Klokken 23.42

En skål med fyfadslys står på min kommode og blafrer træt. Vi ligger tæt omslyngede. Huden er lidt fugtig, så vores overkroppe klistrer ufrivilligt til hinanden. En af os flytter på sig, og dette resulterer i en lyd der mest af alt lyder som velcro der åbnes. Det griner vi af. Der er ingen tvivl. Lige nu, lige nu og her, kan jeg godt sige jeg elsker dig, og være sikker på at det er den reneste sandhed. Men jeg lader være.

For vi har jo kun kendt hinanden i seks uger, og vi har jo kun været sådan kærester-kærester i to. Det hele går så pisse hurtigt. Vi er sprunget over den obligatoriske ‘jeg lader som om jeg hader dig i to måneder, og så kan det måske være..’-periode, der typisk kendetegner dansk kurmageri. På et tidspunkt skal det stoppe med at gå så hurtigt. På en tidspunkt må en eller andens grænse overskrides, enten hans eller min. Jeg har ikke lyst til at være den, der vælter det hele. Det skræmmer mig, at jeg knytter mig så hurtigt til ham.

Så jeg tier stille. Kysser ham længe og blidt i stedet, tænker tanken tusind gange. Og holder min mund. Selvom det føles at komme hjem, når jeg er sammen med ham.

Jeg ved i virkeligheden ikke, hvor skrøbelige vi er. Og jeg har ikke lyst til at finde ud af det.

3 thoughts on “Klokken 23.42

  1. Jeg er ny læser af din blog, fandt dig igennem et gammelt indlæg hos Miriam.
    Den måde du skriver på i det her indlæg, gør at jeg allerede har fulgt dig på bloglovin, og jeg glæder mig meget til at læse mere i fremtiden!

    Jeg må sige at det her indlæg, kunne ligeså godt være skrevet af mig. Hold op hvor kender jeg den følelse, at man dybt inde har lyst til at sige “jeg elsker dig” men lader være, fordi man kun har kendt hinanden x antal uger.

    – Mette

    • Hej Mette! Tusind tak for din kommentar. Den er jeg sgu glad for!

      Det er så bittersød en situation at stå med, synes jeg: På den ene side er det jo kun godt, at man er glad for nogen på den der måde hvor man har lyst til at råbe det til hele verden – og især vedkommende. På den anden er det hammerfrustrerende når selvcensur så kommer i vejen. Bum-bum. Vi må se hvor lang tid der går før jeg får det sagt. Vel nok obligatoriske x antal uger. 😉

      Kh! ❤

  2. Pingback: Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset | aner ikke hvad jeg laver

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s