Om at glo

Den Kvikke sidder og laver skolearbejde to meter fra mig. Han sidder ved spisebordet, jeg i sofaen, og han bemærker ikke at jeg sidder og ser på ham, og har gjort det stort set hele den time vi har siddet sådan her. 

Hans ører stritter lidt ud til siderne. Ikke sådan ægte flyveører, men godt på vej derhenad. Håret i hans pande sidder mærkeligt fordi voksen på dette tidspunkt på aftenen begynder at give op for det massive koslik han har i pandehåret. Det ene øjenbryn er en smule kraftigere, lidt mere kurvet på midten end det andet, så ser man godt efter ser det altid ud som om han jokende har det løftet. Kæben er skarpt skåret og står i stærk kontrast til det ellers drengede ansigt med den lille næse og de markerede kindben. Hans mundvige kurver blidt opad, som om et smil altid er ved at finde vej til hans læber.

Jeg føler ikke jeg har lavet meget andet siden sidst i februar end at sidde og glo på ham.

Og jeg har stadig ikke nået et punkt hvor jeg har set mig mæt, hvor jeg efterhånden tænker “jeg ved sgu da for helvede godt hvordan han ser ud”. 

Ind til videre glor jeg bare. Og smiler, hver gang jeg opdager noget nyt. Og så kaster jeg lidt indvendigt op over mig selv indvendigt over hvor klistret det er.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s