Klokken 23.42

En skål med fyfadslys står på min kommode og blafrer træt. Vi ligger tæt omslyngede. Huden er lidt fugtig, så vores overkroppe klistrer ufrivilligt til hinanden. En af os flytter på sig, og dette resulterer i en lyd der mest af alt lyder som velcro der åbnes. Det griner vi af. Der er ingen tvivl. Lige nu, lige nu og her, kan jeg godt sige jeg elsker dig, og være sikker på at det er den reneste sandhed. Men jeg lader være.

For vi har jo kun kendt hinanden i seks uger, og vi har jo kun været sådan kærester-kærester i to. Det hele går så pisse hurtigt. Vi er sprunget over den obligatoriske ‘jeg lader som om jeg hader dig i to måneder, og så kan det måske være..’-periode, der typisk kendetegner dansk kurmageri. På et tidspunkt skal det stoppe med at gå så hurtigt. På en tidspunkt må en eller andens grænse overskrides, enten hans eller min. Jeg har ikke lyst til at være den, der vælter det hele. Det skræmmer mig, at jeg knytter mig så hurtigt til ham.

Så jeg tier stille. Kysser ham længe og blidt i stedet, tænker tanken tusind gange. Og holder min mund. Selvom det føles at komme hjem, når jeg er sammen med ham.

Jeg ved i virkeligheden ikke, hvor skrøbelige vi er. Og jeg har ikke lyst til at finde ud af det.