Alt det andet

Jeg er glad for at Den Kvikke giver daglig lykkeindsprøjtning (høhø, pun intented) for tiden. Hvis det ikke var for ham, ville det her forår blive husket for mange andre meget mere træls ting.

For eksempel at jeg har tumlet med hvad fanden jeg skal gøre med mit liv, og har endt med at tage tilvalg i en helt anden retning end jeg troede jeg ville – og har nået til konklusionen at mit hovedfag sgu nok er et kæmpe spild af tid. Det føles som et kæmpe nederlag at være nået dertil. Spild af tid huer mig ikke, og slet ikke hvad angår min uddannelse. 

Resten af ærgerlighederne ligger på hjemmefronten. De er til gengæld ti gange mere frustrerende. 

Jeg har fundet ud af, at min mor har prøvet at begå selvmord.

Oveni det kan hun ikke finde ud af at gå fra sin psykisk nedbrydende kæreste.

Og det går ud over mine mindre søskende.

Især min attenårige søster, der ser sig nødsaget til at flytte. Egentlig ville hun gerne bo hos min far, men han har ikke plads til hende fordi min – i øvrigt meget velfungerende og ressourcestærke – stedmor ‘ikke kan rumme det’. 

Og her sidder jeg. 200 kilometer væk fra alt rodet og prøver at gemme mig lidt i kærestens favn, hvor jeg ikke skal tage stilling til det hele.

Doin’ the nasty / Vel også en slags milesten

Den Kvikke var jomfru før han mødte mig. Det er vel selvsagt, at jeg hurtigt fik gjort noget ved det, men ikke desto mindre har de sidste snart to måneder med ham været brugt på det jeg vil karakterisere som decideret sød sex. På begge-modtager-oralsex-cirka-lige-lang-tid-og-kommer-derefter-samtidig(-oftest-i-missionærstilling)-måden. Efter flere år med sex på hulemands-hiv-i-håret-fingre-i-munden-smæk-i-røven-niveau er det uden tvivl lækkert at det ikke skal handle om hvor avanceret det er, men at fokus i stedet er på hvor rart det er at være tæt på hinanden. Jeg får lidt bræk i munden, men der er ingen tvivl om at dét, jeg laver med Den Kvikke kan karakteriseres som at elske (ad for satan, lad som om jeg ALDRIG har sagt det!) og ikke bare er knepperi. Ind i mellem er jeg i tvivl om, hvor jeg stopper og han begynder; om det er ham der sitrer over hele kroppen, eller om det er mig. Jep. Det er uden tvivl lækkert. Og lidt kvalmefremkaldende på samme tid. Men hey: I like it. Kvali-sex, uden tvivl.

…Men det var også ret lækkert da han i går, efter hele otte(!) dages adskillelse (som altså slår vores rekord i at være væk fra hinanden med hele fem(!) dage) tog mig hårdt bagfra i runde to. Hvem havde vist man kunne det i skeen? Det havde jeg satme ikke. Min indre hulekvinde klapper under alle omstændigheder i sine små fede hænder over at manden så småt begynder at turde lidt mere. Sød fyr, jo.

Om at glo

Den Kvikke sidder og laver skolearbejde to meter fra mig. Han sidder ved spisebordet, jeg i sofaen, og han bemærker ikke at jeg sidder og ser på ham, og har gjort det stort set hele den time vi har siddet sådan her. 

Hans ører stritter lidt ud til siderne. Ikke sådan ægte flyveører, men godt på vej derhenad. Håret i hans pande sidder mærkeligt fordi voksen på dette tidspunkt på aftenen begynder at give op for det massive koslik han har i pandehåret. Det ene øjenbryn er en smule kraftigere, lidt mere kurvet på midten end det andet, så ser man godt efter ser det altid ud som om han jokende har det løftet. Kæben er skarpt skåret og står i stærk kontrast til det ellers drengede ansigt med den lille næse og de markerede kindben. Hans mundvige kurver blidt opad, som om et smil altid er ved at finde vej til hans læber.

Jeg føler ikke jeg har lavet meget andet siden sidst i februar end at sidde og glo på ham.

Og jeg har stadig ikke nået et punkt hvor jeg har set mig mæt, hvor jeg efterhånden tænker “jeg ved sgu da for helvede godt hvordan han ser ud”. 

Ind til videre glor jeg bare. Og smiler, hver gang jeg opdager noget nyt. Og så kaster jeg lidt indvendigt op over mig selv indvendigt over hvor klistret det er.

Nu behandler han dig forhåbentligt langt bedre end jeg nogensinde gjorde?

