Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset

Det er indlæg nummer 100, det her. Fuck, mand. 100 indlæg over 6 måneder betyder at jeg gennemsnitligt har fyret 16 indlæg af i måneden om, hvor lidt jeg egentlig aner hvad jeg render rundt og laver. Det er nærliggende at tage et kig i arkiverne.

Mit allerførste indlæg var vel nærmest dramatisk. Jeg var knust den 30. september, og hele mit verden stod i brand.

I oktober spøgte Ekskæresten. Han var overalt hvor jeg færdedes. Når jeg spillede EGO med min familie. Hver gang jeg kørte bil. Og især i mine drømme. På gode dage havde jeg altid en følelse af, at jeg ikke kunne nyde at være glad, følelsen af at holde vejret under vand. Det ledte til at jeg brød kontakt med ham den 7. oktober. Radiostilheden brød jeg præcis en måned efter.

I november begyndte jeg at søge tilbage til virkeligheden. Jeg festede mere, end jeg havde gjort i rigtig lang tid Min yndling i serien af fest-indlæg er det fra en firmajulefrokost, hvor jeg blev udsat for det vildeste fedtpikkeri. Jeg knaldede sågar med min første kæreste, Romantikeren. Omend det var et lidt dumt move set i retrospekt, satte det en masse tanker igang, som jeg manglede at tænke. Jeg tudede i Bilka, helt ligesom i oktober – men i denne omgang sluttede jeg gråden af med at give mig selv et kæmpe stort skulderklap. Jeg valgte at være stolt af mig selv for at komme ud af sengen hver morgen, i stedet for at banke mig selv i hovedet med at jeg stadig var ked af det. Jeg havde en overfladisk flirt med S (tryk dig til arkiv af indlæg tagget med S), som mest af alt var et desperat forsøg på at føle nogens interesse. S og jeg sås tre gange, vi kyssede aldrig, og al kommunikation ophørte efter tredje gang vi sås uden nogen action. Direkte fra vennezonen til ikke-vennezonen. S var dog ikke et dårligt move for mig, synes jeg. Han fik mig sgu til at grine og gav mig noget ret uskyldig fysisk nærhed uden forventninger om mere, på et tidspunkt hvor jeg virkelig manglede det. Selvom der skete rigtig meget i november, havde jeg det stadig gennemgående skidt. Jeg savnede Ekskæresten som bare pokker, og jeg begyndte også at kunne mærke, at jeg var vred på ham.

Starten af december var hård for mig. I eftermælet af at have været sammen med Romantikeren havde jeg en vildt hård uge, hvor mange tanker om Ekskæresten fyldte forfærdeligt meget. I december skrev jeg: ‘Jeg har ikke indrømmet det for nogen før nu. […] (men jeg er virkelig) pissebange for at være ked af det for evigt. At alt mit eget og Ekskærestens ‘Det skal nok gå’-snak virkelig bare er noget pis. At kærligheden aldrig går over, og at jeg sidder om ti år og stadig har følelsen af at det var ham, jeg skulle være blevet gammel med. Jeg er bange for at han bliver the one that got away.’ Da der var gået tre måneder siden vi gik fra hinanden, begyndte jeg at tænke på at ses med ham. For at tale. Pludselig tog han initiativ til at ses. Det var rart.
Der var meget fremgang i december, selvom den startede godt. Jeg lavede en liste over rare ting ved at være single og jeg begyndte at spekulere på hvad verden og kærligheden ville byde mig i fremtiden. Noget sagde klik i mig, og kærligheden til det der var, begyndte at falme.

Januar startede i tårer, fordi jeg kom til at skrive til Ekskæresten fuld til nytår. Jeg var også stadig ramt af vrede, og ærgerlighed over at det endte som det gjorde. Og så havde jeg tusind tanker om hvorvidt vi burde være venner, om jeg magtede at ses med ham og om jeg i det hele taget stadig ønskede ham i mit liv. Men jeg downloadede også Tinder, havde en date (fandme!). Og så mødtes jeg endelig med ham. Og de ter det bedste jeg nogensinde gjorde for mig selv. Sidst i januar gav jeg endelig slip.

Det gav plads til at jeg i februar med åbent hjerte kunne møde Den Kvikke, som jeg lynhurtigt faldt for. Der ligger kun to indlæg på bloggen fra hele februar, og det skyldes at jeg brugte de første tre uger af måneden på konstant at skrive med ham, på den helt klistrede og klamme måde, og den sidste uge nærmest boede sammen med ham. I den forbindelse fik jeg ham endelig til at kysse mig, og så gik det stærkt derefter.

Her i marts er vi blevet kærester. Et par timer før vi satte ord på, hvad vi lavede, skrev jeg dette indlæg. Jeg skrev: ‘Måske er det fordi jeg i virkeligheden har glemt, hvordan det føles at være glad for nogen, uden at det fra starten er krydret med undertoner af usikkerhed. Måske har jeg glemt, at det også kan være nemt og ukompliceret og afslappet.’

Selvom det går pisse godt nu, selvom jeg er så tæt på lykkelig, jeg kan huske at have været i lang tid, så kan jeg mærke at Ekskæresten har gjort noget ved mig, i forhold til at tage folks ærlighed for givet. Måske spiller han også ind i forhold til min nyerhvervede frygt for at turde tale højt om mine følelser, uden forbehold. Men han har bestemt ikke ødelagt mig. Og han er bestemt ikke ‘the one that got away’. Allerede efter så kort tid giver Den Kvikke og mig allerede så meget mere mening end Ekskæresten og jeg nogensinde gjorde. Min tid var ikke spildt på Ekskæresten – det var godt, så længe det var godt, og jeg vidste jo ikke, at der fandtes bedre. Og jeg er så glad for, at jeg gav mig selv lov til at være ked af det, så længe jeg havde brug for det. Jeg har sgu ikke undertrykt noget, eller ydet (særlig meget) selvcensur. Når jeg læser bloggens seks måneders indlæg igennem, bliver jeg så pisse stolt af mig selv. Ikke fordi jeg formåede at give slip på Ekskæresten for det var sgu nok kommet med tiden helt naturligt, men fordi jeg aldrig gav op. Fordi jeg ikke lukkede mig inde mere end en dag af gangen. Fordi jeg igennem det meste af processen godt kunne se, at jeg var sej. Selvom det føltes sådan imens jeg stod i det, kan jeg se nu, at jeg aldrig gav slip på mig selv og min styrke undervejs, og det er jeg pisse stolt af. Fandme.

Og jeg er så glad nu. Hold kæft, hvor er jeg glad.

6 thoughts on “Fra 1 til 100 på 1094 ord: At sætte af fra bunden og finde lyset

  1. Tillykke! Med de 100, med glæden og med Den Kvikke. Det er fantastisk, når man finder ud af, at man slet ikke skulle have det, man troede, man skulle have …

  2. Skønt indlæg! Happy onehundred. Alle blogs burde lave recap på den måde 🙂
    Jeg hørte Karens “det ikke fordi” sang i radioen forleden. Fuglede kvidrede, solen skinnende, knaldblå himmel og jeg tænkte “Gad vide om tøsepigen derude stadig ville kunne bryde sammen i gråd ved lyden af den?” Så tænkte jeg: “No way!” Og smilede over kjærligehedens og selvopretholdelsesdriftens sejr over mørket. Der ér sgu håb for menneskeracen ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s