Hvad med Ekskæresten?

Det var det, min veninde spurgte mig om, da jeg i et anfald af ren lykke blev ved med at vende tilbage til at snakke om Den Kvikke – som jeg i øvrigt er blevet officielt (jojo, facebook og det hele!) kærester med. Når det føles rigtigt, så skal man vel go with the flow og alt det der – og som jeg sagde til min søster da hun flippede ud over hvor hurtigt det gik, så kan man jo bare gå fra hinanden hvis det ikke duer mere. Det sagt, så føles det sgu da også lidt skørt for mig. Skørt, men fantastisk. 

Men tilbage til Ekskæresten. Veninden sagde, ‘Det er da ikke så lang tid siden du sagde du stadig var rigtig ked af det,’ og her henviste hun til en gang midt i januar hvor jeg fortalte hende, at jeg stadig kunne græde mig i søvn over, hvad han gjorde mod mig. Det må have været engang før det møde jeg havde med ham, der blev efterfulgt af en følelse af, at det hele faldt på plads. Jeg har aldrig rigtig troet på konceptet closure før, men jeg har mærket det på min egen krop nu. Hvordan ét møde kan ændre noget helt inde i én og give fred. Det er et langt kapitel, det om Ekskæresten og mig, men det er også ét, jeg er glad for at have læst færdigt nu. Jeg har ikke brug for at genlæse det mere, som jeg havde de første fem måneder. Det er så forfærdeligt at hænge i fortiden, at tælle fejl og at have rester af hengivenhed for én, man slet ikke bruger tid med mere. Det har været så hårdt at jeg kan få en klump halsen af at tænke på det, på hvor langt jeg var nede. 

Jeg er glad for, at jeg mødte Den Kvikke et lille stykke tid efter dét møde. Havde jeg mødt ham før, ville jeg på ingen måde have været klar til at tage imod hvad han kan give mig, og så var noget virkelig rart gået forbi min næse. 

Tidligere havde jeg en idé om at Ekskæresten ville spøge langt ind i et nyt forhold. At jeg ville have svært ved at stole på en ny kæreste, og konstant være usikker på mig selv i det, på samme måde som jeg var med Ekskæresten. De tanker har Den Kvikke bragt til skamme. Jeg ved han vil mig. Jeg kan mærke det helt ude i fingerspidserne når han ser på mig. Jeg slapper af sammen med ham på en måde, jeg aldrig slappede af sammen med Ekskæresten, fordi der med ham altid var en nagende tvivl om hvorvidt jeg var prioritet nummer to eller syv – omend den på nogle tidspunkter nok også var ubegrundet, det vil jeg godt give ham. 

Jeg kan godt mærke, at mange af de historier jeg har fra de sidste fire år af mit liv har Ekskæresten som den anden hovedrolle, og at det føles mærkeligt at sige ‘ham jeg var kærester med dengang’ når jeg fortæller Den Kvikke om en sjov episode. Uvant, mærkeligt – men også på en måde rigtigt. Det føltes før som en løgn hver gang jeg omtalte ham som Ekskæresten. For mig var han jo bare ham. Det føles ikke som om jeg lyver mere, når jeg siger det. Han fylder ikke mere – jeg har ikke flere samtaler med passagersædet i min bil i forestillingen om at det er ham, jeg snakker med. I stedet tænker jeg på noget sjovt Den Kvikke sagde, eller noget han gjorde der gav mig dén der helt elektriske følelse af ny kærlighed.

Det går godt, det gør det virkelig. 

Jeg tror på mange måder at jeg var helt færdig med Ekskæresten allerede dagene op til at jeg mødte Den Kvikke, men der er ingen tvivl om at Den Kvikke har fjernet den allersidste tvivl – den der lå på om hvorvidt jeg overhovedet ville kunne finde noget bedre. For selvfølgelig kan jeg det – det har jeg jo for helvede lige gjort.