Aner (stadig) ikke hvad jeg laver

Jeg har ikke engang kendt ham i en måned. Jeg har sorteret vasketøj i dag, og den top jeg havde på første aften jeg mødte ham, den ligger nu i den farvede bunke. Den er ikke engang blevet vasket endnu. Tøjet, jeg havde på, første gang jeg mødte ham, er ikke engang blevet vasket endnu.

Men vi griner, til vi er lige ved at kaste op. Vi tilbringer søndagen i slackertøj, mig i hans stribede strømper (ikke matchende, vel at mærke) fordi jeg glemte at få nok par med hjem til ham. Vi snakker og kysser til klokken tre om natten. Leder jokende efter glidecremen, når den ikke er lige ved hånden.Vi ligger under dynen og fortæller på skift om sjove episoder fra dengang vi var små. Vi snaver som grådige teenagere imens der kører en actionfilm på fjernsynet. Vi tager på udflugt i min bil, alene af den årsag at han vil opleve hvor fjollet og gammel den er.

Det føles helt åndssvagt, at jeg er blevet så glad for ham på så kort tid, især efter at have svoret at 2014 skulle være singleåret. Jeg kan bare mærke, at han vil mig helt koloenormt meget, og det er en følelse jeg har manglet i meget længere tid end blot det halve år hvor jeg har været single. Jeg tog mig selv i at smile fjollet da jeg lå i sofaen og så ham stå med ryggen til i færd med at lave morgenmad til mig.

Lige nu er jeg ikke i tvivl om, at der er mere ved ham for mig, end bare at han er vild med mig, selvom min kynikerhjerne ind i mellem siger, det er den eneste grund til at jeg falder for ham så hurtigt.

Måske er det fordi jeg i virkeligheden har glemt, hvordan det føles at være glad for nogen, uden at det fra starten er krydret med undertoner af usikkerhed. Måske har jeg glemt, at det også kan være nemt og ukompliceret og afslappet.

Jeg er i hvert fald vild med det.