Øjebliksbillede #3

Vi ligger i hans seng på en lørdag. Nøgne igen. Det er som om, vi egentlig altid er nøgne. Han siger noget sjovt, og smiler på den særlige måde han altid smiler på når han godt ved at jeg griner på grund af ham. I et anfald af fuldstændig sindssyge siger jeg, “årh, jeg får sådan lyst til at sige noget der er lidt tidligt at begynde på,” til ham, og da ordene kommer ud af min mund er jeg klar over at det er for sent at trække det tilbage. Jeg kan ikke bare sige “glem det”, og være mig selv bekendt – det er jeg for stolt til. Den Kvikke er afventende, men han smiler. På de få sekunder der går fra den første sætning til den næste kan jeg mærke mine kinder blive røde, og mit hjerte begynde at banke hårdt imod mine ribben. “Jeg elsker dig”, ender jeg med helt forsigtigt at hviske. Han siger det ikke tilbage, men reagerer så godt man nu kan i den situation: med et årh! og et langt, inderligt kys. Lidt efter ligger han med hovedet på mit bryst, han siger: “Jeg synes dit hjerte banker lidt hurtigt, hva’?” hvortil jeg, mærkende, om muligt, endnu mere farve stige til mine kinder, svarer: “Det er jo også pisse grænseoverskridende at sige sådan noget højt første gang”. Han kysser mig igen. Det er helt okay, at han ikke siger det tilbage. Jeg behøver ikke ord for at vide, han er glad for mig. Sådan har jeg aldrig haft det før.