Ekskæresten og jeg catcher up. Han er kommet videre med sit liv. Det er jeg glad for at høre. Han spørger til mig. Til min nye kæreste. Om der var noget om det? Ja, siger jeg, ja, han er fandme sød, og jeg skal møde hans forældre, og jeg er ved at dø. Ekskæresten skriver (direkte citeret): “Nu behandler han dig forhåbentligt langt bedre end jeg nogensinde gjorde?”.
Jeg stirrer ind i skærmen i lang tid før jeg svarer. Jeg har egentlig travlt. Jeg skal for helvede på arbejde, og så begynder han at tage netop dén snak. Jeg skulle jo bare lige se hvordan det gik, og jeg valgte med vilje et tidspunkt hvor jeg ikke havde lang tid.
 Da jeg endelig skriver til ham at han ikke skal være så hård ved sig selv, kan jeg mærke jeg mener det. Jeg tilføjer, at jeg ikke ville være blevet sammen med ham så længe, hvis jeg ikke syntes der var mere godt end skidt imens jeg var i det. Ekskæresten siger, at han ikke desto mindre har været ret nederen det meste af den tid han kan huske. At det er han ked af.
Jeg får indskudt at det er mærkeligt at være kærester med en, der søger mig så meget. Én der stopper op og kysser mig på gaden. Én, der skriver kærestebreve med store, store ord i.  Ekskæresten siger, at det sgu nok bare er sådan almindelige mennesker er, og bag joken og den drengede smiley ser jeg selvkritikken og troen på at være forkert, som han nok aldrig undslipper.
Men han bliver hurtigt alvorlig igen.
Han siger, han gerne vil undskylde oprigtigt for alt hvad han har gjort. At det først efter han så, jeg var af markedet, at han mærkede at han var ked af hvad der skete mellem os. Jeg skriver bare, at alt vel også kommer i perspektiv når den ene lukker døren helt.
Jeg siger herefter, at det er okay. At jeg har været vred, helt åndssvagt vred, men har sluppet det nu – og godt ved, at hans issues altid har handlet om ham, ikke om mig.
To ting gjorde det nemt for mig oprigtigt at give ham den tilgivelse han beder om.
1) Jeg er så pisse glad og har så pisse meget overskud, og det ved jeg at jeg ikke ville have hvis Ekskæresten og jeg ikke var gået fra hinanden. Han ville have trukket mig langt med ned i sit sorte, sorte hul, og jeg var villigt fulgt efter.
2) Jeg blev testet negativ for klamydia i sidste uge, og ved dermed at hvis han har knaldet med det kvindelige bekendtskab han løj om al den tid vi var sammen, så har jeg da i det mindste ikke fået klamydia af det. Det tæller da også for noget!
Men damn, ti minutter har aldrig gået så langsomt før.
Og hvor er det pisse rart, at han siger undskyld nu. For man siger sgu ikke undskyld et halvt år efter det er slut, uden oprigtigt at mene det.

Listerier eller: Fra Nyforelsket til Omvandrende Vivag-reklame på to dage

  1. Bloggis er i dag blevet fundet med søgeordene “ham jeg gik i seng med er nu min nye chef”. Puha, google-søger. Jeg føler med dig. Men jeg ved satme ikke hvad du skal gøre. Eller hvordan i alverden den søgning har ført dig herhen?
  2. Den Kvikke og jeg er angrebet af simultant svampeudbrud. Sikkert med start ved mig (okay, I mig så!). I hvert fald klør det ad fucking helvede til, jeg har brugt 250 kr i alt på apoteket og Den Kvikke går og stjæler af min svampedræbende salve imens jeg lystigt pimper mælkesyrestikpiller. Det behøver vel ikke nævnes at vi er i ufrivillig cølibat? Oh the romance. I det mindste kan vi grine af det. Mest mig. Når jeg ikke bare græder og klør mig i skridtet. Fan-fucking-tastic!
  3. Nu klør det, så jeg kan ikke længere finde ud af hvad mere jeg skal skrive. Hold dig fri af svamp, kære læser!

Øjebliksbillede #3

Vi ligger i hans seng på en lørdag. Nøgne igen. Det er som om, vi egentlig altid er nøgne. Han siger noget sjovt, og smiler på den særlige måde han altid smiler på når han godt ved at jeg griner på grund af ham. I et anfald af fuldstændig sindssyge siger jeg, “årh, jeg får sådan lyst til at sige noget der er lidt tidligt at begynde på,” til ham, og da ordene kommer ud af min mund er jeg klar over at det er for sent at trække det tilbage. Jeg kan ikke bare sige “glem det”, og være mig selv bekendt – det er jeg for stolt til. Den Kvikke er afventende, men han smiler. På de få sekunder der går fra den første sætning til den næste kan jeg mærke mine kinder blive røde, og mit hjerte begynde at banke hårdt imod mine ribben. “Jeg elsker dig”, ender jeg med helt forsigtigt at hviske. Han siger det ikke tilbage, men reagerer så godt man nu kan i den situation: med et årh! og et langt, inderligt kys. Lidt efter ligger han med hovedet på mit bryst, han siger: “Jeg synes dit hjerte banker lidt hurtigt, hva’?” hvortil jeg, mærkende, om muligt, endnu mere farve stige til mine kinder, svarer: “Det er jo også pisse grænseoverskridende at sige sådan noget højt første gang”. Han kysser mig igen. Det er helt okay, at han ikke siger det tilbage. Jeg behøver ikke ord for at vide, han er glad for mig. Sådan har jeg aldrig haft det før.