindssyg af at holde af folk der lyver’. 

Hvad med Ekskæresten?

Det var det, min veninde spurgte mig om, da jeg i et anfald af ren lykke blev ved med at vende tilbage til at snakke om Den Kvikke – som jeg i øvrigt er blevet officielt (jojo, facebook og det hele!) kærester med. Når det føles rigtigt, så skal man vel go with the flow og alt det der – og som jeg sagde til min søster da hun flippede ud over hvor hurtigt det gik, så kan man jo bare gå fra hinanden hvis det ikke duer mere. Det sagt, så føles det sgu da også lidt skørt for mig. Skørt, men fantastisk. 

Men tilbage til Ekskæresten. Veninden sagde, ‘Det er da ikke så lang tid siden du sagde du stadig var rigtig ked af det,’ og her henviste hun til en gang midt i januar hvor jeg fortalte hende, at jeg stadig kunne græde mig i søvn over, hvad han gjorde mod mig. Det må have været engang før det møde jeg havde med ham, der blev efterfulgt af en følelse af, at det hele faldt på plads. Jeg har aldrig rigtig troet på konceptet closure før, men jeg har mærket det på min egen krop nu. Hvordan ét møde kan ændre noget helt inde i én og give fred. Det er et langt kapitel, det om Ekskæresten og mig, men det er også ét, jeg er glad for at have læst færdigt nu. Jeg har ikke brug for at genlæse det mere, som jeg havde de første fem måneder. Det er så forfærdeligt at hænge i fortiden, at tælle fejl og at have rester af hengivenhed for én, man slet ikke bruger tid med mere. Det har været så hårdt at jeg kan få en klump halsen af at tænke på det, på hvor langt jeg var nede. 

Jeg er glad for, at jeg mødte Den Kvikke et lille stykke tid efter dét møde. Havde jeg mødt ham før, ville jeg på ingen måde have været klar til at tage imod hvad han kan give mig, og så var noget virkelig rart gået forbi min næse. 

Tidligere havde jeg en idé om at Ekskæresten ville spøge langt ind i et nyt forhold. At jeg ville have svært ved at stole på en ny kæreste, og konstant være usikker på mig selv i det, på samme måde som jeg var med Ekskæresten. De tanker har Den Kvikke bragt til skamme. Jeg ved han vil mig. Jeg kan mærke det helt ude i fingerspidserne når han ser på mig. Jeg slapper af sammen med ham på en måde, jeg aldrig slappede af sammen med Ekskæresten, fordi der med ham altid var en nagende tvivl om hvorvidt jeg var prioritet nummer to eller syv – omend den på nogle tidspunkter nok også var ubegrundet, det vil jeg godt give ham. 

Jeg kan godt mærke, at mange af de historier jeg har fra de sidste fire år af mit liv har Ekskæresten som den anden hovedrolle, og at det føles mærkeligt at sige ‘ham jeg var kærester med dengang’ når jeg fortæller Den Kvikke om en sjov episode. Uvant, mærkeligt – men også på en måde rigtigt. Det føltes før som en løgn hver gang jeg omtalte ham som Ekskæresten. For mig var han jo bare ham. Det føles ikke som om jeg lyver mere, når jeg siger det. Han fylder ikke mere – jeg har ikke flere samtaler med passagersædet i min bil i forestillingen om at det er ham, jeg snakker med. I stedet tænker jeg på noget sjovt Den Kvikke sagde, eller noget han gjorde der gav mig dén der helt elektriske følelse af ny kærlighed.

Det går godt, det gør det virkelig. 

Jeg tror på mange måder at jeg var helt færdig med Ekskæresten allerede dagene op til at jeg mødte Den Kvikke, men der er ingen tvivl om at Den Kvikke har fjernet den allersidste tvivl – den der lå på om hvorvidt jeg overhovedet ville kunne finde noget bedre. For selvfølgelig kan jeg det – det har jeg jo for helvede lige gjort. 

Aner (stadig) ikke hvad jeg laver

Jeg har ikke engang kendt ham i en måned. Jeg har sorteret vasketøj i dag, og den top jeg havde på første aften jeg mødte ham, den ligger nu i den farvede bunke. Den er ikke engang blevet vasket endnu. Tøjet, jeg havde på, første gang jeg mødte ham, er ikke engang blevet vasket endnu.

Men vi griner, til vi er lige ved at kaste op. Vi tilbringer søndagen i slackertøj, mig i hans stribede strømper (ikke matchende, vel at mærke) fordi jeg glemte at få nok par med hjem til ham. Vi snakker og kysser til klokken tre om natten. Leder jokende efter glidecremen, når den ikke er lige ved hånden.Vi ligger under dynen og fortæller på skift om sjove episoder fra dengang vi var små. Vi snaver som grådige teenagere imens der kører en actionfilm på fjernsynet. Vi tager på udflugt i min bil, alene af den årsag at han vil opleve hvor fjollet og gammel den er.

Det føles helt åndssvagt, at jeg er blevet så glad for ham på så kort tid, især efter at have svoret at 2014 skulle være singleåret. Jeg kan bare mærke, at han vil mig helt koloenormt meget, og det er en følelse jeg har manglet i meget længere tid end blot det halve år hvor jeg har været single. Jeg tog mig selv i at smile fjollet da jeg lå i sofaen og så ham stå med ryggen til i færd med at lave morgenmad til mig.

Lige nu er jeg ikke i tvivl om, at der er mere ved ham for mig, end bare at han er vild med mig, selvom min kynikerhjerne ind i mellem siger, det er den eneste grund til at jeg falder for ham så hurtigt.

Måske er det fordi jeg i virkeligheden har glemt, hvordan det føles at være glad for nogen, uden at det fra starten er krydret med undertoner af usikkerhed. Måske har jeg glemt, at det også kan være nemt og ukompliceret og afslappet.

Jeg er i hvert fald vild med det.